Læsernes bogpris

Oprettet: 15.02.2004 - 09:00

Læsernes bogpris
En pris fra Berlingske Tidende og landets biblioteker. Vinderen af prisen udpeges af landets læsere, som fra den 15. februar 2004 og en måned frem via en elektronisk afstemning kan være med til at kåre årets danske bogudgivelse. Alle, som stemmer, deltager samtidig i konkurrencen om gavekort til bøger. Prisen på 50.000 kroner overrækkes på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Herning torsdag den 25. marts.
Listen med de nominerede bøger ses herunder. Hvis du vil læse mere, præsenterer Litteratursiden forfatterportrætter og anbefalinger af flere af de nominerede. Klik bare løs!

Jette A. Kaarsbøl: Den lukkede bog
En ensom kvinde fortæller i 1933 om et spændende, men svært liv. Det begyndte i 1870'erne med ægteskabet med den karismatiske fødselslæge Frederik Faber og mødet med tidens kulturpersonligheder, men ender ensomt og på en livsløgn.

Hanne Marie Svendsen: Unn fra Stjernestene
Med den stærke og lidenskabelige Unn i centrum fortælles om klosterliv og hverdagsliv i 1300-tallets Sydgrønland. Der er slægtsfejder, religiøse opgør, dårlige ægteskaber, uægte børn, og der er flotte, flotte naturbeskrivelser.

Kirsten Thorup: Ingenmandsland
Den 94-årige Carl Sørensen er anbragt på plejehjem, hvor kombinationen af demens og fremmede omgivelser kaster et klaustrofobisk skær over hans situation og de erindringer, der tumler gennem hans hoved.

Mette Winge: Fuglebal
Historien om Peder Schumachers alias rigskansler Griffenfelds storhed og fald, formet som historieskriveren Thomas Enders beretning om sine vanskeligheder med at trænge ind bag de officielle sandheder.

Jens Andersen: H.C. Andersen
En bred skildring af H.C. Andersens (1805-1875) liv fra vugge til grav og et portræt af ham "som han var" som menneske, mand og digter.

Niels Martinov: Henrik Stangerup
Biografi om Henrik Stangerup (1937-1998) og hans stilling i dansk kulturliv gennem fire årtier som succesfuld, hudløs romanforfatter og kontroversiel debattør.

Torben Jørgensen: Stiftelsen. Bødlerne fra aktion Reinhardt
Om mændene i den særlige enhed Gemeinnützige Stiftung zur Anstaltspflege, der under nazi-Tysklands eutanasiprogram nåede at dræbe mindst 90.000 patienter. Under den såkaldte Aktion Reinhardt begik de folkemord på omkring 1,8 millioner jøder.

Lene Kaaberbøl: Skammerkrigen
Fjerde og sidste bind i serien om pigen Dina, skammerens datter. Fyrstesønnen Nico ønsker at stoppe sin halvbror, den onde Drakan og hans dragehær. Dina og Davin sniger sig efter ham, men bliver hurtigt opdaget.

Bo Lidegaard: Overleveren. Dansk Udenrigspolitisk Historie bind 4
Om perioden 1914-45. En fremstilling af en kompleks dansk overlevelsesstrategi i Tysklands skygge under to verdenskrige.

Henrik Lundtofte: Gestapo! Tysk politi og terror i Danmark 1940-45
Om Gestapos og andre tyske politiorganers aktiviteter i Danmark, baggrunden for deres indsættelse, de tyske og danske hovedpersoner og de afgørende aktiviteter og begivenheder.

0
Din bedømmelse: Ingen