Månedens kendte: Adda Lykkeboe

Oprettet: 01.03.1999 - 09:00

Månedens kendte: Adda Lykkeboe

skrevet af Adda Lykkeboe



Adda Lykkeboe Det begyndte med en stor sort bogreol i Tòrshavn, og jeg var syvethalvt år. Vi var under uendeligt besvær ankommet til Færøerne, hvor far skulle overtage direktørposten for Tòrshavns trælastfirma. Inden vi rejste fra Danmark, blev min lillebror dødssyg af kighoste, og vi måtte udsætte rejsen fra Kolding. Da vi måneder senere kom til København og skulle indskibe os i MS Tjaldur, blev han alvorligt syg af mellemørebetændelse, og vi tilbragte nogle uger på Hotel Hafnia, indtil Tjaldur kom ned igen og vi kunne få os bragt ombord. - Han var et halvt år, jeg var syv år ældre.Far og mor har været stærke. Det må have været en angstfyldt tid, sygdom, ukendt rejsemål, et farefuldt eventyr. Men vi kom derop, og dermed er jeg tilbage til den sorte reol. Fars forgænger i embedet havde anbragt den i det hus, vi skulle bo i, indtil vores eget var færdigt, og han havde sagt, at vi kunne smide det ud, vi ikke ville have.Døtreskolen i Kolding havde gjort mig til en fremragende syvårig læser. Jeg kunne læse alting, men forstod langt fra alt. Jeg begyndte simpelthen i øverste venstre hjørne af den sorte reol, og da jeg ti år senere rejste til Danmark igen, havde jeg læst i et langt vidunderligt rod. Carit Etlars Gøngehøvdingen og Dronningens vagtmester, Ivan Turgenjev, En jægers dagbog, Willy Corsari, Et skib uden havn, De af os, Elskede nar. (De var altså bare SÅ gode, og vistnok meget dristige). Dumas stod også på reolen, og derfor blev Mylady mit hjertes dame, og jeg ønskede kun at være smuk og farlig og forførende som hun. Leonard Clark, Floderne løber mod øst, Marcel Aymé, Den grønne hoppe, Vicki Baum, Grand Hotel, Stefan Zweig, Følelsernes Vildveje, Hjertets utålmodighed, Elisabeth Bowen, Hjertets død. Cronin, Himmeriges nøgler, Hemingway, Farvel til våbnene.På det tidspunkt af mit liv spillede forfatternes navne overhovedet ingen rolle, det var først langt senere, jeg begyndte at finde dem interessante. Så var der jo også Susy bøger og Puk bøger og Tarzan bøger. Og der var Skipper Skræk og Kong Kylie og Familie Journalen og Hjemmet og Tidens Kvinder, og hele familien fortabte sig hver efter sin smag og lyst i ugevis, når Tjaldur kom op med en måneds post af aviser og ugeblade fra Danmark, når mormor og morfar sendte det hele til os.En hel del af den sorte reols indhold står hos mig endnu. Og muligvis kan jeg takke den for, at jeg var blevet temmelig nærsynet, da jeg kom tilbage til Danmark.Åh jo, der var jo også hele den norrøne litteratur. Men den tænkte jeg slet ikke på som bøger dengang. For det var jo noget, man enten fortalte eller noget der hørte Sjónleikarhusid til, når jeg fik lov at være med til færøsk dans, og lykkelig og svimmel var en del af den syngende og duvende menneskekæde. Så jeg vidste ikke, at det drejede sig om Olav Tryggvasons saga og Færingesaga og Raske Drenge Grind at fange.I Danmark fik jeg en gudbenådet dansklærer. En flamme, en inspirator og et levende menneske, der klart vidste, hvad han ville give videre til sine unge elever. Det er ham jeg kan takke for vejen  jeg kom til at følge. Det blev Stuckenberg, Aarestrups erotiske univers, der stadig betager mig, det blev Georg Brandes Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur, det blev den norske lyriker Olaf Bull. Prøv engang at lytte til nogle strofer af Emmerenze digtet

  Kapellet bliver luftet, og vildvin røden skjælver på muren i kveldens vift. Med søndrede vinger mod aftengløden staar duer af marmor på rusten stift Der drømmer i græsset en ældgammel plade baardet af visnede straa fra ivaar. Der skumrer et navn: Emerenze Christence og tallene klamrer om seksten aar Tove Ditlevsens lyrik, H.C. Branner, især Rytteren, optog mig. Baudelaires desillusionerede Les fleurs du mal passede mig godt i den obligatoriske "Sturm und Drang" tid, hvor sindet higer efter et ståsted, en virkelighed at tage afsæt fra.  Men tro nu alligevel ikke, at det kun blev til læsning. Ok nej. Der var ballettimerne, der var drengene, og de unge mænd, der jo måtte studeres på nærmere hold, skulle det end være fra en sikker position fra hesteryg.   Jeg begriber faktisk ikke, at dansen og hestene og drengene ikke tog al tid fra læsningen, men indser nu, at jeg må have øst af al min litterære ballast i breve, billetter til klassens foretrukne udkårne, notater, dagbøger, så det hele tiden blev holdt ved lige og ovenikøbet fornyet med litterære bekendtskaber.  Men jeg læste altså. Igennem et lykkeligt ægteskab, henover to sønner, som fik læst overordentligt meget højt af Brødrene Løvehjerte,( at ligne med brødrene Lykkeboe) , af Katten Mackenzie, af Rejsen hjem (den handler om to hunde og en kat, der går en meget lang og farefuld vej for at forenes med deres børn. Vi græd MEGET. På vores bryllupsrejse havde vi Nietzsche (som er umulig at stave) med, men det blev ikke til så meget med ham. Dog synes jeg stadig særdeles godt om filosoffens udbrud. "Brüder, bleibt die Erde treu". Den jord er jo den eneste vi har at leve og elske på, så jeg blev strax Nietzsche fan.Jeg prøvede faktisk i de hektiske tressere at læse Marx, men det gik ikke så godt med os. Overvejer at prøve igen. Han er vist en fornuftig mand.Og senere - i dag? Hvad jeg læser? Jeg vil sige, at de forfattere, jeg nu fortæller om, er mine i liv og død. Jeg skylder dem, at jeg selv blev forfatter. Jeg hylder dem for det, de betyder for mig og jeg bekender, at jeg ublu har trukket på dem i mit eget forfatterskab:Rainer Maria Rilke Thorkild Bjørnvig Karen Blixen Anais Nin "Hvorfor ikke", sagde Karen, da tilværelsen var i bund for hende og hun indgik sin alliance med Hans Mørke Majestæt. Hende læser jeg altid, om og om igen. Rilkes skrøbelige liv rejste en storm mod den engel, til hvem han skreg i Duino elegierne. Og Bjørnvig byder mig inden for i en ransagelsens blå time i"Træd ind veninde, anslag fylder luften"Anais Nin lærte mig, at blot man blev krønikeskriver, iagttager, dagbogskriver, så var ingen ventetid for lang, så var selv en trist og grå parkeringsplads en øvelse i at se, at huske og senere anvende.Og så er der Johannes V. og Kongens Fald. Mit eksemplar er ved at falde fra hinanden , for her finder jeg det skønneste dansk, der gør mig til ét med mit land. Hør blot i kapitlet Den danske sommer

  Axel, den sorgløse, døde om aftenen under aaben himmel…..  Og han fløj i oprejst stilling i den lyse nat og dalede ombord paa Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes lys. Og da de havde sejlet ret længe, kom de til lykkens land. Det lave land ,der har den forunderlige sommer. Du mærker med lukkede øjne den søde lugt af jordens grønsvær, landet er blødt og grønt som en frisk seng i havet, fødeseng, dødsseng… Det er den store sommers land.. 







BogWeb - 1. marts 1999

0
Din bedømmelse: Ingen