Klumme: Fagre nye forlag

Oprettet: 02.12.2004 - 09:37

Klumme: Fagre nye forlag

Af Michael Halskov, litteraturkritiker DR Kultur/freelance

 

Nogle mener, at tingene ændrer sig meget langsomt i Danmark, men det gælder ikke opblomstringen af nye forlag. I gamle dage – altså for ti år siden – opfattede man de forlag, der var uden for mainstream som meget mærkelige. Den tid er ovre. Jeg husker stadig, når man som ung anmelder hentede en bog på det lille skæve Politisk revy i Nansensgade, og Johannes Sohlman sad dér helt alene. Kunne man dét? Siden dengang er énmandsforetagener skudt op overalt. Per Kofod er ét af de mere interessante. Et andet eksempel er Batzer & Co alias Arild Batzer, der jævnligt udgiver interessante sager og efter eget udsagn prøver at holde fast i egne gamle helte. For nylig Henry Miller, der skriver om Rimbaud. Det er feinschmecker-litteratur.
Det er ofte ude i sidegaderne, det spændende sker, og det er blevet mere tydeligt de senere år. For et års tid siden skulle jeg anmelde en bog, hvor forlaget var så lille, at det ikke fandtes i telefonbogen. Det var tydeligvis ikke markedsføring, de brugte flest penge på dér. Det er heller ikke alle forlag, der er på nettet. Det her hed S.A.A.S, men hvad det betød, fandt jeg aldrig ud af. Jeg måtte ringe til Politikens begejstrede anmelder for at få et telefonnummer på et hummer på Nørrebro, hvor forlaget – der kalder sig et kunstforlag - holdt til. Det drejede sig om en Marguerite Duras’-oversættelse, en lille bog med den ydmyge titel ’At skrive’, der er skøn og viser den franske forfatters både fortvivlede og euforiske arbejdsproces.
Forlagsfordomme
’At skrive’ var dog i omløb og udgivet på et rigtigt forlag. Den blev endda anmeldt, men også fordi det i forvejen var en kendt forfatter. Jeg får ofte bogpakker ind på mit bord fra selvudgivelser med venlige om end desperate, stærkt hjemmelavede pressebreve. Bøger, der ikke er i distribution, kun via dem, som forfatterne for en flaske rødvin (forestiller jeg mig) kan få til at cykle rundt til udvalgte medie-stationer. Det kan ofte være en ensom affære at sidde med. Som anmelder er man vant til at sidde med bøger, der endnu ikke er udkommet, og hvis forfatter måske kun forlaget kender til, men selvudgivelser af debutanter afleveret af en fætter på cykel, bliver set på med skeptisk interesse. Måske er de gale, måske geniale.
Måske er man alligevel med årene blevet for afhængig af blåstemplingen fra et rigtigt forlag? Det er der nogle forfattere, der mener. Engang fik vi på kulturredaktionen en bog med følgende svada i følgebrevet (citeret efter hukommelsen, den onde anmelder har kasseret brevet): "Hvad sker der, når I modtager en bog fra forlaget Gallo? Tænker I straks: den er diskvalificeret, eller giver I den en lille chance og drister jer til at åbne den?" Nu kan jeg så ikke huske, om det var den samme person, der syrligt spurgte, om vi havde en skraldespand hængende under brevsprækken i døren! Nej, alle forslag bliver taget seriøst og diskuteret på møder, men der udkommer mere og mere, så man skal være mere og mere kritisk.
De sky forlag
Flere bøger – flere pressemeddelelser. Mens jeg skriver dette læser jeg i min indbakke en pressemeddelelse for et oplæsningsarrangement i Paludan Bogcafé i København med en forfatter fra People’s Press. En ny bog, der går bag om guldalderen og ind i kunstnernes hjem. Hvordan havde familierne dét, koner og børn? Det lyder vanvittigt spændende, og jeg må straks have fingre i bogen, for det virker som en anderledes vinkel på noget meget velkendt, den evige, kedsommelige og indadvendte guldalder, der mest blev brugt til at skrive hyggelige julesange. Den udkommer på et forlag, der har markeret sig ved en pågående markedsføring af bøger og fået flere forfattere til at skifte forlag.
Jeg talte for nogle år siden – i forbindelse med en præsentation af unge forfattere for dr.dk/bog - med en glad Benn Q. Holm, der som andre – i forbindelse med udgivelsen af sin store roman ’Album’ - var skiftet til People’s Press, fordi de gør mere for forfatterne. Han sagde: "Ja, de har haft det man kalder et pr-budget, som man ikke har på andre forlag. De gør noget aktivt. Der blev sat reklamer op på togstationen, og der har været nogle radioreklamer. Også det med at jeg kom på forsiden af bogen, var et forsøg på at synliggøre forfatteren mere. Forlagene er ofte sky og gammeldags og konservative og sender bare bogen ud til boghandleren og håber på, at den kommer i vinduet, men man kan godt gøre mere." Boghandlernes vinduer er ikke nok.
Hvorfor har I ikke et nyhedsbrev?
Det kræver så, at forlagene har råd, men spørgsmålet er måske snarere, om de har råd til at lade være? Man får stadig et chok, når der dukker bøger op i bybilledet, pludselig bag på en bus, og man bliver glad, når det man arbejder med, kan ses lidt mere. Dem der har 10.000 kr. til en stand kan f.eks. også gå på den årlige bogmesse i Forum. Her møder man det utrolige, og hvis man som anmelder gik og troede, man var velorienteret, finder man ud af, at man tager fejl. "Hov, har I udgivet et udvalg af Soyas fortællinger! Og en bog om technoens historie. Okay! Hvorfor har jeg ikke hørt om dem? Hvem er I? Multivers. Nå! Hvorfor har I ikke et nyhedsbrev? Okay, så send mig bare et eller andet, jeg kan jo ikke gå og holde øje med alle og enhver". Sådan lød det besøg.
 
Links:
Politisk revy
Per Kofoed
Batzer & CO
Forlaget Gallo
Multivers
People’s Press
Forlaget Ries
Man møder også dem, der ikke har en stand. Jeg så f.eks. Merete Ries, der også har startet sit eget. Forlaget Ries har udgivet ’Dametur’ af Ulla Taylor, og det er også værd at følge. Det var Ries, der opdagede Peter Høeg, som fik afslag på afslag i starten og dermed er en rigtig forfatter. Og nu vi er ved pengene: Hvad der kan betale sig og ikke betale sig, og hvor pengene skal komme fra, behøver jeg heldigvis ikke at bekymre mig om. Det må de selv finde ud af, forlagene. Jeg ser nysgerrigt til, når der er nyt på vej og anmelder udvalgte bøger, når de kommer. Jeg fryder mig over bredden og ved, at der er store og små dyr i flokken. Flere er blevet spist af andre, men der er også kommet nye, små unger til. Bittesmå endda. Gid ingen vil træde på dem.

 

0
Din bedømmelse: Ingen