Kim Leines bekendelser

Oprettet: 18.11.2007 - 13:06

Kim Leine gæster for første gang BogForum, både som tilskuer og på scenen. Derfor er Litteratursiden rigtig glade for, at han ville lægge vejen forbi standen lørdag eftermiddag til et interview om arbejdet med at skrive den meget anmelderroste og personlige erindringsroman Kalak.
 
Kalak er en dybt personlig beretning om et liv i misbrug på flere planer. For at kunne skrive om sine oplevelser og traumer, har Kim Leine været nød at træde et skridt tilbage og se sit liv nøgternt udefra. Det handlede om at se fanden i øjnene, som Kim Leine selv formulerede det. I andre perioder af skrivefasen var han omvendt nød til at gå dybt ind i sig selv. I det hele taget har det været en udrensende proces at skrive romanen. På spørgsmålet om hvordan omgivelserne reagerede på at han brugte dem som stof til sin roman, svarede Kim Leine at han spurgte dem om lov, og de har alle reageret positivt.
 
Allerede som ung havde Kim Leine en drøm om at blive forfatter. Han skrev noveller og et par romaner, men det fungerede ikke rigtigt. Det var først, da han mistede sin autorisation som sygeplejerske på grund af sit misbrug og ikke havde ret meget at gøre med socialt eller materielt, at han fik hul på sin historie. Da han først var i gang, tog det ham kun 3-4 måneder at skrive den færdig. I første udkast fyldte skriveriet meget i Kalak. Det var blevet til en metaroman, dvs. forfatteren snakker med sig selv i roman, men det blev luget væk i 2. omgang.
 
Store dele af romanen foregår på Grønland, et land som Kim Leine holder utroligt meget af. Da han i 1989 flyttede til Grønland med sin familie for at arbejde, havde han brug for en ny identitet. Det var en måde at lægge alt det grimme fra hans ungdom bag sig. Han lærte hurtigt at tale sproget, spiste det samme som Grønlænderne og levede i det hele taget som grønlænderne. Han blev accepteret og kaldt ”kalak” (betyder ”din skide grønlænder”), både på sarkastisk og anerkendende vis.
 
Og hvordan gik det så hovedpersonen siden hen synes at være et godt afsluttende spørgsmål. Udover at læse romanen, som varmt kan anbefales, så kan Kim Leine ikke afvise at han måske skriver endnu en identitetsroman om sig selv engang i fremtiden. Ifølge forfatteren kan man først kalde sig rigtig forfatter, når man har skrevet to romaner. Alle har en historie at fortæle, men at ryste op med to eller flere er sværere. For tiden arbejder han i øvrigt på en roman om sin farfar, der slog en mand ihjel i 1938, og den vil jeg glæde mig meget til at læse.

0
Din bedømmelse: Ingen