Litterære rejseoplevelser

Oprettet: 02.05.2001 - 08:00

Af Margit Fischer og Susanne Gilling

Konturen af sommerferien anes tydeligere og tydeligere i det fjerne. Mens du venter på den ægte oplevelse, din egen, kan du tage forskud på glæderne ved at læse om andres. Vi har samlet en vifte af bøger, der med drevne skribenter som guider viser dig mangfoldige sider af vor brogede verden. God fornøjelse!

40.4 Kjærulff-Schmidt, Palle: Den halve klode: essays om rejser. Christian Ejlers, 2000.
Forfatteren genser venner på Stillehavets atoller, rejser i Yemen, Japan og Europa. Overalt prøver han at mærke, hvordan han påvirkes i mødet med det anderledes. Kjærulff-Schmidt er en professionel "seer", så han har blik for ting og billeder, vi andre overser - og han formår at få læseren til også at sanse det sete.

48.1 Jensen, Carsten: Jeg har set verden begynde. Munksgaard/Rosinante, 1996.

48.9 Jensen, Carsten: Jeg har hørt et stjerneskud. Munksgaard/Rosinante, 1997.
I en stilmæssig blanding af journalistik, essayistik og litterær fortælling beretter forfatteren om sine indtryk og oplevelser fra sin egen "dannelsesrejse" gennem Rusland, Kina, Cambodia, Vietnam og Hong Kong. "Dannelsesrejsen" fortsætter i 2. del via Ny Guinea, Tahiti og Påskeøen videre gennem Chile, Bolivia, Peru og tilbage til Danmark.
I disse to, på alle måder store, rejsebøger iagttager, reflekterer, analyserer, involveres Carsten Jensen, og han øser af erfaringer og tvivl, og tegner et billede af sig selv som et menneske på sin egen dannelsesrejse på vej gennem livet.

48.7 Boberg, Thomas: Americas : rejseminder. Lindhardt og Ringhof, 1999.

48.7 Boberg, Thomas: Sølvtråden : rejseminder. Lindhardt og Ringhof, 1996.
Lyrikeren Thomas Bobergs personlige, stemningsfulde og kritisk reflekterende rejsefragmenter fra det amerikanske kontinent med hovedvægten på de ofte strabadserende rejser. Boberg er en søgende sjæl med vidtåbne sanser, der på sin odyssé også søger indsigter gennem kaktusplanten ayahuasca. 
 
40.4 Husk Passet. redigeret af Peter Bejder og Kim Boye Holt. Centrum, 1998. 
Danskere rejser som aldrig før og vender hjem med succesoplevelser som en stor og vigtig del af bagagen. Forventningerne til ferien som et af årets højdepunkter er store, og vel hjemme igen underholdes familien og vennekredsen med erfaringerne fra det store udland. Men oftest er det de ferier som er mislykkede, der huskes bedst - det er de historier der bliver genfortalt, når feriealbummet er lukket i. Husk Passet indeholder beskrivelser af rejser der  ikke blev, som man havde forestillet sig. De 14 historier er skrevet af forskellige kendte bidragydere bl.a. Mette Fugl, Trine Gregorius og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Husk Passet er underholdende, humoristisk og med fokus på "rejsen der gik galt..." 

47.5 Dessau, Frederik: Livet på rejse. Gyldendal, 1996.
Med udgangspunkt i den sydtoscanske by Montalcino rejser Dessau rundt til forskellige italienske lokaliteter bl.a. Siena og Rom - alt imens han tænker over, hvad han oplever. Læs om forfatteren på ForfatterNet.

04.3 Chatwin, Bruce: Hvad gør jeg her. Samleren, 1991.
Bruce Chatwin blev om nogen forfatter identificeret med oplevelse og udlængsel. I denne samling beskrives rejseoplevelser fra Volga-floden, Ghana og nomadeinvasioner.

Garland, Alex: Stranden. Munksgaard/Rosinante, 1998.
Stranden" er blevet sammenlignet med romaner som "Fluernes herre" og "Troldmanden" og lever helt op til det fornemme slægtskab. Skal man Jorden rundt med rygsæk er denne roman nærmest et "must". Læs hele anmeldelsen fra BogWeb.

Sutcliffe, William: Indien tur/retur. Borgen, 2000
Humoristisk og dybt satirisk roman om Dave, som sammen med en flok ligesindede drager ud på den "klassiske dannelsestur" til Indien på jagt efter billige stoffer, uforpligtende sex og spirituelle oplevelser. Læs anmeldelsen fra BogWeb.

Brixvold, Jeppe: Hæfte. Lindhardt & Ringhof, 2000.

MacLaine, Shirley: Camino: en spirituel rejse. Aschehoug, 2000.

Man skulle næsten tro, at der er gået mode i pilgrimsrejser til Santiago de Compostela i Nordspanien. Både Brixvold og MacLaine har selv gjort turen, og de beskriver deres færd med en tung åndelig bagage i disse to bøger.

Schine, Cathleen: Janes evolution. Viva, 2001.
Også denne nye roman foregår et eksotisk sted, nemlig på Galapagosøerne. De to barndomsveninder mødes dér efter mange år. Deres tanker og overvejelser bliver til en sælsom blanding af Darwins udviklingslære og deres egne familiekrønike.
 
Fastrup, Karen: Brønden. Rosinante, 2000.
Den gravide Emma rejser til Portugal for at få en afklaring på sit forhold til sin mor. Hun fremlejer et værelse af en tysk fotograf i Lissabons gamle bydel Alfama. Karen Fastrups meget roste debutroman gør én helt syg efter at sidde på en fortorvscafé i en snæver portugisisk gyde og drikke kølig vino verde i den sene eftermiddagssol. Læs om forfatteren på ForfatterNet.

Egholm, Elsebeth: Scirocco. Lindhardt og Ringhof, 2000.
Danske Kari er gift med Salvu Micallef og bor på hans maltesiske fødeø Gozo. Deres ægteskab knirker, kulturforskellene er store, og den hede scirocco kan gøre enhver vanvittig.... Og så dukker der en fremmed op på øen.

Egholm, Elsebeth: Mig og min ø. Lindhardt og Ringhof, 2000.
En hyggelig og morsom bog, hvori forfatteren i små korte afsnit beretter om livet på "hendes" ø, Gozo, naboø til Malta. Forholdet de to øer imellem er netop en del af pointen i historierne. Der er lidt sydfransk vanvid i fortællingerne, hvilket bl.a. er med til at gøre denne lille bog værd at læse. Nogle af beretningerne, som har dejlige illustrationer af Jens Hage, har tidligere været bragt i avisen Berlingske Tidende. Læs om forfatteren på ForfatterNet.

BogWeb - 2. maj 2001

0
Din bedømmelse: Ingen