Lige netop det sted man selv kommer fra - det er verdens centrum!

Oprettet: 13.04.2011 - 11:16

Hans Henrik Møller fortæller hvorfor Bornholm spiller hovedrollen i hans roman "Burgundia".

1872 - hvorfor begynder historien her?

Det er et centralt element i historien om man kan være sikker på hvor man står og går. Vi tager jo ofte vores hverdag som noget ganske selvfølgeligt og ænser den knap nok, omgivelserne er som de vel altid har været - men hvad nu hvis det hele var mere usikkert end som så? Og forsåvidt som det er øens egen historie jeg har prøvet at skrive, med øen selv som hovedperson, så stod det hurtigt klart for mig at jeg med den "jordiske usikkerhed" i baghovedet måtte finde nogle centrale situationer hvor øens grundlag var blevet rystet. Den store stormflod i 1872 meldte sig ret hurtigt på banen, sådan som også bombardementet i 1945 gjorde det - for ikke at tale om coasterens forlis og senere hævning. 

 

Bornholm er verdens centrum slår du fast i bogen - mener du det?

 

Det er selvfølgelig ment som en morsomhed - og så alligevel ikke. Jeg tror det er en almindelig oplevelse at lige netop det sted man selv kommer fra, det er også verdens centrum. Ikke mindst hvis man kommer fra provinsen (eller fra Udkantsdanmark, som det jo hedder i vore dage), er det almindeligt at føle sig lidt overset. Frem for blot at acceptere at det er København der er verdens centrum (eller da ihvertfald Danmarks), så har jeg haft lyst til at slå et slag for udkanten - og det er så mit tilfælde altså blevet Bornholm.

 

En Coaster Burgundia går under på vej til Bornholm hvad betyder denne tragedie for din roman?

 

Coasteren har jo samme navn som øen - det er væsentligt. Da jeg i sin tid sad og skulle i gang med romanen, var jeg usikker på hvad den skulle hedde, hvad den skulle handle om og hvordan den skulle skrives. Så var det at min kone kom til hjælp: Hun spurgte mig hvad øen hedder på latin og om ikke bogen så kunne hedde det samme. Og denne lille hjælp satte mig straks i gang med et større research-arbejde: Jeg mente nemlig at kunne huske at min far i sin tid havde fortalt mig om coasterens forlis. Det viste sig at være sandt nok. Og så var banen kridtet op til at skrive en historie om øen i medgang og modgang, i undergang - både bogstaveligt og i overført forstand - og i genopstandelse. 

Er bornholmere (heriblandt dig) gode til at få skrøner til at lyde som virkelighed?

 

Det ville jeg selvfølgelig gerne kunne sige ja til - men jeg tror nu også der er andre der er gode til den slags. Personlig kender jeg f.eks. et par jyder der også er gode til det. Det centrale i denne sammenhæng er vel at når man skal lyve, så gør man det bedst og mest overbevisende ved at holde sig så tæt til sandheden som overhovedet muligt.

 

I romanen følger man to slægter hvad kendetegner de to slægter?

 

De to slægter er jo fiktive, men rammer også noget som for mig at se kendetegner både bornholmere og andre fra udkantsområderne: At man på den ene side er stolt af det sted man kommer fra - men på den anden side heller ikke skal gå og gøre sig til. Det giver en spænding, en konflikt - svarende til at man på den ene side er jordbunden og ét med det sted man kommer fra, på den anden side også bliver grebet af udlængsel (og måske desperation).

 

Et afsnit i romanen handler om kaffe og sekter, hvad er det for noget?

 

Det er vist alment kendt at der i forbindelse med vækkelsesbevægelserne i slutningen af 1800-tallet blev drukket kaffe og spist blødt brød som aldrig før. Derfor var det nærliggende for mig at koble dette aspekt sammen med vækkelsen på Bornholm: Selvom sekterne hér er opfundet til lejligheden, så gælder det jo for dem som for mere anerkendte sekter at det ikke bare gælder om at blive vakt, men også om at holde sig vågen!

0
Din bedømmelse: Ingen