Litteratur-årtiet 2000-2009: Lotte Garbers anbefaler de bedste bøger

Lotte Garbers

forfatter

Sidst opdateret: man, 04/04/2011 - 10:44
Om mig selv.

Din bedste danske læseoplevelse i perioden 2000-2009 – og hvorfor?
Suzanne Brøgger, Sølve
Verdens bedste miniverdenshistorie. Brøgger er en forfatter, man har med sig fra ungdommen, når man som jeg er 42. Og hun har kogt sig selv ind til kondensat i Sølve, fordi bogen udfolder alle de kvaliteter, hun mestrer: Fra det samfundsmæssigt problematiserende og analyserende, til det helt nære kvindelige univers fra næsetippen og ned. Hun har skabt sin egen genre, og det er et fantastisk bryg. Den skal først læses, og så skal man høre hende læse den op selv.

Det bliver en bog, jeg kommer til at læse mange gange til!

Bedste udenlandske læseoplevelse i samme periode?
Michael Cunningham, Timerne
Når man som jeg har Woolfs ”Mrs. Dalloway” som en af yndlingsromanerne, så er denne smukke newyorkers værk ret vellykket, og så falder jeg altid for den konstruerede konstruktion – tre damer – den ene ER Woolf inden sit selvmord, de to andre har samme tematikker – om at vælge selvmordet og så siger jeg ikke mere. Meget bevægende og meget inspirerende for mit eget skriveri.

Hvilken dansk bogudgivelse/forfatterkollega synes du fortjener lidt ekstra eller mere opmærksomhed?
Susanne Staun har nu skrevet 5 Fanny Fiske romaner. Om en profileringsekspert, der har et problem med at blive gammel, og hun er allerede ret gammel, hvor gammel får vi aldrig at vide. Det er krimi, det er sjovt, det er langt ude, og det er det, vi mangler i krimipaletten.

Staun får fantastiske anmeldelser og alt, alt for få læsere. Det kan jeg ikke forstå, og det må gerne blive anderledes nu.

0
Din bedømmelse: Ingen
Til top