Krigen ifølge kammerat Kirk. Om Hans Kirks krigsromaner Djævelens penge og Klitgaard og Sønner

Oprettet: 01.08.2005 - 12:05

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Værnemageriets historie
For få måneder siden kunne Danmark fejre 60-året for befrielsen fra nazismen. Mediernes vinkling blev imidlertid mindre fejrende end man måske havde forventet. En fremtrædende minister og en gruppe historikere lukkede så at sige festen. Ministeren jubilerede ufestligt ved at tage moralsk afstand fra den danske regerings samarbejde med den tyske værnemagt: det blev for nationen tid til at skamme sig.

De fortrinsvis yngre historikere brugte anledningen til at ryste støvet af fortrængte og pinagtige sager, som med tiden vil forvandle fremstillingen af det nationale engagement under besættelsen; den officielle danske verdenskrigshistorie skal efterhånden vænne sig til mindre behagelige kapitler om et teamwork mellem danske virksomheder og værnemagten, som fungerede så godt, at betegnelsen “besættelse” nærmest må gentænkes. Nazisterne var ligefrem så velkomne, at historikere nu kan skrive om Danmark som “flødeskumsfronten” eller “Hitlers forrådskammer.”
 
Berlingske Tidende bragte i april en opsigtsvækkende artikel (“De fem fede år” Berlingske Tidende 17.  april  2005, 2 sektion, magasin, side 4) om dette nok kendte, men alligevel delvist bagatelliserede fænomen, værnemageriet, som beskriver den grad af frivillighed, hvormed danske virksomheder samarbejdede med nazisterne.

Modsat den bekvemmelige og indskolede forklaring, at erhvervslivet indlod sig tvangsmæssigt med værnemagten, forholder det sig ifølge historikeren Steen Andersen sådan, at en betragtelig gruppe danskere tvangfrit valgte at tage imod de nazistiske invitationer. Den politiske ledelse opfordrede til samarbejde, hvad førnævnte minister idag fordømmer.

Og dele af erhvervslivets ledelse fulgte uden indvendinger tilskyndelsen, hvilket historikere idag kan dokumentere. Ingen blev tvunget til noget før samarbejdsregeringens afgang i august 1943, og da ganske store kontrakter blev udført inden denne moralske skæringsdato, står visse foretagender i et ufordelagtigt lys. I denne sammenhæng støder man i artiklen på entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier (WTK). Mere herom senere.

Slagsmål mellem kommunister fra www.befrielsen1945.dkKommunister i krig
Den nu kanoniserede danske forfatter og kommunist Hans Kirk (1898-1962) kom sammen med sine partifæller i modvind den 22. juni 1941, idet den danske regering fulgte besættelsesmagtens begæring om arrestation af alle danske kommunister.

Nazisterne havde ikke kun et paranoidt forhold til jøder, men anså under eet en antaget “jødisk-bolsjevikisk verdensbevægelse” som hovedfjenden for det nazistiske lykkelands virkeliggørelse. Kirk tilbragte nu adskillige måneder i forskellige danske fængsler, heraf flere i isolation, indtil han var blandt de heldige, som nåede at flygte i sommeren 1943. Andre blev senere deporteret til barskere skæbner i tyske fangelejre. Sådan gik det en del danske kommunister, fordi den danske regering valgte at adlyde værnemagtens instruktioner.

Efter krigens afslutning opstod en begrundet forventning, særligt blandt kommunister, om placering af et politisk ansvar for udleveringen af danske statsborgere. Men efter flere års undersøgelser i en parlamentarisk kommision, blev arbejdet afsluttet uden politiske konsekvenser.
 
For kommunistiske sympatisører forekom efterkrigstidens såkaldte retsopgør endnu mere urimeligt, da anklagerne mod værnemagerne blev afprøvet ved de danske domstole. Navnlig sagen mod omtalte entreprenørfirma WTK bragte kommunistiske sind i kog, idet sagen resulterede i en injuriedom mod frihedskæmperen og kommunisten Børge Houmann, som i avisen Land og folk havde publiceret sin kritiske fortolkning af entreprenørfirmaets parløb med værnemagten.

WTK havde tvangfrit opført bunkeranlæg og store jyske flyvepladser for nazisterne; entreprenørfirmaet var sågar kendt som værnemagernes tekniske korps i samtiden. Men i krigens juridiske efterspil gik kollaboratørerne på paradoksal vis fri, mens en kendt modstandsmand måtte fængsles. De danske kommunister kunne altså ikke få anerkendt deres version af krigshistorien, for det politiske og juridiske Danmark insisterede på en mindre dramatisk historieskrivning uden egentlige sonofre. Denne situation efterlod eet medium, hvorigennem kommunisterne kunne udtrykke alternative historiefortolkninger uden injuriesager, nemlig litteraturen.
 
//frihed.natmus.dkRomanernes retsopgør
Hans Kirks romaner Djævelens penge og Klitgaard og sønner (begge 1952) er i den forstand politiske bestillingsarbejder: romanerne handler om et stort entreprenørfirma, som allerede i krigens første dage byder i kampen om nazisternes lukrative kontrakttilbud; firmaet opfører snart store flyvepladser i Jylland, og efter krigen formår dygtige jurister at friholde firmaet for straf, mens en højtråbende kommunistisk redaktør, kaldet Børge Houmann, ender i fængsel.

Kirks romaner skal således læses som alternativ historieskrivning; romanerne er i særdeleshed interessante, fordi litteraturens fiktive medium her indtager en position, hvor fiktionen alene er et alibi, som friholder forfatteren fra retsforfølgelse.

Kirks historier repeterer kommunisternes “injurierende” påstande, men de centrale navne er forandret, og hele miseren er vævet ind i krøniken om slægten Klitgaard. Ingen kan rejse tiltale mod forfatteren, som altid kan identificere romanerne som fiktion. Men ingen kan være i tvivl om romanernes politiske plot.
 
Vurderet udelukkende som litteratur hører Djævelens penge og Klitgaard og sønner utvivlsomt til blandt forfatterskabets ringeste: fortællerstemmen er moraliserende og nærmest blottet for humor, og romanernes primære handling, historien som slægten Klitgaard, afløses i perioder af en række juridiske detaljer, som for en uindviet læser forekommer decideret irrelevante.

Tilsvarende harmonerer den traditionelle kirk’ske fortællestil i begyndelsen af Djævelens penge slet ikke med den voldsomt indignerede afslutning i Klitgaard og sønner; her nærmer fortællestilen sig ren politisk agitation. Kirks værnemagerfortælling er således et ujævnt bekendtskab, men ser man romanerne som agenter i kommunisternes fiktionaliserede retsopgør, får romanerne en anden funktion, som nok også er nærmere det oprindelige mål; Hans Kirk skrev værnemagerhistorierne som indlæg i en aktuel politisk konflikt, ikke med henblik på eftertidens litteraturhistoriske kanonstempel.

Alligevel går Kirks glemte romaner måske nye læsere imøde: efterhånden som historievidenskaben får interesse for besættelsestidens dansk-nazistiske samarbejde, øges chancerne for en rehabilitering af Djævelens penge og Klitgaard og sønner.

0
Din bedømmelse: Ingen