Kvindekrimier

Oprettet: 01.02.2003 - 12:53

Af stud. mag. Tine Kristiansen

Om kvindekrimien - eller populært kaldet femikrimien - er en selvstændig genre er et skønsspørgsmål. Der er dog ingen tvivl om, at der findes kriminalhistorier skrevet af kvinder til kvinder, hvor kønsrolledebatten er en integreret del af plottet. Historier, hvor kvindens position i samfundet (og ikke mindst i mandsdominerede organisationer som politiet eller medieverdenen) har en, om end ikke central så i hvert fald afgørende, rolle i historien.

I denne artikel vil jeg kigge nærmere på tre krimier skrevet af kvinder: en svensk, en norsk og en amerikansk. De inddrager på forskellige måder kvindespørgsmål. Det være sig seksualitet, kønsdiskrimination på arbejdsmarkedet, børn og abort. Det er på sin vis problematisk at kalde disse krimier for kvindekrimier, blot fordi de indeholder disse emner. Dog kan man sige, at forfatterne ikke lægger skjul på, at de skriver til kvinder, og at de føler, at disse såkaldte kvindespørgsmål gør historierne mere vedkommende (for kvinder) end de mere traditionelle former for krimier.

Hvem henter børnene i børnehaven?
I svenske Lisa Marklunds krimi Nedtælling fra 1998 er hovedpersonen Annika Bengtzon i fuld gang med en karriere som journalist. Hun er endda lige blevet udnævnt til chef i kriminalafdelingen på Kvällspressen. Kvindevinklen i historien er meget markant fra første side, og gennem kendskabet til Annika Bengtzon og hendes privat- såvel som arbejdsliv, er dagsordenen sat.

Hvordan får en karrierekvinde med to børn og (en meget tolerant) ægtemand tilværelsen til at fungere? Annika nægter at prioritere privatliv frem for karriere. Hun satser alt på den gode historie til avisen – på trods af skænderier med mand, kollegaer og chefer. Hun glemmer at spise, drikker for meget kaffe, sover for lidt, græder meget. Men det er prisen for den tilværelse, hun insisterer på at føre.

OL-chefen Christina Furhauge bliver myrdet – sprængt i luften. Annika er først med afgørende oplysninger om mordet og bliver langsomt spundet ind i denne OL-chefs korrupte univers.

Høje hæle i Chicago
//www.saraparetsky.com/images/biophoto.jpgV.I. Warshawski er navnet på Sara Paretsky’s (USA) hovedperson i hendes krimiserie, som efterhånden tæller 10 romaner (den 11. kommer til efteråret). V.I. er uddannet jurist, men har startet eget privatdetektivbureau i Chicago, da hun har svært ved at holde sig inden for lovens regler og rammer. Hun er fraskilt og har igennem serien en række forhold til forskellige mænd.

De fleste har svært ved at leve med hendes selvstændighed og egenrådighed. V.I. kræver forståelse for hendes udsvævende, ofte farlige tilværelse. I romanen "Ildprøve" (Killing Orders, 1985) er de kvindelige temaer bestemt til at få øje på. Den katolske kirke i Chicago er på Warshawskis anklagebænk, og det er ikke her, man finder forståelse for feministiske problematikker.

Som kontrast til denne stærke religiøse organisation finder vi hovedpersonens veninder, som alle var med til at kæmpe for kvindefrigørelsen i 60’erne, og som alle har satset alt på karrieren. Den ene er til og med lesbisk. Forbrydelsen i romanen er ikke direkte relateret til de såkaldte kvindespørgsmål, men i kraft af hovedpersonens livsstil og holdninger er disse alligevel til stede og fylder meget i Paretskys univers. Det er uden tvivl også forfatterens intention.

Kvindelig kriminalassistent på motorcykel
Gerningssteder uden mordofre, det er, hvad kriminalassistent Hanne Vilhelmsen møder en meget varm sommer i Oslo. Tilsyneladende er kriminaliteten steget i takt med temperaturen, og Oslo Politi er i højeste beredskab for at komme til bunds i sagerne. Den tidligere norske justitsminister Anne Holt har skrevet krimien "Salige er de som tørster" (1994), hvor den succesfulde kriminalassistent Hanne Vilhelmsen skal opklare en voldsom voldtægt. Den viser sig at hænge sammen med mordene på en række indvandrerkvinder, som er blevet overhældt med svineblod, dræbt og begravet.

Det er kvinder, som er ofre i "Salige er de som tørster", men ellers er de kvindelige temaer nedtonet. Hanne Vilhelmsen er lesbisk og lever sammen med en kvinde, Cecilie. Hanne Vilhelmsen holder arbejds- og privatliv fuldstændig adskilt, fordi hun er bange for de mandlige kollegers reaktioner. Hun er smuk og meget feminin. Kører på motorcykel og drikker øl med drengene fra politiskolen. Kriminalhistorien – forbrydelserne og opklaringen – fylder mest. Hanne Vilhelmsen’s privatliv udgør nærmest et isoleret spor i historien.

Krimier om kvinder, af kvinder, til kvinder
//www.cappelen.no/webimg/art/w125/1995.jpgDa Sara Paretsky begyndte på sin serie om V.I. Warshawski, ønskede hun at skabe en kvindelig hovedperson, der brugte sin femininitet på en positiv måde. Hun ville skabe "a woman who could be a whole person, which meant that she could be a sexual person without being evil."

V.I. kæmper sin kvindekamp i et mandsdomineret miljø, men hun udnytter samtidig sine kvindelige sider konstruktivt. Det gælder også for vores svenske hovedperson Annika Bengtzon. Hendes kamp synes at være evig og umulig at vinde, og hun kæmper da også både på hjemmefronten og på arbejdet.

Til tider fremstår det dog som kamp for kampens skyld, og det er måske det, som får Annika Bengtzon til at virke kompromisløs og til tider egoistisk. De tre nævnte krimiers hovedpersoner har en tendens til at være unaturligt barske og kompromisløse. Det er tankevækkende. Er formålet med en kvindelig hovedperson, at hun skal adoptere så mange mandlige egenskaber som muligt?

Formålet med kvindevinklen er til tider svær at få øje på i kvindekrimier, men der er ingen tvivl om, at det gør historien dybere, og at kriminaliteten sættes i et større samfundsmæssigt perspektiv. I de tilfælde hvor det lykkes at integrere krimiens plot og kvindevinklen, er det et godt alternativ til den mere traditionelle krimi. Det, synes jeg, er lykkedes bedst for Sara Paretsky.

Til gengæld synes kvindevinklen for kvindevinklens skyld at være kunstig og formålsløs. Umiddelbart virker Anne Holts Hanne Vilhelmsen ikke troværdig. Hendes homoseksualitet og de dertil knyttede problemer er nærmest uinteressante for den ellers velkomponerede kriminalhandling.

Til sidst skal det siges, at både "Nedtælling", "Ildprøve" og "Salige er de som tørster" er gode, spændende krimier, som kan læses fint uden fokus på de såkaldte kvindetemaer. Jeg er faktisk tilbøjelig til at synes bedst om historierne, hvis jeg læser dem som krimier og ikke som kvindekrimier. Efter min mening behøver kønsdebatten ikke at udspille sig i denne genre.

0
Din bedømmelse: Ingen