Klassikeren: Amalie Skram - et ganske mærkeligt menneske

Oprettet: 27.03.2002 - 09:00

Klassikeren: Amalie Skram - et ganske mærkeligt menneske skrevet af bibliotekar Marit Haugaard

Kontroversiel og kritiseret i sin samtid, i dag en af de mest læste og værdsatte forfattere i både Danmark og Norge.  Amalie Skram er blevet beskrevet som "et ganske mærkeligt menneske", og hun havde da også et usædvanligt liv og skæbne.  

Biografi
Berthe Amalie Alver fødtes 1846 i Bergen og voksede op sammesteds. Faderen var købmand, mens hendes mor kom fra fattige kår. Amalie kom i en dyr privatskole, hvor hun fortsatte sin skolegang selv efter, at faderen var gået konkurs og havde forladt familien. Der lærte hun alt det, man anså for væsentligt for en 'rigtig' kvinde.

18 år gammel giftede hun sig med kaptajn Bernt Ulrik August Müller og opnåede på den måde noget, som var få af den tids kvinder forundt, nemlig at se verden og at opleve livet til søs. Amalie skuffedes dog over ægteskabet, der ikke levede op til hendes forventninger om et jævnbyrdigt forhold. Efter et nervøst sammenbrud søgte Amalie om separation i 1877 og flyttede til Oslo for der at ernære sig som skribent og oversætter. Kort tid efter den endelige skilsmisse i 1882 fik hun sin skønlitterære debut med novellen Madam Høiers Leiefolk i Nyt Tidsskrift. Hun mødte også den danske forfatter Erik Skram, som hun følte et åndeligt og litterært fællesskab med - tre år før havde han udgivet romanen Gertrude Coldbjørnsen, der tematisk falder i tråd med Amalie Skrams ægteskabsromaner. De giftede sig i 1884, og Amalie flyttede til København, hvor hun året efter udgav sin første roman. Heller ikke Erik Skram, som hun tidligere havde elsket højt, blev den livsledsager, hun havde drømt om, og de blev skilt i 1900. Amalie Skram døde fem år senere, syg, fattig og nedbrudt.

Ægteskabsromanerne
Kvindefrigørelsen i 1970'erne gav Amalie Skrams ægteskabsromaner en renæssance. Selv om de beskrev en forgangen tids kvindeliv, var - og er - de yderst aktuelle. Constance Ring (1885), Lucie (1888), Fru Inès (1891) og Forrådt (1892) bygger på erfaringerne fra det første ægteskab, hvor hun som ung og på alle måder uerfaren blev giftet bort til en mand, der havde prøvet lidt af hvert, og som betragtede sin hustru dels som en pyntegenstand, dels som et sexobjekt. I bøgerne gør hun op med den dobbeltmoral, der prægede kvindesynet.

Nøgleromanerne
I 1895 blev Amalie Skram indlagt på København Hospitals 6. afdeling (sindssygeafdelingen) og på sindssygehospitalet Sct. Hans efter et nervesammenbrud. Resultatet var de to nøgleromaner Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895), hvori hun stærkt kritiserede det psykiatriske system, repræsenteret ved professor Hieronimus. Mange kunne nikke genkendende til den kendte psykiater Knud Pontoppidan, og romanerne var væsentlige indlæg i den herskende psykiatridebat. Mange mener, at Pontoppidan blev uretfærdigt behandlet i bøgerne, idet han havde indført en række reformer på afdelingen. Debatten forårsagede imidlertid, at han søgte sin afsked og blev ansat ved det, der dengang hed Sindssygeanstalten i Aarhus. Men synsvinklen i bøgerne er hos den kvindelige patient, der føler sig umyndiggjort og undertrykt både af mændene og af videnskaben - tvangsindlagt af sin mand og "behandlet" af en mand, der bruger videnskaben som dække for undertrykkelsen.
Bøgerne fik et come-back sidst i 1970'erne, hvor det psykiatriske system atter var under debat. I 1978 dannede de bl.a. grundlag for Tv-spillet Else Kant med manuskript af Kirsten Thorup.

Interesserede kan læse mere i:
Johan Bremer: En diktertragedie. En psykiatrisk patografi om Amalie Skram. Oslo, 1966. 

Naturalismen
I årene 1887-98 skrev Amalie Skram storværket Hellemyrsfolket i fire bind. Et femte bind var planlagt, men skilsmisse, dårligt helbred og dårlig økonomi kom i vejen. Bøgerne skildrer samfundsudviklingen gennem det meste af det 19. århundrede med udgangspunkt i en bonde- og fiskerfamilies sociale nedtur. Bøgerne regnes i dag for at være et af naturalismens hovedværker i norsk litteratur.
I 1992 dramatiserede Amalie Skrams bysbarn, Gunnar Staalesen, Hellemyrsfolket, og forestillingen blev opført som to helaftensforestillinger på Den Nationale Scene i Bergen. Hans eget storværk om Bergen i det 20. århundrede kan ses som en parallel.

Amalie Skram og Norge
Amalie Skram regnes i dag for at være en af Norges største forfattere og hører til ethvert litteraturpensum. Sådan var det ikke, da hun levede. Da hun i 1882 debuterede i Nyt Tidsskrift med novellen Madam Høiers Leiefolk, blev hun voldsomt kritiseret for den hudløst udleverende naturalisme, som ikke var i ånd med, hvad forfattergruppen i Norsk Kvindesagsforening foreskrev. Det var derfor nok en lettelse for alle parter, da hun i 1884 flyttede til Danmark, hvor hun skrev de romaner, hun i dag er kendt for.

Læs mere om Amalie Skram:

Dagbladet
Forfatterportræt i den norske avis Dagbladet.

Relaterede links:
Om Erik Skram:
Dansk Nationallitterært Arkiv
Portræt udarbejdet af Det Kongelige Bibliotek

BogWeb - 27. marts 2002

0
Din bedømmelse: Ingen