Af litteraturstuderende Martin Laurberg.
De seneste 30-40 år har set en enorm vækst i interessen for indisk litteratur. Det har flere grunde. For det første den rent praktiske, at megen nutidig indisk litteratur er skrevet på engelsk (mere end 50 millioner indere er engelsktalende), hvilket gør den umiddelbart tilgængelig for et vestligt publikum. For det andet er der ofte tale om enormt spændende og velskrevne bøger, der kan konfrontere læseren med et univers, som næppe findes i europæisk litteratur.
Den kendteste og mest omdiskuterede indiske forfatter er uden tvivl Salman Rushdie, hvis romaner spiller en helt central rolle i den moderne indiske litteratur. En hans bedste romaner er klassikeren 'Midnatsbørn' (1981), der handler om den rodløse og stornæsede Saleem Sinais søgen efter sin identitet.
Sallems liv forløber parallelt med Indiens historie efter Pakistans selvstændighed i 1947, således at der på en vellykket måde skabes en forbindelse mellem den personlige og den nationale fortælling. Rodløsheden genfinder man i hans andet værk 'Jorden under hendes fødder' (1999), der handler om rocksangeren Ormus Carma og fotografen Rai Merchant, som forlader Bombay for at rejse til Vesten - Ormus i en stræben efter rigdom og berømmelse, Rai i et forsøg på at undslippe de hjemlige, klaustrofobiske rammer.
Af andre absolut anbefalelsesværdige romaner kan nævnes 'Skam' (1983), 'Maurerens sidste suk' (1994), samt 'De sataniske vers' (1988), der skaffede Rushdie en dødsdom på halsen. Det karakteristiske ved alle hans romaner er det hvirvlende og anarkistiske sprog, der resulterer i en cocktail af humor og poesi, samt brugen af groteske personer og hændelser til at belyse historiske, kulturelle og menneskelige forhold.
Den anden uundgåelige, når talen falder på indisk litteratur, er Vikram Seth. Forskellen mellem Rushdie og Seth kan ses i deres forskellige brug af musik i deres romaner: Rushdie skriver om rockmusik i 'Jorden under hendes fødder', mens Seths roman fra samme år 'Den eneste musik' (1999) handler om forholdet mellem personerne i en strygerkvartet: Violinisten Michael møder en dag sin tidligere studiekammerat Julia i en bus i London.
Herfra udvikler historien sig som en blanding af de tos kærlighed til hinanden og til hinandens musik. Seth stiller sig selv i en højrisikozone for pladdersentimentalitet - parallellen mellem musik og kærlighed bliver nemt ret svulstig - men romanen er ikke desto mindre en fremragende skildring af personerne og deres indbyrdes forhold.
Seths hovedværk må imidlertid siges at være den 1300 sider lange roman ('En passende ung mand', 1993) om den 19-årige pige Lata, hvis forældre desperat søger at finde en mand til hende. Herfra udvikler historien sig til at blive en omsiggribende skildring af Nordindien i 1950'erne. Romanen er skrevet i et meget levende sprog, og plottet er fænomenalt skruet sammen, således at man på intet tidspunkt kedes.
Også inden for novellegenren finder man spændende indiske navne, og man kan i den forbindelse fremhæve Vikram Chandras novellesamling 'Kærlighed og længsel i Bombay' (1997). Bogens første novelle, 'Dharma', handler om den etbenede eksgeneral Jago Antia, som plaget af fantomsmerter rejser tilbage til sin families gamle hus, som han har til hensigt at sælge. Det viser sig imidlertid at være temmelig vanskeligt, idet huset er hjemsøgt af et spøgelse, som kræver et møde med Jago. Som mange af Chandras andre historier er Dharma en poetisk historie om en mand, som konfronteres med sin fortid.
En anden forfatter, som bevæger sig inden for novellegenren, er Anjana Appachana, hvis bog 'Incantations and Other Stories' (1991) er absolut anbefalelsesværdig. Hendes historier er ofte morsomme, og det kan være ret interessant at konfrontere sig selv med den indiske humor.
Et eksempel er novellen 'When Anklets Twinkle' om ægteparret Srivasta, som forsøger at udleje en lejlighed til den unge mand Rao, der imidlertid kræver huslejen nedsat, fordi det tilsyneladende spøger i lejligheden. Det resulterer i en lidt mærkelig huslejediskussion, der ender med, at fru Srivasta pludselig underbyder Raos krav.
En sidste stjerne i den indiske litteratur er Amitav Ghosh. Ghosh blev blandt andet kendt for 'Dancing in Cambodia, At Large in Bombay' (1998), der er en slags historie-journalistisk blanding af en cambodjansk dansetrups rejse til Paris i starten af århundredet, Pol Pots rædselsregime og Cambodja i dag.
Bogen er stærk læsning i kraft af den frygtelige historie, men den er virkelig god, fordi den aldrig bliver plat eller forsimplende. Ghoshs øvrige produktion tæller blandt andet romanerne 'Skyggelinjer' (1988) og 'Glaspaladset' (2000), der, efter kritikken at dømme, begge kan anbefales.
Kommentarer