Krop, konceptlitteratur og det politiske i poesien

Oprettet: 14.04.2014 - 10:00

Litteraturkritiker Lilian Munk Rösings bud på tre tendenser, der dominerer skønlitteraturen i Danmark lige nu.

Den læsende offentlighed kender Lilian Munk Rösing, litteraturlektor på Københavns Universitet, anmelder hos Politiken og fast smagsdommer på DR2, som en vidende og begavet kritiker med fingeren på den litterære puls. Derfor lyttede deltagerne ved Litteratursidens netop afholdte temadag også ekstra godt efter, da Rösing fortalte om de tendenser i skønlitteraturen, som hun synes er mest dominerende lige nu.

Litteraturlektoren lagde ud med at tage afstand fra mediernes brug af generationsbetegnelser. Læsere af Information kunne for nylig se betegnelsen ’generation etik’ hæftet på den yngre generation af forfattere (med heftig debat til følge), og for ikke længe siden var det ’generation krop’, der var det nye og hotte. Men nu er kroppen i litteraturen ifølge selvsamme medier ’so last year’, som Rösing formulerede det. Så i stedet for generationer vil hun hellere tale om tendenser, for det er mere forsigtigt og afprøvende, og i modsætning til medierne vil litteraturlektoren heller ikke dømme kroppen ude, for det er en af de tendenser, hun stadig sporer i skønlitteraturen. Ud over kroppen er det ifølge Rösing primært den politiske poesi, som er værd at hæfte sig ved lige nu, og som en tredje vigtig tendens ser hun konceptlitteraturen med sin blanding af høj og lav stil.

Konceptlitteraturen, forklarede Rösing, benytter sig af et præfabrikeret sprog, for eksempel Maja Lee Langvads brug af adoptionspapirer eller Pablo Llambías’ indlægssedler med psykofarmaka i sin sonettrilogi. Hun nævnte også Christina Hagens bog White Girl (2012) som et eksempel på konceptlitteraturen, hvor det ikke så meget er sprogets kunstneriske kvalitet som det er værkets konceptuelle kvalitet, man forholder sig til. Konceptlitteraturen er også der, hvor høj stil og lavt sprog kan mødes, for eksempel i Pablo Llambías’ sonetter.

Og nu til en af de andre markante tendenser i skønlitteraturen: Kroppen. Kroppen kan ifølge Rösing være virksom og tilstede mange steder i litteraturen, for eksempel som ansamling af væsker og organer eller som den sansende krop, hvilket man for eksempel finder hos Josefine Klougart. Der er den rastløse krop og det (i begge ordets betydninger) skæve blik i Jacob Skyggebjergs Vor tids helt (2013), og så er der den flydende krop eller kroppen, som er ved at gå i opløsning for eksempel i Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet (2011). Rasmussens bog har huden som den anatomiske figur for jeget, og dermed er jeget ifølge Rösing ikke en kerne men en flade, en pose eller et lærred for inskriptioner, hvor jeget skærer i sig selv og altså gør huden til en scene. Der er tale om et opgør med avocado-jeget, altså at mennesket har en kerne, mener Rösing, og istedet henlægges det til skallen, som både skal holde jeget men altså også kan påvirkes udefra.

Det seneste års tid har der været nogle rigtig heftige litteraturdebatter, og det tyder ifølge Rösing på et vist litterært liv. Og det er godt, synes hun. En af genstandene for debatterne har været den politiske poesi, eller – som litteraturlektoren foretrækker at formulere det – måden litteraturen er politisk på. Og hermed er vi fremme ved den tredje tendens. Rösing fremhæver særligt forfatterne Theis Ørntoft, Asta Olivia Nordenhof og Yahya Hassan som eksponenter for denne tredje tendens, som hun sporer tilbage til Katrine Marie Guldagers Ankomst, Husumgade (2001) og senere Lars Skinnebachs I morgens findes systemerne igen (2004).

Ifølge Lilian Munk Rösing er det vigtigt at spørge, hvordan det politiske er tilstede i teksten og ikke spænde værkerne for en trækvogn, som Yahya Hassan for eksempel er blevet for den islamkritiske. I stedet kan litteraturen give stemme til dem, der ikke har en stemme i forvejen og for eksempel gøre en andengenerationsindvandrers barndomsoplevelser sansebare for læseren og ikke bare som klicheer i medierne.

Det politiske i Asta Olivia Nordenhofs digtsamling Det nemme og det ensomme (2013) kan ifølge Rösing blandt andet indkredses i det, hun kalder ”en poetisk sansekonkret kritik af ideologiske abstraktioner”. Når jeget i digtene siger: ”prøv at spør din hånd hvordan det er at holde om noget du kender godt” og blandt andet nævner sjippetovets håndtag og en fedtet pik, for det er meget bedre end ”danskhed og alt det andet pis”, så er det ifølge Rösing en sådan sansekonkret kritik af abstraktioner, hvor jeget altså opfordrer os til at mærke efter med vores sanser i stedet for at hengive os til ideologiske abstraktioner som for eksempel ’danskhed’.

Det politiske i poesien stiller ifølge Rösing spørgsmål til, hvordan behandler vi hinanden. Måske er vi trætte af det politiske, mener hun, fordi vi føler, vi er kommet væk fra det basalt politiske, altså: Hvordan ønsker vi at leve sammen. De ting må vi indfange i et andet sprog, og derfor siger Asta Olivia Nordenhof: Prøv at droppe abstraktionerne og mærk efter lige nu.

Litteratursiden behandler i øvrigt litteraturen, når den bliver politisk i juni måneds tema, og her vil Lilian Munk Rösing uddybe sine pointer om det politiske i poesien.

Litteratursidens temadag blev afholdt på Middelfart Bibliotek den 8. april 2014. Temadagen er en special treat med faglig inspiration for Litteratursidens ambassadører, anmeldere og skribenter – altså dem, som sammen med redaktionen og alle brugerne skaber det indhold, som findes på Litteratursiden.

0
Din bedømmelse: Ingen