Af Carsten Vengsgaard, Forlaget Klim
Ægypternes Cairo er blevet til på en lidt anden måde end de fleste bøger. Vi satte en flok mellemøsten-forskere og andet godtfolk til at skrive noget helt andet, end de plejer. Vi bad dem skrive om deres store kærlighed til en af verdens største byer. Og så var vi så heldige, at vi fik sådan en bog ud af anstrengelserne.
Cairo har igennem årtusinder tiltrukket turister fra nær og fjern. I de senere år er Cairo blevet et yndet mål også for danske turister; hvert år besøger 12-15.000 danskere byen. Denne bog henvender sig til de mange nysgerrige og rejsevante danske turister, der ønsker at få et mere indgående kendskab til Cairo.
Et kendskab, som de traditionelle guidebøger ikke kan tilbyde. Bogen fortæller om byen Cairo set fra mange vinkler og fortalt af folk, der elsker byen og kender den. Bogens forfattere er en række forskere, kunstnere, studerende og kandidater, primært fra Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, og alle har de i kortere eller længere perioder opholdt sig i Cairo. De skriver hver især om emner, som optager dem - derfor har flere af bogens kapitler karakter af at være personlige essays.
Ægypternes Cairo indeholder en række artikler, der dækker mange aspekter af livet i Cairo, og de afsluttes med en faktaboks med oplysninger om adresser og anden nyttig information. Bogens første kapitel af kunstneren Kaare Troelsen giver os en sanselig beskrivelse af dagens gang i storbyen.
Derefter følger Christoph C. Nørgaard-Højens artikel om caféernes Cairo, der behandler kaffen og kaffens historie, og redegør for livet i det moderne Cairos caféer. Ulla Prien giver læseren et indblik i, hvordan den almindelige cairener bruger sin by ved festlige lejligheder. Anne Stadil gør rede for den moderne ægyptiske musiks udvikling med omtale af nye og populære kunstnere. Bente Rasmussens bidrag handler om livet på og omkring de få resterende husbåde i Cairo.
De tre følgende artikler omhandler religiøse emner: Jakob Skovgaard-Petersen skriver om de fascinerende mulid'er og sufier, Lise P. Galal fortæller om det kristne mindretal, kopternes, religiøse liv, og Michael Irving Jensen giver et historisk overblik over islamismen og islamisterne.
Ivar Herlev Sørensen fortæller om homoseksualitet i en mellemøstlig sammenhæng og om, hvorledes man kan agere som bøsse i storbyen Cairo. I bogens sidste kapitel beskriver Anne Stadil turistens forskellige muligheder for at opleve byens natteliv. Bogen indeholder tillige seksten farvefotografier af Charlotte Haslund-Christensen, der fremstiller sider af livet i Cairo.
God læselyst og god rejse.
Relaterede links:
Forlaget Klim
BogWeb - 1. juni 2001
Kommentarer