Af Dag Heede, lektor, Syddansk Universitet
Institutionel misinformation om nationalfisseletten.
En undersøgelse fra 2003 spurgte til danske skoleelevers viden om H.C. Andersen. Elever fra syvende og ottende klasser blev interviewet om vores nationaldigters liv og eventyr. Flere anførte, at Andersen var bøsse.
Jeg fik en gymnasielærer til at følge op på eksperimentet. Han bad sine klasser fortælle, hvad de vidste om Andersen. Efter nogen tøven skete det samme i samtlige klasser: en elev fremførte, at der var noget med, at Andersen var bøsse. Læreren spurgte herefter, hvor vedkommende vidste dette fra. Spørgsmålet forblev ubesvaret.
Pebersvendetragedie og erotisk skyhed
Lærerens spørgsmål er relevant. For oplysningen om digterens seksualitet kan ingenlunde stamme fra officielle kanaler. Hvis eleverne havde slået op i ældre litteraturhistorier, ville de kunne læse om Andersens ulykkelige forelskelser i en række kvinder.
De vil få forklaret, at disse var en vigtig baggrund for digterens mange rejser (kompensationer for de mislykkede sværmerier), og der vil stå noget uldent om Andersens ”pebersvendetragedie” med antydninger om erotisk skyhed. Disse litteraturhistorier er der dog ikke stor sandsynlighed for, at nutidens unge vil hive ned fra støvede reoler. Det enogtyvende århundredes elever er for længst gået på nettet.
Men heller ikke her bliver de oplyst om digterens eventuelle homoseksualitet. Tværtimod. Ligegyldigt hvor de søger, får de at vide, at Andersen i hvert fald ikke var homoseksuel. På det udførlige opslag på Arkiv for Dansk Litteratur (www.adl.dk) mødes eleven af en velskreven tekst, hvor hun bliver belært om, at H.C. Andersen umuligt kunne have været homoseksuel, men at ”teorien” har huseret siden 1901.
Museal misinformation
Har de unge så mon deres viden fra en eventuel ekskursion til Odense, nationalikonets fødeby og hjemsted for det nyåbnede H.C. Andersen Museum, hvor skoleklasser på hverdage har gratis adgang? Nej. Den vidunderlige bygning med splinterny arkitektur, design og indretning har kun ajourført sig i det ydre.
Den konkrete præsentation af Andersens liv og værk er kronologisk opbygget af en montre, der viser digterens liv og udvikling. Om Andersens forelskelser oplyses den besøgende om især Riborg Voigt, Louise Collin og operasangerinden Jenny Lind. En lille nattergal i bur hentyder smagfuldt til denne kærlighed, der hyldes som en sidste opflammen af den modne Andersens ”manddomspassion”.
Andersens mange og helt centrale mandekærligheder er trivialiseret til ”venskaber”, eventuelt ”sværmeriske venskaber”. De fraskrives betydning for digterens liv, værk og udvikling. Kun de få, korte og sporadiske forelskelser i kvinder er pustet op som afgørende og betydningsgivende begivenheder. I en tidstavle præsenteres f.eks. ”Forelskelsen i Louise Collin” som et historisk faktum på linje med udbruddet af Første Slesvigske Krig. Men det var rent faktisk Louises broder, Edvard, som Andersen gennem hele sit liv elskede.
Museet er på trods af sin postmoderne og indbydende arkitektur et deprimerende, anakronistisk og homofobt mausoleum over myten om det danske frisind. Og et monument over de mange og interessante fortællinger, der endnu ikke i 2005(!) kan fortælles om H.C. Andersen, hans forelskelser i mænd og Romantikkens ømme mandevenskab generelt. Dem må vi nok vente med at få fortalt – i hvert fald fra officielt hold – til den næste fejring i 2055. Måske kan jeg som 92-årig til den tid få lov til at fortælle dem…
Heteroseksualitetskonstruktionens sprækker
Når unge så alligevel med en instinktiv sikkerhed seksualklassificerer Andersen, skyldes det ikke kun, at en massiv litteraturpædagogisk misinformationskampagne har spillet fallit. Alene de mange fotografier af den feminine Andersen med løse håndled taler deres eget tydelige sprog til nutidens unge.
Det skyldes også, at i en fundamentalt homofob kultur som den danske er en fintmærkende seksualdiagnostisk radar et nødvendigt redskab for unge menneskers overlevelse i en kultur, der er fastlåst i heteroseksualitetens ideologiske jerngreb. At selv dette greb har svage led, og at heteroseksualitets- og maskulinitetskonstruktionerne omkring vores nationalfisselette kan blive for utroværdige, er de unges ”viden” et opløftende bevis på. Men vil landets formidlere finde sig i at blive ved med at viderebefordre fortielser, fordrejninger og videnskabelig uvederhæftighed maskeret som ”information” om H.C. Andersen?
Tolkningskonsekvenser
Hvorfor skal vi høre så meget om Andersens seksualitet, spørger mange; og kan det ikke være lige meget, om han var til kvinder eller mænd? Måske. Men problemet er, at den massive heteroseksualisering af digteren har konsekvenser for forskningen. Andersen-fortolkernes seksualforskrækkelse har gjort dem blinde for de helt centrale mandevenskaber i romaner som Improvisatoren og O.T. Og er det lige meget, at Den lille Havfrue er skrevet netop som den elskede Edvard Collin giftede sig?
Eller kan eventyret – også – læses som en kønsomvendingsfantasi, et eksperiment med at skære ”halen” af for derved at prøve at erobre drømmeprinsen? Måske er den lille statue ved Langelinje, der som en turistindustriel narrefisse lokker udenlandsk valuta til landet, en præopereret mand-til-kvinde-transseksuel.
Dag Heede udgiver i februar 2005 bogen ”Hjertebrødre. Krigen om H.C. Andersens seksualitet” på Syddansk Universitetsforlag.
Magasins manipulation af Andersens papirklip
Butikskæden Magasin har manipuleret et papirklip fra ”Astrid Stampes Billedbog” med to mænd. Den ene mand iklædes kjole. To mænd i et hjerte er tilsyneladende ikke befordrende for butikskædens julesalg. Den ene mand må gøres til transvestit for, at det kan blive jul i Danmark i 2004.
Har du kommentarer til denne klumme, så skriv til:
Kommentarer