Krimiens historie

Oprettet: 01.02.2003 - 12:53

Af litteraturstuderende Nanna Knudsen

Kriminalromanens historie starter i midten af det 19. århundrede, hvor de første detektivfortællinger begyndte at udkomme.

For det meste anses forfatteren Edgar Allan Poe (1809 – 1849) for at være detektivfortællingernes fader, selv om der findes eksempler på detektivhistorier, før Poe i 1841 skrev sin første - og mest berømte - fortælling om den geniale detektiv, Auguste Dupin, Mordene i Rue Morgue.

Poe kaldte sine tre fortællinger om Dupin ”fortællinger om rationalitet”, og Dupin var da også den første i en lang række af detektiver, der løste kriminalgåder ved hjælp af rationalitet og en næsten overnaturligt skarp deduktionsevne. En endnu mere berømt detektiv af denne type er Arthur Conan Doyle’s (1859 – 1930) Sherlock Holmes, den geniale detektiv fra Baker Street 221B, der kan løse ethvert mysterium uden større problemer. Gåderne handler ikke nødvendigvis om mord, men ligeså ofte om tyveri eller andre mindre forbrydelser.

Fortællingerne om Holmes kom til at danne skole for de engelske kriminalromaner, der ofte betegnes som ”puslespilsromaner.” Den typiske roman foregår i et overklassemiljø, ikke sjældent på en herre- eller præstegård, og forbrydelsen er for det meste et mord. Et lig findes, detektiven samler spor og alle tilstedeværende mistænkes efter tur, indtil detektiven til sidst kan samle alle de mistænkte og udpege den skyldige. //www.alibris.com/images/subjects/features/authors/christie.gif

Den bedst kendte forfatter af denne type romaner er Agatha Christie (1890 – 1976). Hendes to gennemgående detektiver er den pertentlige belgier Hercule Poirot og den skarptseende landsbyfrøken Miss Marple, der begge løser kriminalgåder ved hjælp af deres iagttagelsesevne og menneskekundskab.

Også forfattere som Margery Allingham, Ngaio Marsh og Dorothy Sayers har skrevet krimier i den typiske, engelske stil. Detektiverne er excentriske, men ufejlbarlige, og troen på retssystemet og en højere retfærdighed er urokkelig. Når der begås et mord i landsbyen er det et brud på idyllen, som detektiven hurtigst muligt må få genoprettet. Offeret er for det meste så usympatisk, at alle har et motiv til at myrde vedkommende, og når den skyldige er fundet, vil ingen savne den myrdede, og alt er godt.

Under forbudstiden i USA opstod en anden slags detektiv og en helt anden type kriminalroman, der blev døbt ”den hårdkogte.” Landsbymiljøet var udskiftet med storbyen, og den excentriske og geniale detektiv måtte vige pladsen til fordel for en barsk, kæderygende, whisky-drikkende privatdetektiv med blik for farlige blondiner.

Den hårdkogte krimi blev varslet af Dashiell Hammett’s (1894 – 1961) fortællinger om den navnløse detektiv, The Continental Op, men det var med bøgerne om Sam Spade, at Hammett for alvor satte sine spor i kriminallitteraturen. Den bedst kendte roman, Malteserfalken (1929), blev senere filmatiseret med Humphrey Bogart som Spade.

Den mest efterlignede og beundrede detektiv er imidlertid Philip Marlowe, skabt af Raymond Chandler (1888 – 1959), der betragtede sin detektiv som en vandrende ridder, der kæmpede for det gode i en ond verden. I den amerikanske storby er der ikke som i den engelske landsby en idyl at genoprette.

Den hårdkogte detektiv befinder sig altid midt i begivenhedernes centrum, i modsætning til den klassiske, engelske gentlemandetektiv, der har iagttagerens rolle. Philip Marlowe og Hercule Poirot ville ikke have meget at sige til hinanden, hvis de mødtes, for deres verdener og deres livssyn er fundamentalt forskellige.

Ed McBain/Evan Hunter. Fra http://www.bestsellersworld.com/interviews-mcbain_files/img0.jpgLigesom den hårdkogte krimi opstod også politiromanen i USA. Det store forbillede inden for genren er Ed McBain/Evan Hunter (f. 1926), som skrev en række bøger om en gruppe politifolk fra Station 87 i en by, der minder om New York.

Den ensomme detektiv skiftes ud med en gruppe af efterforskere, der oven i købet udstyres med et privatliv, noget, der nærmest er ikke-eksisterende i såvel den hårdkogte genre som i de engelske puslespilsromaner.

Politiromanen blev senere succesfuldt overført til Skandinavien af svenskerne Maj Sjöwall og Per Wahlöö, der i årene 1965 – 1975 udgav ti romaner i serien Roman om en forbrydelse om en gruppe svenske politifolk. De to svenskere gav ikke alene deres politifolk et privatliv, de udstyrede dem også med en vågen social samvittighed, og det er en tendens, der stadig kan ses i nordiske kriminalromaner i dag.

Efter anden verdenskrig blev dele af kriminallitteraturen efterhånden mere litterær, og samtidig forsvandt de kulørte krimihæfter gradvist fra kioskernes hylder. Kriminalromanen som egentlig litteratur var kommet for at blive, selv om krimien fortsat blev og bliver betragtet som populærlitteratur.

Selv om kriminalromanen naturligvis har udviklet sig og fulgt med tiden, kan man stadig opdele romanerne i klassiske detektivhistorier (som f.eks. P.D. James og Minette Walters) og mere hårdkogte fortællinger (f.eks. Sara Paretsky og den svenske Liza Marklund). De to typer krimier låner fra hinanden og undgår derved at stivne i gamle formler.

Nye krimier sælger som aldrig før, og samtidig er der gang i læsningen af klassikerne, som stadig har spænding og uigennemskuelige gåder at byde på.

0
Din bedømmelse: Ingen