Hvem kan bruge en litterær kanon anno 2006?
Kan bibliotekaren, når hun rækker en god bog over disken?
Kan de unge? Får de en guide til hvad, de bør læse for at kunne gebærde sig i deres voksenliv?
Kan uddannelsesinstistutionernes lærere i dansktimerne?
Og hvad siger forfatterne?

Jeg spurgte en bibliotekar:
Hvis jeg siger litterær kanon … hvad si'r du så?

Så spørger jeg 'Hva’ så med alle de andre gode bøger?'
Og jeg har heldigvis selv svaret: Alle de andre danske bøger, som man næsten ikke kan leve uden at have læst, dem skal bibliotekarerne bare blive ved med at finde frem og anbefale videre.
Men når jeg ser på udvalget i den litterære kanon, kan jeg ikke undgå at blive begejstret. For det er jo skønne bøger. Og bare gensynet med titlerne sætter en masse i gang i hjerne og hjerte hos mig, en litterær akademiker. Men man er naiv, hvis man tror, at alle danskere vil få det største udbytte af netop de bøger. Man kan ikke tvinge en enhedskultur igennem ved at lave en kanon.

Skønt borgere i det samme land, er vi vidt forskellige. Og hvorfor knække halsen på Kirkegaards 'Enten - Eller', hvis man kan blive et bedre menneske og leve op til de 'danske værdier' ved at læse Hanne-Vibeke Holst.
Jeg ærgrer mig ofte over lemminge-effekten, som medierne hidtil har haft den største andel i: alle vil læse det samme. Som bibliotekar ser jeg det som en udfordring at finde den særlige bog til hver enkelt låner.
(Lisbeth Steensborg, bibliotekar Frederiksberg)

Og jeg spurgte 2 gymnasielærere om, hvad de kan bruge en litterær kanon til:

Litterater og dansklærere i gymnasiet har i mere end 10 år diskuteret begrebet kanon. Og gymnasielærerne har egentlig altid læst dansk litteratur efter en slags kanon.
Falkenstjerne tegnede billedet fra 1920 til omkring 1970, og efter en 20 års pause udkom den igen i 1990. Den litterære kanon, der nu er opstillet, er på linie med hele denne tradition, og den indgår allerede i næsten samme skikkelse i pensumkravene i det nye gymnasium.
Den litterære kanon virker overbevisende. Det er værker med vitaminer i, og den har ikke det lidt tilfældige og vaklende præg, som nogle af de øvrige lister har.
Litterær kunst egner sig til kanonovervejelser, og det er et helt rigtigt formidlingsprincip, at unge mennesker skal møde kvalitetstekster: værker af værdi.
Litteraturen skal være fri og levende. Men undervisningen skal få det bedste til at leve. Mindre kan kravet ikke være. Og så er der en ekstra begrundelse for at arbejde med en litterær kanon eller klassiske tekster i gymnasiet: her møder man udsøgte og vidt forskellige eksempler på dansk sprog. Det har en særligt uddannelsesmæssig værdi.
Udvælgelsen af den nyeste litteratur vil altid vække diskussion. Og her er det sjovt at huske på Paul V. Rubows provokerende formulering om litterær holdbarhed: 'Om en forfatter er frisk, kan først konstateres om 200 år.'
(Mogens Bjerring-Hansen, Lektor Viborg Katedralskole og medredaktør af antologien 'Falkenstjerne - dansk litteratur' 1-3)

Som det var tilfældet med forfatterkanonen, så er der jo ikke tale om voldsomme overraskelser for en, som til daglig beskæftiger sig med at undervise i dansk litteratur. Stort set alle værkerne og mange af digtene har jeg et – godt – forhold til. Og rigtig mange af værkerne har jeg på et tidspunkt i min fire-årige karriere som dansklærer i gymnasiet været inde over, og gjort mit for at åbne øjne, og ind imellem uden tvivl også gjort et par øjenlåg tunge. Den ældste del af den indbyggede lyrikantologi (før 1900) fremstår også som ret uomgængelig, eksemplarisk. Men om denne kanon ændrer noget i mit emnevalg, eller min tilgang til den danske litteratur, det tvivler jeg ærlig talt på. Jeg synes det er interessant, at nogen har lavet hitlisten – og håber, at den kan give nogen appetit på at se, om der mon ikke er noget om snakken: Det er gode tekster, der holder og kan noget.
Men listen vil for mig nok tjene som en reference, en inspiration til især den historiske læsning – på linje med så meget andet: litteraturhistorier, antologier, kollegers undervisning, gode hjemmesider.
Dét, jeg ikke bryder mig om, er al den ceremoni og selvfedhed, som litteraturen nemt kan risikere at blive syltet ind i, vi skulle nødig havne i en H.C. Anderisering af al den gode danske litteratur.
For mig at se er litteraturen først noget, når man møder den, bogstaveligt, i øjenhøjde. Og det kan man kun gøre selv.
Man kunne jo som Robert Frost af to veje vælge 'the one less travelled by', men inden da skader det nok ikke at have kørt en god, lang tur ad en hovedvej, og denne kanon bliver måske, for en tid, en af disse. Skiltene er i hvert fald til at få øje på, så må man sørge for også at give sig tid til at fare vild.
(Mads F Henriksen, lektor Viborg Katedralskole)

Og endelig siger 3 forfattere:   At der kommer en kanon betyder beviseligt, at vi diskuterer litteraturen, at den kommer ud i det offentlige rum og alle kan have en mening om den, hvilket er et mål i sig selv- og så kan vi individuelt forholde os positivt eller negativt til den. jeg er f.esks. begejstret over, at de har valgt Rifbjergs 'Og andre historier' og ikke 'Den kroniske uskyld'. Jeg havde selv valgt Pontoppidans 'De dødes rige' og ikke 'Lykke-Per' - og det diskuterer jeg så med andre litteraturelskere.

Poul henningsen har sagt, at der ikke findes god eller dårlig smag - kun god smag - og den er dårlig.
(Robert Zola Christensen)

Udarbejdelsen af en litteraturkanon har allerede vist sig at være en god idé, alene på grund af den debat om og det fokus på dansk litteratur, arbejdet har afstedkommet.
Om – og hvordan – den vil blive brugt, er imidlertid en anden sag. Her håber jeg meget, at udgangspunktet vil være ordbogsdefinitionen af ordet kanon, nemlig ’rettesnor’.
En stor fare er desuden, at kanonen bliver for statisk. Debatten og uenighederne bør fortsætte, ellers mister kanonen i mine øjne sin værdi.

Og så et godt råd til alle, der i private, faglige og specielt pædagogiske sammenhænge har tænkt sig – eller bliver tvunget til - at gøre brug af rettesnoren: Vær nysgerrig og tænk for Guds skyld selv, det er jo ikke en diktaturstat, vi lever i.
(Christian Eivin Andersen)

Den der kanon, kan man skyde kaniner med den, for dem er der ret mange af her på Fanø, og de skider over det hele.
Det der kanon-noget er jo bare for sjov. En slags Oscar-uddeling til døde, halvdøde og knap nok levende - mænd (og baronesser). Jeg føler mig ikke på nogen måde dikteret til at synes, at der er nogen stor sandhed i de 12 bud, der foretrækker jeg for så vidt stadig de 10.
Det er da meget muligt, at kanon-listerne kan få lægfolk til at diskutere kultur, men jeg har ingen fornemmelse af at kanon-listerne får nogen kulturel, samfundsmæssig endsige politisk betydning på længere sigt. Det håber jeg virkeligt ikke.
Kulturen skal ikke kæmpe sine kulturkampe på stats- og kulturministerielle opfordringer, nærmere på TRODS af dem. Og dybest set er der måske blot tale om en slags stats-underholdning, som sikkert er begyndt med, at Brian ikke rigtigt har vidst, hvad han har skullet stille op med sit embede. Han har måske været lidt usikker, da departementschefen stak hovedet indenfor og sagde: 'Velkommen til kulturministeriet, og hvilke bøger synes Ministeren så er gode?' Og så har han tænkt: 'Pokkers osse, at her ikke er en liste et eller andet sted.'
Nød lærer nøgen kulturminister at spinde.

Helt seriøst: Da jeg læste på Nordisk Institut i Århus hørte jeg, hvordan man i de år, hvor marxismen prægede universitet, havde BRÆNDT nogle af de klassiske såkaldt 'borgerlige' værker i gården, og erklæret at nu ville man skabe en 'ny litteraturhistorie', hvor 'proletariatet også var med'. Og så læste man ikke Blixen og H. C. Andersen og de der.
Men da jeg begyndte på universitetet, var holdningen så gået over i den anden grøft: Nu skulle man KUN læse den såkaldte 'kvalitetets- litteratur'. OG så læste vi KUN Karen Blixen og H. C. Andersen og de der. Til gengæld glemte vi H.C. Branner, Martin Andersen Nexø + MANGE andre sindssygt vægtige og vigtige danske OG UDENLANDSKE forfattere.
Hvad jeg prøver at sige er, at der jo i HØJ grad er TIDENS TANKE i den slags lister, og det kunne være interessant at vende tilbage til dem om ti år og så se, hvor pinlige vi ville finde nogle af nomineringerne.
Og så kan det jo i øvrigt være, at man piller nogen ud igen, og så kan det jo i øvrigt være, at der bliver plads til en kvinde eller to, måske bliver der endda plads --- til mig ...??
(Dorthe Nors)
Kanonlisten for litteratur - Læs mere på Litteratursiden om forfatterne og værkerne:
Jammers Minde af Leonora Christina
Præsten i Vejlbye af Steen Steensen Blicher
Den lille Havfrue af H.C. Andersen
Enten – Eller af Søren Kierkegaard
Fru Marie Grubbeaf J.P. Jacobsen
Ved Vejen af Herman Bang
Lykke-Per af Henrik Pontoppidan
Kongens Fald af Johannes V. Jensen
Vinter-Eventyr af Karen Blixen. Se også vores tema om Karen Blixen
Og andre historier af Klaus Rifbjerg
Sommerfugledalen af Inger Christensen
Lyrikantologi: 24 lyriske værker:
'Ebbe Skammelsøn', folkevise
'Germand Gladensvend', folkevise
'Hver har sin skæbne', Thomas Kingo
'Den yndigste rose er funden', H.A. Brorson
'Til siælen', Johs. Ewald
'Indvielsen', Schack Staffeldt
'Hakon Jarls død eller Christendommens Indførsel i Norge', Adam Oehlenschläger
'De levendes land', N.F.S. Grundtvig
'Rosa Unica', Chr. Winther
'Paa Sneen', Emil Aarestrup
'Jeg hører i Natten den vuggende lyd', Holger Drachmann
'Ekbátana', Sophus Claussen
'Aften', Jeppe Aakjær
'Den danske sommer', Thøger Larsen
'Det er Knud, som er død', Tom Kristensen
'Læren om staten', Jens August Schade
'Det underste land', Gustaf Munch-Petersen
'Anubis', Thorkild Bjørnvig
'Regnmaaleren', Ole Sarvig
'Øjeblik', Morten Nielsen
'Sidenius i Esbjerg', Frank Jæger
'Myggesangen', Ivan Malinowski
'Personen på toppen', Per Højholt
'Violinbyggernes by', Henrik Nordbrandt