Kort og prosaisk. Om Camilla Christensens Stakkels Bobcat

Oprettet: 01.11.2005 - 09:05

Af litteraturstuderende Truels Præstegaard Sørensen

Hvis man først og fremmest identificerer Camilla Christensen (f.1957) som forfatterinde til romaner om livet i almennyttige boliger, kan man få omarrangeret sit personlige forfatterindekoncept ved at teste digt- og kortprosasamlingen Stakkels Bobcat (2000).

Samlingen kan videre tjene som introduktion til tidligere tendenser i et forfatterskab, som faktisk har været undervejs med mange digtsamlinger siden midt-80erne.

Omvendt forstår man måske også bedre de mærkværdigheder, man forbigående møder i den kritikerhædrede roman om forstadsbetonjunglen, Jorden under Høje Gladsaxe (2002), hvis man bliver bekendt med tendensen i Stakkels Bobcat. Her finder man nemlig den fulde udfoldelse af ualmindelig syntaks og mærkværdige personager, en særdeles skæv blanding af stil og indhold, som også sniger sig ind i de senere, mere konventionelle forsøg udi romangenren. Romanerne kan med andre ord anskues som en tæmmet og mainstreamet version af forhenværende eksperimenters vildskab.
 
Med Stakkels Bobcat skal man derfor indstille sig på at læse med udvidet opmærksomhed, som selvfølgelig altid er fordelagtig: der er mere at komme efter allevegne, hvis man læser mere sanseorienteret, på udkig efter sprogets musik og visualitet, sprogets rytmer og klange, ordenes iøjnefaldende former på papiret osv.

For læsere af kortprosa og digte såsom Christensens, er det imidlertid noget nær en forudsætning, at tune sin læsning ind på en frekvens, som kan modtage andet end de logiske sammenhænge, som eksempelvis transmitteres til romanlæsere. I Stakkels Bobcat finder man ikke bogstaver og ord som ligefremme repræsentanter for plausible ting og forhold i verden udenfor teksten. Hvad er eksempelvis “meningen” med indledningen til følgende prosastykke?
 
“Da jeg nedlagde den alfabetiske orden i reolerne, sprang min mor-
far op fra sin drukne død i cykelskuret og forlangte at fødes af det
øjeblikkelige.”

//enlow66.comMan bliver ikke meget klogere på besynderlighedernes virkelige orden, for morfar og cykelskuret forbliver uafklarede størrelser; forsøger man at uddrive en distinkt mening af ordhoben, bliver man efter kort tid frustreret. Stykkets “jeg” anbefaler i stedet “en anden rytmens orden uden ordenes tilfældige klæben til materien.”

Tager man den opfordring til efterretning, bør man ikke blot læse, men oplæse stykket. Eller skandere, som det hedder med et fagudtryk. Så opdager man såkaldte allitterationer (konsonantrim) og assonanser (vokalrim) i aktion, eksempelvis den hårde rytme i “sin drukne død,” “forlangte at fødes,” “savannen vest for Vejen,” eller “Kanal København i Marokko.”

Stykkets fordeling af vokaler og konsonanter er “konstrueret” i påfaldende grad, hvilket man egentlig kun kan opleve, ved helt konkret at omsætte tekstens bogstaver til lyde. Mens ordet i romanen er stedfortræder for ting og forhold i en realitet, man kan forestille sig, er ordet i lyrikken repræsentant for en tilhørende lyd.

Men få spekulerer over sprogets lydlige egenskaber, når der læses aviser, romaner, brugsanvisninger, tekst-tv, noveller, regninger. Og endnu færre har derfor en oplevelse med digte og kortprosa. Lyrikken er ikke skrevet til forstanden, og man forstår således ingenting. Stakkels Bobcat er, kunne man sige, skrevet for munden, til øret, og hjernen er ikke inviteret.
 
Så er tingene vist sat på spidsen. Det er nok for materielt. Stakkels Bobcat er selvfølgelig ikke kun melodi og rytme, for noget handler det da også om, omend det musiske er bestemmende. Kærlighed, foreslog anmelderne i flere halv- og fuldblodsborgerlige dagblade, da samlingen udkom i foråret 2000.

Digteren F.P. Jac (f. 1955) turde imidlertid, hvor andre anmeldere tiede: i Ekstra Bladet udnævnte Jac det “hardcore seksuelle” til et dominerende (!) tema i samlingen. Nærværende læser hælder også mest til sidstnævnte karakteristik, for teksternes kærlighedsretorik er ikke kærlig i god gammeldansk, oehlenschlägersk og ingemannsk forstand, med rød rosenmund, ømtbølgende bryst, harpe i lunden og den slags. Overvej eksempelvis om følgende prosastykke kan rubriceres som kærlighedspoesi.
 
//enlow66.comOdds 
Jeg soeger en soed pige med ben i naesen og interesse for S/M
verdenen. Udseendet spiller ikke den store rolle, naar blot du slaar
en proper naeve. M.
 
31 YRS BROWN beauty. Been a hooker for 2 yrs. Wants to retire.
Looking for a nice man to look after me. Q.
 
Traditionel kærlighedsdigtning er det vel næppe. Camilla Christensen synes mere optaget af at undersøge de kuriøse magtforhold, som kan realiseres mellem mennesker gennem det seksuelle. Teksten “What so ever” er særligt uromantisk og humoristisk. Her introducerer en kustode i Riddersalen på Christiansborg digterjeget til de danmarkshistoriske gobeliner gennem en walkmann med lige dele historielektion og stønnelyde, fordi det “skal forene psykoanalysens ubevidste og den nationalhistoriske bevidsthed, som symbol på kontinuitet uden grænser.”

Senere tager kustoden digterjeget bagfra, mens han forhøjer nydelsen ved at berøre gobelinernes bagsidehæftninger. Andre steder berettes profane scener, “i det fugtige græs bag transformatorstationerne” eller “op ad den bunker på stranden.”

I Stakkels Bobcat beskrives kærlighedens kødelige praksis som ukomfortabel, næsten brutaliseret, og ligesom i Jørgen Leths aktuelt meget omtalte selvbiografi, finder man også her flere iscenesættelser af det seksuelle som en relation mellem ulige parter. Bliver man frastødt af denne type udforskning af det virkelige, er samlingen hermed frarådet.

0
Din bedømmelse: Ingen