Kongedatter, forfatter - og måske forræder

Oprettet: 18.09.2003 - 10:47

Af studerende Gitte Monica Lynge

Leonora Christina er i dag nok mest kendt for sin beretning om sit fangeophold i Blåtårn. ”Jammersminde” har siden givet hende en betydelig rolle i dansk historisk litteratur.

Da man i 1869 besluttede at udgive Leonora Christinas ”Jammersminde”, blev den en enorm succes. Her fik man mulighed for at læse kongedatterens beskrivelse af sit fangenskab i Blåtårn fra 1663 til 1685, hvor hun uskyldigt tilbragte 22 år af sit liv mellem rotter, fordrukne fangevogtere og sladrende kvinder. Beretningen var en ganske anden end den officielle, hvor Leonora Christina var Corfitz Uldfeldts medsammensvorne, og sympatien blev vendt imod den modige kvinde.

Det er interessant at overveje, hvorfor denne kvinde og hendes historie stadig kan betage os, 300 år efter Leonora Christinas død. Der er mange grunde, for ”Jammersminde” er på alle måder et helt unikt dokument, skrevet af et enestående menneske.

En historie fra virkelighedens verden
Det er blevet meget populært for journalister at skulle reportere fra den lokalitet, hvor en begivenhed har fundet sted. Det er som om, det giver indslaget en større troværdighed. På samme måde er ”Jammersminde” ikke blot en beskrivelse af noget, der virkelig er sket. Den giver også indtryk af at være skrevet, mens det skete. Bedst af alt blev den blev skrevet af hoved-personen selv, og ikke bare et af vidnerne til Leonora Christinas liv.

Der blev ført protokol over forhørerne i Blåtårn, som også kan fortælle noget om, hvad der foregik i fængslet. Forskellen på disse dokumenter er, at protokollerne udelukkende gengiver samtalen mellem kongens mænd og den anklagede, mens Leonora Christinas beskrivelser rækker langt ud over samtalerne. Hun beskrev minutiøst sit opholdsrum, ligesom hun formåede at portrættere menneskene omkring hende ved blot at fortælle om deres gerninger.

En rutschetur ned ad den sociale rangstige
Man kan ikke undgå at blive betaget af Leonora Christinas evne til at bevare sit mod og sin stolthed. Hun begyndte sit liv som kongedatter og faderens yndling. Hendes fangeophold bragte hende helt ned i bunden af samfundet, hvor hun var overladt til fangevogteren og medfangernes luner.

Rotterne holdt hende vågen og spiste af lyset, og det kriblede med utøj alle vegne. Udover de usunde forhold forværredes hendes ophold også af, at hun ikke måtte få udleveret ting til at aktivere sig selv med. I starten af beretningen virker det, som om hun var tæt på et sammenbrud, men efterhånden begyndte hun at opfinde små opgaver til sig selv.

Senere i sit fangenskabet blev der slækket på kravet, og det er utroligt at opleve den fantasi, som Leonora Christina lagde for dagen. Hun udnyttede den mindste ting, der kom inden for hendes rækkevidde. Eksempelvis gjorde hun notater til ”Jammersminde” på små stykker papir, der fungerede som indpakning af sukker.

En usædvanlig kvinde
Leonora Christina er også interessant, netop fordi hun var kvinde. I datidens litteratur var kvinders bidrag stærkt underrepræsenteret. Samtidig valgte Leonora Christina ikke det traditionelle kvindeideal, hvor kvinden bør underkaste sig mænds vilje. Skønt hun fremstillede sig selv som den trofaste hustru og brugte bibelske billeder til at vise hvilken lidelser, hun tog på sig, afslørede hun også indirekte en passioneret og egenrådig kvinde, der bestemt ikke underkastede sig nogen.

I ”Hæltinners Pryd” redegør hun for sin opfattelse af, at der findes mænd, der ikke ejer de egenskaber, man normalt forbinder dem med. Samtidig findes der kvinder, der netop har disse karaktertræk, men som ikke opnår den anerkendelse, de burde. ”Det er ubilligt, at man måler gerningen efter personen, og ikke skatter personen efter gerningen”, skriver hun. Netop sådanne utraditionelle udtalelser viser, at hun ikke var bange for at udtrykke sine holdninger, og sikkert derigennem var en person, som flere ønskede gemt af vejen.

Forræderiet mod tronen
Der har været mange teorier om Leonora Christinas rolle i forræderiet mod den danske trone. Nogle mener, at hun nærmest har været bagmanden bag hele komplottet, mens andre fastholder, at hun var fuldstændig uvidende om sin mands gerninger. Alt dette forbliver dog gætterier, da der aldrig er fundet noget bevis.

Sikkert en af grundene til at ”Jammersminde” stadig kan tryllebinde folk i dag. Leonora Christina har her fået lov til at forsvare sig, og hendes fjender er for eftertiden blevet fremstillet som hensynsløse og magtgriske, mens myten om hende selv er bevaret.

Der har været mange læsninger af ”Jammersminde”, der har sandsynliggjort det ene eller det andet motiv, men gåden ligger stadig i dokumentet for den, der har lyst til at gå på opdagelse. Prøv selv!

Litteraturliste
Har du lyst til at læse mere skrevet af Leonora Christina, så kan anbefales:
Leonora Christina: Hæltinners Pryd
Johs. Brøndum-Nielsen og C.O. Bøggild-Andersens udgave af Jammers minde, hvor man desuden kan finde Leonoras franske selvbiografi, samt andre beretninger fra hendes begivenhedsrige liv.

Skønlitterære romaner:
Maria Helleberg: Leonora
Eva Hemmer Hansen: Den trofaste hustru
Helle Stangerup: Spardame

For de historisk interesserede:
Palle Lauring: Historiske portrætter
Se desuden litteraturlisten med Konger og dronninger

”Jammers minde” betragtet som en selvbiografi:
Bodil Wamberg: Leonora Christina - Dronning af Blåtårn

Leonora Christines rolle i kvindelitteratur:
Nordiske forfatterinder – Fra Leonora Christina til Else Gress
Analyser af dansk kvindelitteratur
Desuden kan man finde andre kvindelige forfattere på Kvindelige fyrtårne i dansk litteratur  

0
Din bedømmelse: Ingen