Kloden er rund, der findes ingen udkanter

Oprettet: 13.02.2017 - 14:08

Einar Már Gudmundsson og Allan Olsen i engageret dialog om fortælleunivers og virkelighed på Dokk1 den 8. februar.
 

Af Stine Jungersen

På denne kolde vinterdag har Authors in Aarhus inviteret indenfor på Dokk1 til en samtale mellem to store fortællere præget af nærvær, fortællekunst og humor. Trods vinterkulden breder varmen sig hurtigt indenfor. Idet Allan Olsen træder ind ad Dokk1s svingdøre og ser Gudmundsson udbryder han med latter i stemmen:“Hej Einar, min gamle ven. Velkommen til Island!” og slår ud med armene i retning af den mindre snestorm, der finder sted uden for de mørke vinduer.

Denne varme stemning af gammelt venskab bæres med ind i Store Sal, hvor over 200 mennesker har samlet sig i spændt forventning. Allerede ved dialogens start mærker jeg, at vi har at gøre med to store personligheder, der begge har noget på hjerte, og som har en særlig måde at anskue virkeligheden på. De viser begge nærvær og lyst til at høre hinanden fortælle, og de følger flittigt op på hinandens ord.

Deres fælles livsanskuelser står tydeligt frem, men man kan også mærke, at de er kunstnere inden for hver deres felt – musikken og litteraturen. Olsen illustrerer sine pointer gennem farverige og humoristiske anekdoter, mens Gudmundsson, med en ofte tøvende start, kæder sine tanker sammen til sjove og dybsindige historier samt smukke digte.

Med udgangspunkt i deres rødder lægger Gudmundsson og Olsen ud med at etablere deres største fællestræk: Fortælleuniverset. Hvordan fortællekunsten er en del af dem, de er, og de steder, de kommer fra. Tilbagelænet og med store armbevægelser beretter Olsen engageret om, hvordan de voksede op i små indelukkede kulturer, hvor man lærte at fortælle historier. Særligt deres fædre – Olsens far var landpost og Gudmundssons taxachauffør – skabte denne fortællekultur i en tid, hvor bekymringerne endnu ikke var opfundet, og det havde stor indflydelse på sønnerne.

Det er særligt i samtalen om deres opvækst i fiskebyerne Frederikshavn og Reykjavik, at jeg fornemmer den stærke sammenhæng mellem fortælleuniverserne i Gudmundssons skønlitteratur og Olsens musik, og temaet om mennesker på kanten. Som Gudmundsson nævner, så ville Beatles’ musik heller ikke være det samme uden deres opvækst i havnebyen Liverpool.

Her når vi til aftenens kernepunkt, som ligger begge fortællere meget på sinde og knytter dem sammen: På trods af disse geografiske yderområder, så er vi, i vores fortælleunivers, de samme over hele verden. Med kloge ord udtrykker Gudmundsson den vigtige og alligevel simple pointe, at kloden er rund og  at der derfor ikke findes nogen udkanter. Selvom begge fortællere i deres romaner og musik skriver om social retfærdighed, så siger – ja, nærmest råber – Olsen, at Udkantsdanmark er en myte, som københavnerne er kommet på, og at tanken om centrum findes overalt: Alle føler sig som verdens centrum. Men i det fællesskab vi finder i kulturen – i litteratur og musik – går man ikke ind for idéen om et centrum.

Hos både Gudmundsson og Olsen bunder denne tankegang i deres virkelighedsopfattelse. Da moderator Jannie Schjødt Kold spørger til deres fælles portrættering af jævne folk, afbryder Olsen hende med spørgsmålet: “Hvem er ikke jævn? Kan du give mig et eksempel på et ikke-jævnt menneske?”  Gudmundsson uddyber Olsens pointe og forklarer, at hans intention var ikke at skrive om jævne mennesker, men at skrive om de mennesker, hvis historie manglede at blive fortalt. I hans mest kendte roman, Universets engle, følger man således den sindslidende og fattige Paul gennem hans ensomme tilværelse. Gudmundssons poetiske beskrivelser benævnes ofte magisk realisme, men som både han og Olsen pointerer, så er magien en del af virkeligheden. Der er ingen kulturkløft og intet Udkantsdanmark – der er kun den virkelighed, som vi alle er en del af.

Trods Islands og Danmarks lille befolkning og størrelse, så er de altså hverken i udkanten eller ubetydelige i verdens kultur. Gudmundsson er stolt af sit lands historie, og som en af landets vigtige stemmer, slutter vi af med en smuk oplæsning af hans digt om Islands sjæl, 'Kampråb fra Nord'.

Jeg går derfra med en følelse af at have overværet en venskabelig, dybsindig og humoristisk samtale præget af stort nærvær, aktualitet og engagement. Det er forfatter- og musikerarrangementer som disse, der bekræfter tanken om, at der ikke findes kløfter i kulturen – hverken mellem lande eller mellem udtryksformer.

0
Din bedømmelse: Ingen