Literaturwurst - den uspiselige bog

Oprettet: 09.08.2017 - 13:47

Et værk kan være usmageligt, eller en forståelig tekst kan være let fordøjelig. Men når det gælder bogen Literaturwurst af den tyske kunstner og provokatør Dieter Roth, så kan man uden problemer kalde den både rådden og usmagelig – bogstaveligt talt.

Af Christian Snæland

 I 1961 udgav Dieter Roth (1930-1998) en bog, som det med sikkerhed kan siges, at ingen har læst. Bogen var 40 cm lang og 8 cm bred, den indeholdt gelatine, krydderier, fedt og vand samt iturevne sider fra den britiske tabloidavis Daily Mirror. Denne blanding blev til sidst stoppet i svinetarm og hængt op som pølse. Bogen var ulæselig, totalt opløst, usmagelig ville nogen måske kalde den, men samtidig iøjnefaldende og – som det skulle vise sig – et vigtigt bidrag til 1960’ernes litterære og kunstneriske miljø.  Og så var den levende! Eller, værket forandrede sig, gradvist, med tiden. Da Roth var færdig, fortsatte en bakteriekultur arbejdet, og bogen er nu opløste, rådnet op.

 ”If you follow these instructions carefully(…)”

Der var intet konventionelt ved Dieter Roths kunstpraksis. Han var skulptør, performancekunstner, bog-designer, digter, grafisk kunstner, redaktør og musiker (på en måde). Men hans mest anerkendte værker var lavet i organiske materialer, som fordærvedes og i den forstand udvidede den periode hvori kunstværket blev til:  Bakteriekulturer, insekter, svampekulturer – eller for den sags skyld andre kunstnere. I Roths kunstpraksis indfandt sig en tidslighed hvor værkerne fortsatte, selv efter Dieter Roth var færdig med at lave dem, og selv lang tid efter hans død.

I Literaturwurst fulgte Roth traditionelle opskrifter på forskellige pølser, med den væsentlige afvigelse, at når opskriften bad om kød fra gris, får eller okse, så brugte Roth iturevne sider fra bøger, aviser eller magasiner. Hver Literaturwurst skulle, efter Roths anvisning, være 40 cm lang og 8 cm tyk – det var gennemgående, at pølserne skulle laves korrekt efter gængse metoder. Det eneste der forblev intakt fra tekstbidragene var titlerne, som blev limet udenpå pølserne. Det var vigtigt for Roth, at det var rigtige opskrifter med tekster i stedet for kød, hvilket tydeliggøres i denne kommentar han skrev til kunstsamleren Hans Sohn, som udgav den sidste række af Literaturwurst:

”If you follow these instructions carefully i shall give you these two sausages to sell and soil and slice and save and save and do whatever else you wish without restriction! so; (don't be or get angry now) get a recipe from a butcher a recipe for sausages and follow this recipe (exactly), so that everything in the recipe that is not MEAT, in the doug or the mass (whatever that's called) included- spices, water, gelatine, onions, garlic etc etc; PUT IT ALL IN, and then in place of meat use the pages of the book!” (Skrevet af Roth i et brev til kunstsamleren Hans Sohn, citatet er hentet i Dieter Roth Books + Multiples)

Den første Literaturwurst lavede Roth på Island, her var han flyttet op for at stifte familie med den Islandske kvinde Sigríður Björnsdóttir. Som sagt lavede han den på avisen Daily Mirror, (hvoraf Roth allerede havde lavet et mindre værk; en 2x2 cm sammenbundet bog fra avisens sider) og forærede værket til sin ven og kollega Daniel Spoerri. Under indflydelse af Spoerri genoptog Roth produktionen igen i 1966 og tilføjede 24 nye ’titler’ til samlingen. Denne gang var det skønlitteraturen der stod for skud. Han benyttede blandt andre Günter Grass’ Bliktrommen, Alfred Andreschs Die Rote og Helbzeit af Martin Walser (som blev skåret i to ulige stykker og sat i ramme). I 1970 blev serien udvidet til også at inkludere aviser og magasiner, og der blev lavet yderligere 25 pølser på Der Spiegel, Stern, Bunte og Quick.

Serien afsluttedes i 1974, hvor Hans Sohn, under Roths instruktioner, lavede en samling af 20 Literaturwursts Georg Wilhelm Friedrich Hegel’s Werke in 20 Bänden (Georg Wilhelm Friedrich Hegels værker i 20 Bind).

 

 

                                                   


Hvis vi nu skal kontekstualisere en smule

Literaturwurst var et eksempel på 1960’ernes litterære eksperimenter, men dets udtryk er resultatet af en længere bog-historisk udvikling, som for alvor finder sted i 1920’ernes avantgarde miljø:

I 1920’erne skete der noget nyt med den måde som skrift blev til på. Det var brugen af skrivemaskinen, illustrationer, skriftstørrelser og grafiske forsøg med bogstaverne på siderne, som var med til at forandre den måde, vi som læsere oplevede det at læse litterære værker. Det var de gamle mastodonter; Schwitters, Mallarmé, Apollinaire og Breton, som banede vejen for disse forsøg og deres indflydelse kan spores op til i dag, hvor for eksempel Danielewskis kanoniske værk House of Leaves udforsker skriftens grafiske muligheder.

Men selvom eksperimenterne havde enorm indflydelse på, hvordan tekst kunne foregå i litteraturen, så var det stadig et eksperiment som foregik indenfor bogens hvide rammer. Grundlinjen for værkerne var, at de blev produceret som kodex, det vil sige indbundne bøger, med forside, bagside osv., i stabile og identiske eksemplarer. Den historiske avantgardes eksperimenteren omhandlede reglerne for det materielle indhold – ikke bogen i sig selv.

Neoavantgarden og deriblandt Dieter Roth, udfordrede den platform, hvor litteraturen blev til. Nu var det en udforskning af bog-mediets grænseland som var i fokus, og Dieter Roth var en essentiel aktør i denne udforskning. Literaturwurst er et værk som bevæger sig mere i retningen af en kunstgenstand end en bog, og som slet ikke lader sig læse i lingvistisk forstand (hvad det finere borgerskab ville kalde en livres d’artiste). Men Roth insisterede alligevel på, at Literaturwurst skulle ses som en bog. Altså, en ødelagt og opløst bog, men stadig en bog.

Fælles for avantgardens forskellige perioder var ønsket om at arbejde med singulære objekter, at udforme nye måder at forstå dem, som ikke er indkodet i den måde, vi forstår eller fortolker verden. Det var med andre ord et forsøg på at skabe ny betydning. Og en måde at gøre det, var ved at dekonstruere sproget. Det er i den optik, at vi kan forstå Literaturwurst.

Den måde vi snakker om litteratur på, er næsten intuitivt noget som henviser til en spisnings eller en fordøjelsesproces. Det er så indgroet i vores forståelse af skriften, at det kan forstås som en ’metaphor we live by’ i Lakoff og Johnsons forstand. Den grundlæggende ide fra Lakoff og Johnson var, at metaforer strukturerer den måde vi tænker vores omverden. De er med til at danne vores relation til litteraturen, til kunst og vores omgivelser. Med Roth in mente er det særligt interessant at kigge på den metaforiske spiselighed som materialiseres i Literaturwurst. Værket bryder med den konventionelle formulering ved at pege ind mod sig selv som virkeliggjort sprog. Bogen var spiselig, og det metaforiske sprogbrug som omkredser litteraturen blev virkeliggjort. Literaturwurst var måske ikke så appetitlig, men det konfronterede beskueren med sprogets egen arbitrære metaforik.

Til gengæld var der også noget uhøjtideligt over den måde Dieter Roth formulerede sin kunst på. Noget vrøvlet. Det er som om, der ligger en usikkerhed bag de originale og provokerende værker, skabt mellem litteraturen og kunsten, eller mellem kunstneren og tiden. En duchampsk usikkerhed, som vel kan ramme selv den største moderne kunstner:  ”Er det stor kunst?” Kan det være derfor, at Roth skrev denne nedskalerende kommentar om sin Literaturwurst?:

”From time to time I take books I can’t stand or from authors I want to annoy and make: sausages c. 40 cm long, 8 cm thick, should end up as an edition of 50, titled on the outside, signed, numbered, DM100.”

Det er en undskyldning. En vittighed. Men værkerne er ikke skabt for sjov. Og selvom de er ironiske, og spydige, er deres udtryk stadig vildt og originalt. Disse værker skal ikke underkendes. Det er vigtigt. Arbejdet var vigtigt, for det var med til at udvide den platform hvorpå kunsten og litteraturen udfoldede sig – og i forlængelse af det, den måde samfundet forstod kunsten og litteraturen.

 

Roth og de tusind efterfølgere

Dieter Roth døde i 1998 af en blodprop, men det er måske ikke overraskende, at hans kunstpraksis fortsat udvikler sig. I kernen af Roths æuvre fandtes en performativ impuls, som tog over når Roth selv var færdig med dem. I hans organiske værker, overdrog han ansvaret til bakteriekulturer, millioner af små samarbejdere som fortsatte kunsten i nye ukontrollerbare baner. I Literaturwurst overdrog han ansvaret til Hans Sohn, og tydeliggjorde i det korte notits proceduren for sine værker. Hans digtsamling Scheisse. Neue Gedichte von Dieter Rot. (Lort. Nye digte af Dieter Rot) fra 1966 blev redigeret og sat op af Roths studerende fra Rhode Island School of Graphic Design – på trods af deres fundamentalt manglende egenskaber i det tyske sprog. Og i de sidste år af Roths liv foregik størstedelen af hans projekter i samarbejde med sønnen Björn Roth. Senere har også hans børnebørn fundet vej ind i familieforetagenet – en naturlig fortsættelse af den praksis Roth havde skabt. Det handlede altid om at udvide den platform, hvor på værkerne blev til.

I den forstand minder Roths kunstneriske praksis måske også selv om en bakteriekultur, der udvides, forandres, men fortsætter i samme genealogi. I kernen af kunsten var altid samarbejdet. Literaturwurst og resten af Dieter Roths kunstpraksis var en måde at udvide kunsten, til også at kunne inkludere familie, venner, baktierier og opskriver på italiensk salami. Det er en arbitrær syntese, men på trods af værkernes forgængelighed, har de, ligesom Dieter Roths plads i kunsthistorien, bestået tidens prøvelser. 

 

5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (1 vote)