Klumme: 'Så er der stemning og fest' - 4 dage med bøger i Forum

Oprettet: 03.12.2001 - 09:00

Klumme: "Så er der stemning og fest" - 4 dage med bøger i Forum

skrevet af bibliotekar Ellen G. Aggerholm

Så har der atter været Bogmesse i København - og i år for 10. gang.

"Store Klaus" (Rifbjerg), der om kort tid runder de 70 år, åbnede messen, og efter at have korrekset Poul Nyrup og sagt "at alle skal afstå fra at rive sider ud af bøgerne, det giver en dårlig smag i munden, for langt ude venter bogbålet ......bøger er til for at blive læst, også dem man ikke kan lide" ønskede forfatteren messen "God bog".

De udvalgte
Traditionen tro blev årets debutantpris uddelt - i år til forfatteren Lise Rønnebæk for romanen "I virkeligheden hedder jeg Nielsen". Det næste virkelige indslag hed Christensen, Casper Christensen. Han havde fået i opdrag at afsløre årets Svikmølleoffer, og aldrig er der set så mange politikere på Bogmessen, men nu var der jo også kun ganske få dage at blive set i før det store valg. (Hvem der blev årets offer? - det har ikke rigtig noget med Bogmessens at gøre - men ok "Birthe Jernpotte fra Hornbech" alias Birthe Rønn Hornbech).

På samme scene havde Ole Michelsen senere en samtale med tre personer, der var vokset op i alkoholikerhjem, og det er imponerende, hvordan Bogart-manden magter at skabe en inciterende atmosfære i det store Forum.

Bogmessen er et farverigt marked, hvor 100 store og små forlag udstiller sine nye bøger, så der er masser af inspiration at hente, og en del af fornøjelsen er at gå rundt og snuse og opdage bøger, man ikke før har hørt eller læst om. Et af fredagens store tilløbsstykker var, da biskop Jan Lindhardt fortalte om sin bog "De syv dødssynder". Sprængstof var der også i, at Peter Øvig Knudsen, forfatteren til bogen "Efter drabet", der handler om stikkerlikvideringer under 2. verdenskrig, fremviste en diskette med navne på dem, der blev likvideret under krigen. Skulle han lægge disse navne ud på sin bogs hjemmeside? Det blev der snakket meget om den dag, og det vil der også blive fremover.

Stjernerne
Et af de store navne i år var den kinesiske forfatter Jung Chang. Hendes bog "De vilde svaner" er her i landet solgt i 250.000 eksemplarer, og mødet mellem hende og publikum var præget af gensidig sympati. Om Barbara Vine har mindre sympati for sine danske læsere er uvist, men den nydelige engelske kvinde, der også skriver under navnet Ruth Rendell, nåede ikke ud over rampen. Wilbur Smith var en anden af de giraffer, der lige skulle ses. Et af lørdagens hit var "vores egen" Benny Andersen, og da han efterfølgende signerede bøger, blev køen så lang, at sjælen fik rigelig tid til at blive marineret.

Kändisser som Fay Weldon, Jan Guillou og en hel masse flere får ingen omtale i denne runde, og når der alene om søndagen var 100 forskelige arrangementer på 8 timer er det kun et strejf fra.... 

Bogmessen er en enestående mulighed for at blive inspireret, men i lighed med de foregående år blev der diskuteret "rigtigheden" af at præsentere bøger og forfattere på denne måde? Bogfolket lider stadigvæk af en puritansk holdning til, hvordan litteratur skal præsenteres. Diskussionen vil sikkert fortsætte de næste mange år, men det er måske på Bogmessen de fortidsorienterede og de fremtidsorienterede mødes, før de går hjem og læser helt forskellige bøger. 




Relaterede links:
Lyt til DRs indslag fra BogForum 2001


Læs om den svenske bogmesse

BogWeb - 3. december 2001

0
Din bedømmelse: Ingen