Af litteraturstuderende Anne Kirstine Munk
Heden i flammer er en bevægende og tankevækkende roman, der giver et meget nuanceret billede af de brydninger, det irske samfund har bevæget sig i de sidste tyve år.
Irske Colm Tóibíns Heden i flammer (1995; eng. The Heather Blazing, 1992) er en kombineret nations- og erindringsroman, der på elegant vis sammenfletter den stadig relativt unge irske stats historie med hovedpersonen, højesteretsdommeren Eamon Redmonds liv. Det er en smuk og stilfærdig bog skrevet i en klar, men lavmælt prosa, og det en stærk beretning om generationsforståelse og den stadigt pågående udvikling af staten Irland.
Romanen foregår mestendels i den lille kystlandsby Cush i det sydøstlige Irland. Her ejer Eamon og hans kone Carmel et hus, hvor Eamon er kommet hele sin barndom, og her tilbringes alle parrets sommerferier. Bogen udgøres af en samling af sommerferieoplevelser i årene umiddelbart inden Eamon går på pension.
Eamon nyder, i kraft af sit embede ved Dublins højesteret Four Courts, stor respekt i den lille kystby, og i sommerferiernes lange eftertænksomhed kan han, i sin egen selvforståelse, ikke meget andet end være tilfreds med, hvad han har opnået gennem sit liv.
Ind i de stille beskrivelser af sommergøremål og blandet irsk ferievejr trænger en række flashbacks af Eamons barndomsoplevelser. Barndomserindringerne er dels præget af faderens stærke engagement for den irske nationalstat – han var involveret i den irske Uafhængighedskrig 1919-21 – dels af savn og fravær efter moderens tidlige død, og senere sorgen og besværet efter at hans far rammes af et slagtilfælde og får svært ved at tale og fungere ordentligt.
Romanens hovedkonflikt er en ganske klassisk konflikt mellem det gamle og det nye og mellem fornuft og følelse. Store dele af Eamons familie har været involveret i de mange kampe for irsk selvstændighed, og gennem embedet som dommer ved Four Courts indtager Eamon en central rolle i fortolkningen af de love og regler, der skal gælde for Irland. På den vis er han nærmest en legemliggørelse af det gamle Irland og de ideer, udråbelsen af det selvstændige Irland i 1922 byggede på.
Familien og forfatningen
I romanen beskrives to komplicerede sager, som Eamon skal dømme i ved Four Courts. Begge sager er uden fortilfælde i den irske retshistorie, og fælles for dem er desuden, at de handler om forholdet mellem stat og familie. Hvad bør familien sørge for, og hvad er det statens opgave at varetage?
”Hvad var en familie? Forfatningen definerede ikke hvad en familie var, og dengang den blev skrevet i 1937 forstod man udmærket betegnelsen: en mand, hans kone og deres børn. Men forfatningen var skrevet i nutid, og det var ikke hans opgave at afgøre hvad bestemte betegnelser (…) som for eksempel ”familien” havde betydet i fortiden. Det var hans opgave at definere og omdefinere disse betegnelser nu. Kunne en pige og hendes barn ikke være en familie?” (s. 96).
Jo, mener Eamon egentlig; men med tanke på blandt andet forfatningens kristne grundlag ender han med at afsige en forventet og konservativ dom, der på bedste vis præserverer samfundsinstitutionerne familie, kirke og domstol sådan som de fungerede på den tid, hvor forfatningen blev skrevet.
På den måde placerer Colm Tóibín en tvivl på forfatningsgrundlagets aktualitet helt inde i de ellers så solide samfundsinstitutioner; og han viser, at den heftige irske nationaldyrkelse også har en mindre pæn bagside, nemlig en stærk uvilje til at bevæge sig ind i et moderne samfund. Selv under de afslappede ferieophold i barndomsegnen ved kysten er der en latent trussel mod det bestående – nemlig havet, der år for år æder sig ind i Irlands muld:
”De var tæt på klintens bløde kant, den fugtige, mergelagtige jord som blev ædt væk år efter år” (s. 17)
Eamons tro på den irske stat og på, at lovens bogstav er det bedste udgangspunkt for at forme livet korrekt, virker til hidtil at have fungeret fint for ham. Men det har kostet på den personlige front; hustruen Carmel beklager sig over, at de i årenes løb er blevet fremmede for hinanden. Da Carmel bliver syg, blusser en række besværlige og ubehagelige barndomsfølelser atter op hos Eamon – sammen med en indsigt i, at lovbøgerne måske ikke er det eneste gode udgangspunkt for livet.
Portræt af en stat
Colm Tóibín, der er født i 1955, overbeviser i Heden i flammer som en avanceret romanforfatter. Bogen er hans anden roman, og han har siden udgivet en lang række romaner, hvoraf flere er blevet belønnet med litterære priser. Romanerne kredser ofte om irske forhold, om familierelationer og fremmedhed.
Tóibín er en begavet forfatter, der skriver simpelt, men yderst præcist. Eamon er i romanen skildret i en indadvendt og stilfærdig prosa, der harmonerer smukt med portrættegningen af Eamon, og selve sproget udgør en stor del af portrætteringen. Fortællerstemmen er begrænset og nøgternt beskrivende i tekstens nutidafsnit – helt ned på ord- og sætningsniveau gør teksten også det, den siger: udelader følelser og holder sig til lovens bogstav.
Og den milde opblødning, som den ellers så konservative og følelsesforskrækkede Eamon oplever gennem romanen, mærkes også helt ud i fortællersproget. Skildringen af Eamon virker både livagtig og troværdig, og tilbageblikkene på barndomsoplevelserne nuancerer og forklarer Eamons personlighed meget indfølende og overbevisende.
Mesterlig er romanen også i sin sammenfletning af Eamons personlige historie og Irlands statshistorie – og den måde, hvorpå den skildrer et generationsproblem i nutidens Irland. Liam Harte påpeger i vinternummeret 2002 af det irske kultur- og litteraturtidsskrift New Hibernian Review, at Heden i flammer er et elegant portræt af de indre gnidninger i en stat, der bygger på en forestillet og i høj grad tekstbåren idé om en særligt irsk oprindelighed, men som er ude af stand til at forholde sig til et moderne samfunds skiftende værdier og komplekse behov.
Romanen sætter på den måde spørgsmålstegn ved selve lovgrundlaget for den irske stat, og den problematiserer de uheldige sidevirkninger, som et indfølt ønske om en selvstændig og særlig stat kan få for de borgere, der lever i den.
De stærkeste og mest følelsesladede øjeblikke i romanen er i Eamons tilbageblikke på barndomsoplevelserne, hvor kampen for det selvstændige Irland stadig var i frisk erindring. På den måde portrætterer Tóibín en stat, der lever i fortiden og på fordums myter og historier om irsk egensindighed – men som mangler en fornemmelse for nutiden.
Håb for de nye generationer
I løbet af romanen bliver Eamon bedstefar til lille Michael, der opkaldes efter Eamons far. Niamh, Michaels mor, er ikke sammen med barnets fader, og således rykker de nye familiekonstruktioner helt ind i Eamons egen nære familie. I udgangspunktet virker Eamon nærmest fremmed over for sine børn – og for sit barnebarn, der lang tid kun betegnes som ”barnet” – men med Carmels sygdom bliver han nødt til også at forholde sig til sine børn og sit barnebarn.
Ved romanens slutning finder man en opblødning i forhold til de strenge national-værdier; Eamon etablerer et forhold til sit barnebarn, tager sig af det og interesserer sig for, hvordan den lille Michael skal begå sig i verden. På det professionelle plan viser han et spirende udsyn ved at begynde at interessere sig for EU-ret.
Alt i alt er Colm Tóibín et yderst interessant irsk bekendtskab. Heden i flammer er en bevægende og tankevækkende roman, der giver et meget nuanceret billede af de brydninger, det irske samfund har bevæget sig i de sidste tyve år. For ikke-irere er det en interessant indføring i irsk historie og tankegods, og Colm Tóibín er en stor, litterær stemme, det er værd at lytte til, når han fortæller fra sit lille hjørne af EU.
Kommentarer