København er i vækst - voks med

Oprettet: 16.02.2017 - 11:34
Niels Offenberg, Kbh læser

VÆKST, opvækst, nulvækst, gevækst, hårvækst, plantevækst. Hovedstaden er i vækst fra 24. februar til 5. marts med mere end 150 litteraturarrangementer. Vi har talt med festivalleder Niels Offenberg om al denne vækst.

Programmet for Københavns store litteraturfestival er offentliggjort, og der er meget at glæde sig til. I forhold til den herskende politiske dagsorden, hvor vækst ofte handler om økonomi, opererer festivalen med en langt bredere definition af vækst. Al mulig vækst og vækst af en mere personlig, kunstnerisk og ideologisk karakter. Litteratursiden har sat vækstmesteren, festivalleder Niels Offenberg, stævne for at høre mere om, hvad man kan opleve i hovedstadsområdet i de kommende uger.

Hvorfor VÆKST - Er alt ikke vækst?

Det er selvfølgelig afhængig af, hvor højt man flyver op i helikopteren. Men efter at have dykket ned i litteraturen med selve vækst-begrebet i baghovedet, er det ret tydeligt, at der er meget litteratur, der kredser om udvikling, opbrud og forandringer på alle mulige måder. Det kan være personlige opvækst eller samfund i forandring, der skaber brudflader, konflikter og overgange, hvor litteraturen fanger disse forskydninger. Selve væksten – forstået bredt – er her et vilkår, der skrives på og som ofte også spejles i formen. Men der er også litteratur, der dyrker stilstanden, det uforanderlige og i ældre litteratur: Det evige og hinsidige. Men selv den type litteratur kan i en eller anden forstand heller ikke undslå sig for at være vækst i sig selv. Som kunst.

Er festivalen et politisk opråb?

Den er ikke et politisk opråb på den måde, at den vil gøre litteraturen politisk eller proklamere et bestemt budskab; så taber litteraturen sig selv og bliver politik samtidig med, at vi heller ikke lader litteraturen tale med mange forskellige stemmer. Men den er et opråb forstået på den måde, at vi vil sige, at litteraturen har noget at sige og noget væsentligt at sige om vækst, som måske ikke bliver indfanget i den traditionelle økonomiske og politiske diskurs, der har sat sig tungt på ordet. Vores opråb lyder, at den diskurs ikke kan eje et så væsentligt ord, og det er vigtigt at bruge litteraturen til at forstå, hvad væksten gør og kan. Kort sagt vil vi gerne spille litteraturen mere på banen i væsentlige samfundsdebatter, så vi måske opnår en mere nuanceret forståelse af begrebet og ser, hvordan det også indvirker på vores liv.

OpVÆKST, SamfundsVÆKST – Hvilken rolle spiller litteraturen?

I gennem litteraturen kan vi kommunikere vores erfaringer på tværs af skel. Et eksempel er den personlige vækst, opvæksten, der for mange kan være udfordrende, bøvlet, god, kontrastfyldt osv. Her er litteraturen vigtig, da den viser os andres erfaringer, kampe, refleksioner, sejre, der er knyttet til det at vokse op og udvikle sig. Vi bliver i litteraturen mødt af andres erfaringer, der kan fungere som en forståelse af os selv og andre.

Taler vi om samfundets vækst og udvikling, tror jeg, at kunsten har en sindssyg vigtig funktion i forhold til at være et frirum, refleksions-rum og ikke mindst en modstemme, der understøtter væksten, fordi den giver os plads til at tænke over udviklingen og også korrigere, gøre indsigelse og foreslå alternative ruter eller udviklinger. Præmissen er her, at samfundet uanset retning vokser, vækster og bevæger sig. Det er svært at forestille sig en verden i dag, hvor dette ikke er et vilkår, som vi må forholde os til – og her tænker jeg, at kunsten er en væsentlig med- og modspiller, hvis vi ikke blot skal føres bevidstløst med.

Hvilke arrangementer ville du vælge, hvis du var en fortravlet bybo?

Åh ja, det er et svært spørgsmål at forholde sig til som festivalleder, når man gerne vil alle arrangementer det godt og har lyst til det hele. Jeg ville sørge for at komme rundt i krogene af litteraturscenen og få et indblik i, hvor meget der er at hente alle de små fine litteratursteder, som man måske har læst om, men aldrig lige kommer ud til. Så er det virkelig en anledning til at opsøge det. Jeg er sikker på, at man bliver hooked på den intimitet, der er der, så man kommer igen uden for festivalen. Så man ender med mere end et par timer, ender med at glemme, at man er fortravlet. Ender med at huske, hvorfor man var bybo på den gode måde. Og så vil jeg også læse en masse anbefalinger af arrangementer på vores facebookside, som der kommer løbende. Det glæder jeg mig faktisk allermest til; at se andre dykke ned i programmet og komme med sjove, interessante, overraskende og bydende bud på arrangementer, man ikke må gå glip af. Landkrabbe, bybo eller lige ankommet med firetoget.

På Litteratursiden giver vi Niels Offenbergs opfordring videre: Voks med i København i de kommende uger, også selv om du har slået rødder andetsteds - og voks i alle mulige retninger.

Du kan læse meget mere om VÆKST i festivalprogrammet og følge med i det omfattende program på Facebook/Kbh læser, hvor du også kan finde gode anbefalinger til din egen personlige og litterære vækst. Vi afrunder med en håndfuld anmeldelser af nogle forfattere, der har skrevet om OPVÆKST, der vel nok er den mest interessante og velbelyste vækst i litteraturen. Flere af forfatterne kan opleves på festivalen eller har skrevet indlæg i programavisen, som vi anbefaler dig at læse over aftenkaffen som en optakt til det hele går løs fra fredag d. 24. februar.

God VÆKST!

KBHlaeser2croppetab

Foto: Marie Hald

BilagStørrelse
kbh_leaser_final_low.pdf4.71 MB
0
Din bedømmelse: Ingen