Lovecrafts fortællere søger ned i havdybet, ind i væggene, op i bjergene, ud i det ydre rum. Af litteraturstuderende Johanne Schmidt
En rislen, et skred, dét er stemningen i de tre noveller ”Skyggen over Innsmouth” (1931), ”Den hviskende i mørket” (1930) og ”Rotterne bag murene” (1923), samlet i Skyggen over Innsmouth. Man ophidses så sælsomt af dette groteske univers og deler på den måde position med fortællerne, der på én gang væmmes og drages.
Skyggeliv bag husmurene
Den navnløse jeg-fortæller i ”Skyggen over Innsmouth” opsøger på sin ungdoms dannelsesrejse sine forfædres hjemegn. Da han undervejs hører om den afsides og lidet flatterende havneby Innsmouth, kan han ikke dy sig for at slå et smut forbi; han suges ind som en magnet. Men da først han har ladet sig favne af den skygge, der hviler her, er det ikke sådan lige at finde tilbage til solen og klarheden igen.
Chaufføren i det busvrag, der kører til Innsmouth, varsler med sine dybe nakkefolder, uudviklede ører og en hud, der skaller af, om de forestående uhyrligheder: ”Endnu før jeg lagde mærke til nogen detaljer, bredte der sig en spontan aversion i mig, som hverken kunne holdes i ave eller forklares” (19). Og flere frastødende, ikke-helt-menneskelige væsener møder fortælleren i det ellers faldefærdige og øde Innsmouth. Dog, bag de forladte, bræddebeslåede huse høres sære, skrabende lyde, hvilket tyder på liv, som er gemt af vejen. Noget helt ufatteligt lurer bag facaderne.
Efter at have fået byens fantastiske, grumme historie udlagt af en lokal dranker, har fortælleren fået nok. Men noget er i gærde: Så er bussen gået i stykker, så er låsen til hotelværelset væk. Den nat bliver han vidne til et forfølgelsesoptog af dimensioner, der bølger ud af det afgrundsdybe klipperev, hvorfra skyggen i sin tid bredte sig. Han ser dem, hybriderne: ”Deres form antydede svagt en antropoide, mens deres hoveder var fiskehoveder, med vidt udstående øjne, der aldrig lukkedes” (79).
Den tomme overflade, havets blanke spejl, det tilsyneladende fravær af liv, er kun den ene side af mønten. Sætter man skovlen i, vælder det ud med uformeligt, uforståeligt, men livskraftigt, kaos. Fortælleren starter en proces af ’antropomorfisme’ – det, han møder, bliver mere og mere umenneskeligt.
Rotterne i jeget
Og hvad egentlig med ham selv? Han slipper væk, og dog kan han ikke slippe det, han så. Så snart han er på sikker grund igen, graver han videre nedad, i sin fortid, han kan ikke holde fingrene væk. Her finder han sindssyge, selvmord og glasøjne, der aldrig blinker.
De klæbrige fiskemonstre der bebor verdens yderste flække, civilisationens grænsevogtere, er pludselig også en mørk tyngde i fortælleren selv. Der er ikke tale om nogen ’ren’ anden, som man kan identificere sig selv som modsætningen til – jeg' et er selv monstret.
I ”Rotterne i murene” er jeg-fortælleren en respektabel forretningsmand, hvis fornemme æt dog ikke kan beskytte ham mod det irrationelle. Efter at have restaureret sine forfædres gamle slot, hører han lyde i væggene af helt abnormt mange rotter, som styrter sig nedefter. Slottet er her billedetpå menneskeslægtens krop, murene er knoglerne. De solide, hvidkalkede mure må vige for en råddenskab så dyb, at den gnaver helt inde fra marven.
Til sidst bliver de virkelige knogler fundet, med marven suget nådesløst ud. Her slipper forretningsmanden hæmningerne og overgiver sig til sin fortids magt. Bliver han sig selv, eller bliver han sindssyg? I hvert fald erfares det, at vi aldrig kender os selv, at vi kan blive fremmede for, hvem vi troede vi var og blive til det, vi afskyr mest af alt.
Verden er så stor så stor, hvisker det
Hos Lovecraft kvækker alt det, der ikke kan indfanges af det rationaliserede samfunds formel, under hver en sten. Tiden og rummet (de menneskelige erkendelsesformer) forplumres, og tilbage er kun åbne skakter og frit fald.
I ”Den hviskende i mørket” bibringer rumvæsener fra en fjern planet viden, der relativerer ”vort kendte rum-tid-kosmos” (157), og de åbner med kirurgiske snit for svimlende dimensioner af såvel virkelighed som menneske.
Lovecrafts fortællere søger ned i havdybet, ind i væggene, op i bjergene, ud i det ydre rum. Og netop ved at søge væk fra centrum, kommer de tilbage til essensen.
Rumvæsenerne hakker rundt i Jordens indre, og det viser sig, at de har været her fra begyndelsen. Således kan det, der kommer langt udefra og det, der banker allerinderst inde, ikke adskilles. Rummet bøjer indad og udad, mens tiden sigter bagud.
Fortællerne søger sig selv gennem deres fortid, men de finder noget helt andet, som så alligevel er dem selv. Grænsen er en illusion. De lyserøde hybridkroppe, folk spotter i bjergfloderne, er både frastødende og dragende, fordi de materialiserer den udefinerbare rest, som mennesket udstøder fra sig selv, men som dog også er dets selv.
Livet er ikke glat og let, tiden ikke kronologisk, rummet ikke geometrisk og fortiden ikke død.
Lovecrafts vrangvendte fortællinger giver dybden tilbage til mennesket, men en absurd dybde, der samtidig fremmedgør. På den måde tematiseres og problematiseres den moderne, i grunden meningsløse, formaliserede virkelighed.
Kommentarer