Af litteraturstuderende Martin Laurberg
Kanonudvalgets liste over litteratur, som danske børn bør læse i skolen, har fået drøje hug fra alle sider. Et oplagt og meget omdiskuteret punkt er kønsfordelingen: Mens der er 13 mandlige forfattere på listen, står Karen Blixen (1885-1962) alene som kvinde. Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, at udvalget i den grad har foretaget en ensidig kønsfordeling, og der vil sikkert kunne findes en række andre kvindelige forfattere, der med rimelighed kunne tages med i kanon.
Alligevel er det måske interessant nok at diskutere de forfattere, der er taget med på listen, i stedet for at fokusere på, hvem der ikke er med. Hvis man læser Karen Blixen som andet end den ensomme repræsentant for det kvindelige køn, bliver man straks sporet ind på et andet af de temaer, der har været oppe at vende i kanondiskussionen, nemlig problemerne omkring en litterær kanon, der udelukkende fokuserer på danske forfattere og dansk sprog. Spørgsmålet om identitet er centralt hos Blixen, og hendes nationale tilhørsforhold er på mange måder højproblematisk.
Lad os først tage en omvej forbi Kanonudvalgets rapport, Dansk litteraturs kanon – Rapport fra Kanonudvalget. Her kan man læse, at ”Der skal undervises i litteratur, ikke med.” Hvad betyder det? Det betyder, at undervisningen ikke blot skal bruge litteraturen som eksempelmateriale for at gøre eleverne bedre til at læse eller diskutere udvalgte temaer. Hensigten er nærmere at opbygge elevernes læsefærdigheder for at sætte dem i stand til at forstå udviklingen i dansk litteratur og sprog.
Det er en pointe, der – som det er fremgået af debatten – kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange, fordi selve tanken om en særlig isoleret dansk litteratur og kultur let får nogle ret kedelige nationalistiske overtoner, der næppe har særlig meget hold i virkeligheden.
Karen Blixens forfatterskab er spændende i forbindelse med spørgsmålet om nationalitet. For det første boede hun i lange perioder uden for Danmark – alle kender historien om den kenyanske kaffefarm – og hun skrev og udgav desuden flere af sine bøger på engelsk, før de kom på dansk. Således udkom hendes første bog, novellesamlingen Seven Gothic Tales, på engelsk i 1934, hvorefter hun oversatte/gendigtede den på dansk og udsendte den under titlen Syv fantastiske fortællinger i 1935.
Derudover var Blixens læserskare, omgangskreds og litterære forbilleder i vid udstrækning ikke danske. Med mindre man tror på en sammenhæng mellem blod og nation, kan man derfor med rimelighed spørge sig selv, hvad det er, der gør Karen Blixen til en særlig eksponent for dansk kultur.
I forordet til den danske udgave af Syv fantastiske fortællinger skriver Blixen: ”Da jeg for min egen Fornøjelse skrev denne Bog paa Engelsk, tænkte jeg ikke, at den skulde faa Interesse for danske Læsere.” Herefter går hun over til i en undskyldende tone at tage forbehold for alle referencer til danske forhold i novellerne, der beskrives ”mere som en dansk Emigrants Fantasier over danske Temaer end som noget Forsøg paa Virkelighedsskildring.
” Det er vanskeligt at afgøre, hvad man skal lægge i Blixens forbeholdne og undskyldende tone. Det kan læses som et forsøg på at tale uden om visse fornærmende passager i novellesamlingen – for eksempel: ”I Danmark har alle Folk tykke Haandled og Ankler, og jo højere man kommer op i Samfundet, jo tykkere bliver de.”
Men det tvetydige og forbeholdne forhold til Danmark kan også læses på et mere generelt niveau, idet Blixen konstant tematiserer problemerne omkring identitet. Det er eksempelvis tilfældet i novellen Vejene omkring Pisa om den sørgmodige og blodfattige danske grev Augustus von Schimmelmann, der er rejst til Italien for at slippe væk fra sin problematiske kone og for at forsøge at forstå identitet.
Novellen er gennemgående præget af usikkerhed: Kvinder bliver forvekslet med mænd, personerne misforstår hinandens hensigter, og Schimmelmann har en mærkelig evne til at styre modløst og apatisk gennem fortællingen uden at forstå noget som helst.
Han mangler personlig substans og har ikke nogen særlig standhaftig mening om noget. Hans søgen efter identitet er rådvild, og fortællingens ellers temmelig bemærkelsesværdige hændelser har ikke rigtig nogen indvirkning på den. I en sådan afkræftet suppe spiller forholdet til Danmark eller mere generelt det nationale tilhørsforhold en marginal rolle. Det udgør ikke nogen identitetsskabende basis – tværtimod forekommer det nærmest latterligt – og måske er det netop det, som Blixen forsøger at undskylde for i forordet.
Blixens sparsomme respekt for den nationale basis sætter Kanonudvalgets liste i perspektiv. At lave en national kanon af forfattere, der for en dels vedkommende fornægter nationalitetens betydning, kan virke lidt spøjst. På den ene side forekommer det underligt uden videre at indlemme Karen Blixen i en kanon, der har et nationalt fokus.
På den anden side gør det en del af kanon-kritikken til skamme, fordi man vanskeligt kan beskylde Karen Blixens placering i kanonen som et forsøg på at dyrke ”danskheden”. Kanonudvalget angiver netop Blixens opgør med vedtagne normer – heriblandt kan man regne forholdet mellem menneske og nation – som baggrunden for hendes plads i kanonen. På den anden side fokuseres der kun på danske forfattere i kanonen, selv om langt hovedparten af dem har hentet al inspiration i udlandet.
Det er et komplekst forhold, der får kanondebattens karakter af fløjkrig til at virke unuanceret. Før man udbasunerer fordele og ulemper ved en national kanon, virker det fornuftigt at overveje, hvad det nationale i værkerne overhovedet er for en størrelse.
smag på bøgerne – en bid om dagen
