Livet er næsten lykkeligt

Oprettet: 25.03.2009 - 09:49

Forfatter: Leif Davidsen

Født: 25.juli 1950.
Debut: Uhellige alliancer.

Da den midalderende gymnasielærer John C. Petersen mister sin kone, tager han endeligt mod til sig og forlader den trygge hverdag i barndomsbyen Ringkøbing.

Han tager på en pilgrimsrejse for at besøge de steder, hvor hans store helt Ernest Hemingway opholdt sig.

Turen begynder i Key West i USA og fortsætter til Havana i Cuba.  Det bliver en rejse, hvor der bliver vendt op og ned på meget for den stille lektor fra den danske provins. Med det  sanselige Cuba som baggrund bliver John C. kastet ud i politiske intriger, salsa, seksuelle eventyr og  vold i det korrupte kommunistiske land, hvor lederen Fidel Castro ligger for døden.

Hovedpersonen John C Petersen i  "På udkig efter Hemingway" er meget almindelig grænsende til det kedelige - hvorfor skal han ud på denne rejse? 
 
Så er han altså heller ikke mere kedelig.

Så er hovedparten af danske mænd vist kedelige. Jeg ser ham faktisk som en meget kompliceret og hæmmet mand, som har manglet modet til at træffe afgørende valg i sit liv, men har valgt at leve sit liv gennem Hemingway.

Han er som en af de mænd, Steffen Brandt synger om, der siger, at livet er næsten lykkeligt og mere forlanger de ikke. 

Det er mærkeligt, som man har fokuseret på hans hverdag, på hans dagligdag.  Hvad  tænker man på?  Lever danske mænd, og især danske midaldrende mænd i provinsen et actionfyldt, dramatisk liv? 

Jeg har svært ved at få øje på det. De fleste  danskere kan jo citere Dan Turell: jeg holder af hverdagene, fordi hverdagene er de fleste. Hvis man ikke har de store forventninger til livet, så vil livet heller ikke skuffe, er en dansk måde at se tilværelsen på.

Han er på mange måder tænksom, men der er ikke meget Indiana Jones over ham, det tilstår jeg gerne. Faktisk kan han meget lidt på nær at danse og føre skib. Det er altid de andre, der redder ham ud af suppedasen. Han kan forføre kvinder eller kan han? Og kan han holde på dem, når det gælder? Han er ikke en James Bond type, han er John C. fra Ringkøbing, der tror, at den hellige gral er velforvaret, indtil skæbnen – dvs mig som forfatter – fortæller ham, at nu er det slut med at gå og vegetere, nu skal der ske noget.

Så hvorfor skal han ud på en rejse? Fordi det er sjovt for forfatteren og for John C., at der sker noget. Det skulle gerne blive til en god historie. 

John C. som karakter i dansk litteratur kan og er blevet  fortalt på andre måder. Andre forfattere kunne tegne et billede af ham, således  at han aldrig nogensinde ville forlade Ringkøbing, men sådan er jeg ikke indrettet som forfatter. Det er ikke en dannelsesrejse, men en erkendelsesrejse.

Du vælger i dine romaner ofte helt almindelige mandlige hovedpersoner - der omgiver sig med dejlige damer - som "tilfældigt" kastes ud i voldsomme begivenheder. Hvorfor mandlig hovedperson, forførende kvinder og voldsomme skift i tilværelsen? 
 
Det må jeg sige, jeg overhovedet ikke er enig med dig i. 

Jeg har vel ud af de 10 romaner, jeg har skrevet, to hovedpersoner, som jeg vil beskrive som almindelige, hvad det så end er. Det er John C. Petersen og Poul Jensen fra min debutroman "Uhellige Alliancer" og delvis, men kun meget delvis Marcus Hoffmann fra "Den Ukendte Hustru". 

Det ville være forkert at slutte fra dem og til de andre romaner, som jeg har skrevet.

Lad os  se på et par af de øvrige?

Det er karakterer som Felix i "Den Troskyldige Russer", som er en biseksuel plattenslager, der foregriber Bagger-sagen med to årtier. Er det en traumatiseret, brutaliseret lejemorder og idealist som Vuk i "Den Serbiske Dansker" eller "Fjenden i Spejlet", som du tænker på som almindelig?

Og hvilke damer omgiver han sig med? Er det en skørtejæger og kynisk charmetrold som Teddy med tre mislykkede ægteskaber eller hans marxistiske søster Irma i "De Gode Søstre", der er helt almindelige?

Eller en Peter Lime, der er en karatekyndig, alkoholiseret paparazzo-fotograf i "Lime`s billede", som er  en helt almindelig dansk mand?

Så jeg kan ikke svare på anden måde  end, at jeg overhovedet ikke genkender billeder af mine personer, hverken de mandlige eller de kvindlige som ”helt almindelige, der omgiver sig med dejlige damer.” Og personligt ville jeg aldrig kalde en halvluder som eks. Beth i "På udkig efter Hemingway" som dejlig bare for at tage den med.

Men lad os specifikt se på en John C. eller en Poul Jensen, så er det jo en udmærket metode at sætte en handling i gang ved at lade en begivenhed i et menneskes liv finde sted. Her er mennesker, som befinder sig på et bestemt sted i deres liv, hvor de måske tror, at de er tilfredse, men det er de ikke, for nu kommer jeg som forfatter og tager fat i nakken på dem og sender dem ud på en indre og ydre rejse. Jeg er nemlig heller ikke enig i, at de tilfældigt kastes ud i voldsomme begivenheder. Vi møder dem på et tidspunkt i deres liv, hvor begivenheder forandrer deres liv. Ellers var der jo ingen grund til at skrive om dem. Man skriver jo ikke om ingenting.

Hvad bruger du skiftet normal liv/kaos til? 
 
Jeg har det som de gode filmskabere.

Lad personerne foretage sig noget. Flyt dem. Lad dem blive udfordret.

Jeg begynder med en hovedperson, og meget hurtigt begynder jeg at plotte og tænke på, hvad han eller hun kan blive udsat for. 

Jeg skriver spændingsromaner, siger man. Det vil sige, at jeg skaber en handling, der har en fortællekurve –  en begyndelse, en midte og  en slutning – men med en begyndelse før begyndelsen og et liv efter slutningen.

Fiktion er for mig interessant, fordi det er dramatisk. Det er fortælling om skæringspunkter i et menneskes liv. Man kan ikke skrive en roman om et lykkeligt ægteskab, mens ulykkelig kærlighed kan fylde et forfattersskab.

Du  placerer gerne dine hovedpersoner på steder i kaos og med korrupte regimer? 
 
At mine personer har ageret og bevæget sig i lande og tider, hvor verden forandrer sig, hænger sammen med, at det har interesseret mig som journalist og forfatter.

Jeg er en forfatter, der er afhænigig af den verden, som vi lever i. Den politiske og historiske udvikling er mit litterære råstof, min inspiration. Som journalist har jeg været i forreste parket ved store forandringer: Spaniens demokratisering i slutningen af 70erne, Øst og Centraleuropas totale forandring for tyve år siden, Sovjetunionens sammenbrud i 1991, terrorens tidsalder, nu Cubas sidste tid under Castro.

Altsammen afgørende råstof til romaner. 

Hvad interesserer dig primært som forfatter: politik, historie, miljø, natur ... personerne? 
 
Først kommer personerne, så kommer historien. 

Men uden en stor interesse for både dansk og internal politik og historie kunne jeg ikke skrive, som jeg gør.

Hvad er elementerne i den perfekte spændingsroman? Hvorfor blev det "din genre"?

Jeg ved ikke, hvad elementer til den perfekte spændingsroman er eller bør være.

Det prøver jeg og andre måske hele tiden at afsøge. Og der er ingen facitliste. 

Jeg kom til spændingsgenren af en omvej. 

Jeg ville være forfatter fra jeg var ganske ung og begyndte som så mange andre med lyrikken, som jeg fik trykt i "Hvedekorn".

Jeg  forsøgte mig med modernistiske noveller, radiodramatik og den store pubertetsroman, men debuterede i 1973 med digte i "Hvedekorn". 

Mine mange år som udenrigsjournalist gav mig et litterært råstof til mine romaner.  Med min første roman fandt jeg, hvad jeg siden har kaldt min stemme. 

Jeg ville skrive om mennesker i min tid, men også om de politiske, historiske og sociale problemer, som optog mig.

I den første roman var det Spanien efter diktatoren Francos død. Jeg ville skrive om en mand, der bliver indviklet i en historie, der forandrer ham og viser, at der er andre kræfter i ham end det, det stille kontor- og familieliv hidtil har afsløret. 

Jeg fandt ud af, at jeg kunne bruge min viden og mine notater og researchmateriale fra tidligere rejser. 

Sammen med personlige oplevelser i mødet med mennesker, vin, mad, landskaber og kunst indgik de som ingredienser i romanen. Jeg lod hovedpersonen drive historien, som voksede i en spændingskurve, som jeg fandt naturlig. Det lyder så enkelt, men var det måske ikke.

For mig var det en helt ny måde at få greb om en roman på, som jeg ikke tidligere havde tænkt på. Siden har jeg ikke kigget mig tilbage.

Thrilleren er for mig en eminent genre at fortælle historier i. Den giver mig anledning til at afsøge det moderne liv. Den fremadskridende historie med de nødvendige afstikkere i handlingen passer til min måde at tænke og skrive på. Den giver mig mulighed for at afsøge sindets såvel som verdens afkroge, og den giver mig rig mulighed for at eksperimentere med form og sprog.

Anmelderne har været lidt efter din "kedelige" hovedperson i "På udkig efter Hemingway". Men du er nærmest inde på det - det er ikke en spændingsroman i traditionel forstand. Mon John C. forlader Ringkøbing?

Det er rigtig nok, at jeg fik et par dårlige anmeldelser, men det er mærkeligt, at man har det med at sætte fokus på dem. For jeg fik rent faktisk fantastiske anmeldelser i eks. Politiken og Jyllands-Posten, men lad os bare se på de negative anmelderes kritik af den såkaldt ” kedelige” hovedperson.

Så kedelig er han altså heller ikke. Han er en mand, der har frygtet livet og aldrig grebet de chancer, som livet har givet ham. Han er et menneske, som mange mennesker, der pludselig opdager, at tiden er gået. 

Som han siger et sted: Man tror, at man har vandret i bjerge, og så har der ikke engang været en bakke. Jeg ser faktisk "På Udkig efter Hemingway" som en temmelig kompliceret roman, der måske ikke overholder genrekonventionerne, fordi der bl.a. ikke er en traditionel spændingskurve, som nogle af de yngre og mere fundamentalistiske anmeldere har været irriteret over, fordi de tænker så traditionelt. Det bliver for kompliceret for dem.

Der er en skole nu, der siger, at Stieg Larssons romaner er målestokken. De vil have det sort-hvidt og helst outreret.

Det forekommer mig, at Stieg Larssons trilogi har skabt den modeholdning især blandt yngre, kvindelige anmeldere, at det skal være urealistisk og vildt,  for at det er godt – og spændende. Gad vide om almindelige ”kedelige” kriminalinspektører som Wallander eller Beck ville have en chance, hvis de udkom i dag? 

For nu skal det være helte, gerne halv- eller helpsykopatiske overmennesker, i hvert fald gerne marginaliserede mennesker på kant med samfundet, verdens bedste  hacker, verdens bedste og mest ærlige journalist, som magthaverne frygter, og alle kvinder begærer. Det er stærkt underholdende og vildt overdrevent. Harry Potter eller Pippi Langstrømpe for voksne. 

Sådan  skriver jeg ikke. Sådan  kommer jeg aldrig til at skrive.  
Jeg har tænkt over, at det er meget interessant, at de to såkaldt kedelige hovedpersoner Poul Jensen fra "Uhellige Alliancer" og John C.  Petersen fra "På Udkig efter Hemingway" opfattes så forskelligt over tid.

Poul Jensen blev hyldet bredt af anmelderne som en nyskabelse i dansk kriminalromanlitteratur i 1984. Jeg introducerede thrilleren på dansk, sagde man, i den tradtion, hvor den almindelige mand konfronteres med den omgivende verden. Det var en britisk tradition fra Eric Ambler og Graham Greene, der kom til Danmark, siger f.eks. en kender som Bo Tao Michaëlis. 

Her 25 år efter vil man have helte og skurke og overmennesker, der kan alt det, som mennesker måske drømmer om at kunne, hvis livet var en tegneserie.  

Jeg vil holde fast i, at thrilleren er emminet til at fortælle samtidshistorie om mennesker i vor tid, men det forudsætter, at det er plausibelt, det som sker. Måske er det så ikke længere en spændingshistorie eller krimi i den nutidige  opfattelse af genren, men så lad være med at læse romanen som sådan. 

Der står bare roman på titelbladet. 

Jeg fik før jul en kompliment af en kollega Jussi Adler-Olsen, som jeg blev meget glad for, da han om "På udkig efter Hemingway" sagde, at  jeg havde skabt min egen genre.

Hvad der sker med John? Det er det herlige blandt meget herligt ved litteratur, at man  selv kan skrive videre inde i sit hoved, digte en endelig slutning, hvis man har lyst til det. 

Jeg ved det ikke, men spørgsmålet er selvfølgelig, om man altid vil have Ringkøbing med sig, selv når man forlader Ringkøbing?

0
Din bedømmelse: Ingen