»Litteraturen er en kærligheds-handling«

Oprettet: 11.03.2013 - 11:27

Forfatter: Josefine Klougart

Josefine Klougart

Josefine Klougart (født 21. April 1985 på Mols) har læst litteratur- og kunsthistorie på Aarhus Universitet og er derudover uddannet fra forfatterskolen i København.

Læs interviewet med Josefine Klougart, der er indstillet til Læsernes bogpris 2013 for 'Én af os sover'. Interviewet har været bragt i Berlingske.

En anti-coaching-bog, kalder Josefine Klougart selv sin roman »Én af os sover«, der er indstillet til Læsernes Bogpris. Den 27-årige forfatter fortæller her om at blive i sorgen i stedet for at skynde sig videre, om at lade sig lede af sproget og om, hvordan litteraturen ser os.

Skrevet af Jeppe Bangsgaard, Berlingske
Artiklen blev bragt i Berlingske lørdag d. 9. 3. 2013

Hun har røde kinder, sorte langskaftede gummistøvler på og en grøn foret kedeldragt under armen. På én gang bychik og fornuftigt påklædt, som den pige fra Mols Bjerge, hun er.
Det er en kold vintermorgen, Josefine Klougart har cyklet fra sin lejlighed på Nørrebro til forlaget i indre by.
Normalt skal hun ikke så langt. Hun er begyndt at skrive i et kontorfællesskab i en baggård på Blegdamsvej, to minutter fra hvor hun bor.
»Det er godt for mig at have kontor, godt for mig at se nogle mennesker hver dag,« siger hun.
»Det at være forfatter er en meget ensom beskæftigelse. Nu er jeg godt nok så privilegeret, at jeg har været rigtig meget ude at holde foredrag og møde folk på den måde, men det er en lidt atypisk og kunstig måde at være sammen med folk på, så jeg har altid været lidt misundelig på folk, der tog på arbejde om morgenen. Det kan jeg gøre nu.«

Josefine Klougart er 27 år, men allerede en del af eliten i dansk litteratur. Hun har skrevet koncentreret i ti år, har på tre år udgivet tre romaner, en bunke essays, hun er blevet redaktør af det hæderkronede litteraturtidsskrift Den Blå Port. Og så har hun opnået at blive nomineret to gange til Nordisk Råds Litteraturpris, den største pris på vores breddegrader. Første gang for sin debut, »Stigninger og fald« fra 2010 og nu med romanen »Én af os sover«, der udkom i februar sidste år.
For Josefine Klougart handler fascinationen af det at skrive ikke om at fortælle gode historier i den forstand. Det handler om sprog, det er her det begynder.
»Jeg har aldrig følt, at jeg har noget særlig interessant at fortælle. Jeg har ikke nogle sandheder om verden, jeg har behov for at udbasunere, men jeg håber og begynder at tro, at jeg har en eller anden følsomhed over for sprog, der gør, at jeg bag om ryggen på mig selv kan komme til at sige noget vigtigt. Jeg har tillid til, at sproget vil mig det bedste. At jeg kan skabe noget, der er større end mig selv.«
Som hun ser det, er det et godt udgangspunkt for at være forfatter.
»Det er en større faldgrube at have nogle gode historier, man gerne vil fortælle. Eller at tro, at man skal oplyse verden med sine ideer. For så bliver sproget et instrument til at udtrykke noget, man allerede ved, hvad er. På den måde kan man aldrig overskride sin egen refleksionsevne. Jeg synes ikke, der er nogle mennesker, der har en refleksionsevne, der er så interessant, at det forsvarer, at man skal læse 300 sider af det – i hvert fald ikke, hvis det er pakket ind som kunst. Så hellere vedkende sig det intellektuelle sprog. Men når det er sagt, så er der nogle, der har en privilegeret adgang til sprog, noget der gør, at de får adgang til verden på en særlig måde. At de kan trænge ind i verden, se den og række noget frem til en læser. Noget, der er større end nogen af os hver for sig, større end noget vi hver især kunne have udvundet intellektuelt. Så det er altså bestræbelsen, når jeg skriver – at se på verden med det blik, det litterære sprog er.«

Det er da også netop noget af det, der fremhæves i motiveringsteksten i forbindelse med Nordisk Råds Litteraturpris:
»»Én af os sover« er kølig på ydersiden i den sproglige og kompositionelle beherskelse, men i den brænder en voldsom ild: Livet står på spil, med store eksistentielle spørgsmål malet op: tab, mere tab, sorg, mere sorg, og indsigten i vilkårene for eksistens og kærlighed: midlertidigheden, hvori de bestående billeder findes«.

Ligesom »Stigninger og fald« forholder »Én af os sover« sig til barndomslandskabet på Mols. Men denne gang ikke set gennem et barns øjne, men med et voksent blik. Romanen kredser om en følelse af, at det hjemlige pludselig er fremmed, mens man kan finde hjem i en andens blik. Om forhold, der forliser. At det man troede varede for evigt, kun er til låns.
»Hvor »Stigninger og fald« beskriver et menneskes følelse af at høre til i verden, kan man sige, at »Én af os sover« handler om den erkendelse, det er, at et hjem mistes,« som Josefine Klougart selv udtrykker det.
Hun kalder »Én af os sover« for en anti-coaching-bog.
»Det er sagt lidt i sjov, men med det gran af alvor, at noget af det, der gør bogen speciel, er, at den insisterer på at blive i sorgen.«
Det har vi glemt værdien af i samfundet, mener hun.
»Der er i dag i vores kultur et meget stort fokus på det at komme videre. På hvad man kan bruge kriser til. Kriser italesættes ofte bare som en ny mulighed for vækst, op på hesten igen – vend det til din fordel og så videre. Jeg har en modvilje i mig mod, at det skal gå så hurtigt. Jeg tror, at man kan overse noget vigtigt. Et af de værste ord, jeg kender, er ‘proaktiv’. Man skal være på forkant og videre, handle sig ud af noget. Men at være i sorg er vel i udgangspunktet det modsatte af at være proaktiv.«
Derfor har hun heller ikke meget fidus til et populært begreb som positiv psykologi og ideen om, at vi med positiv tænkning kan bevæge os ud af negative følelser.
»Jeg tror, at der i en tilstand som sorgens, for eksempel i forbindelse med et tab, ligger noget meget smukt. Hvis man tør. I tabet ligger et aftryk af alt det, der var. Alt det, man mister, ser man på en måde tydeligst i tabet. Hvis man hurtigt er videre, mister man den dimension ved tilværelsen. De eksistentielle erkendelser, der kan ligge her.«
Men er den positive psykologi ikke et forsøg på at beskytte os, så vi undgår at blive trukket helt ned i sorgen?
»Jeg tror ikke, at mange af de alvorlige psykiske forlis, udløses af, at man bliver i en følelse og lader den have sin naturlige udstrækning. Jeg tror nærmere, de kommer af, at man undertrykker følelser, fordi de ikke er formålstjenlige. Det giver god mening i et samfundspektiv, hvor det handler om, at vi skal være effektive, og at vi skal præstere. Der giver det mening, at vi skal komme videre, og det giver også mening i en virkelighed, hvor meget af ens identitet er bundet op på det, man gør, snarere end det man er. I sorgen GØR man ikke så meget, der ER man i sorg. Det er som om, hele den dimension ved tilværelsen ikke er i så høj kurs for tiden.«

»Nu lyder det måske som om, det er en meget trist bog,« udbryder Josefine Klougart:
»Men sådan oplever jeg den nu ikke. Det er en bog, der er kompleks og har mange dimensioner, og netop i den her dybe sorg, skuffelse og desillusion opstår der også et billede af noget andet. Jeg synes, man kan sige, at bogen bliver et festskrift for kunsten, for litteraturen og kærligheden.«
For den henvendelse, der ligger i litteraturen, minder om kærligheden, mener Josefine Klougart.
»Det er ambitionen med alle mine bøger at prøve at række nogle billeder videre. Dele de billeder, der er så betydningsfulde, at de næsten bliver for tunge at gå med alene. Her tænker jeg, at kunsten og kærligheden falder sammen i det ønske om at henvende sig til et ‘du’ og dele noget,« siger Josefine Klougart og tilføjer, at det på den måde bliver en modvægt til sorgen.
»Den følelse af at selv i sorgen og på trods af desillusionen er der en mulighed for at finde noget vigtigt og smukt her i livet, en mulighed for at finde dette og dele det med nogen eller noget. Så på den måde bliver litteraturen også en slags kærlighedshandling, fordi den gør det samme, som kærligheden gør. Den giver os mulighed for at dele verden. Og for at se verden. Føle, smage, lugte og høre verden. I virkeligheden bare erfare den.«

0
Din bedømmelse: Ingen