Kærligheden bag kraniet - om Hans Otto Jørgensens roman Exodus

Oprettet: 28.09.2010 - 12:06

Titlen peger på finkulturens brud med den jyske fortid, rejsen fra land til by, men også på en anden og dybere rejse. Af litteraturstuderende Johanne Gormsen Schmidt

“Men han ved ikke, hvad han næsten tør sige” (89). Eskild. Til sin bror Kaj. Det er dette usagte, disse knap erkendte følelser, der spænder ben for hinanden og skaber små ordmirakler, som gør læsningen af Exodus til en stor oplevelse.

De to brødre Kaj og Eskild vokser op på en gård i Salling, pigen Silke vokser op i et hus i Emdrup. De bliver voksne. Kaj rejser til København og gifter sig, Eskild bliver. Selve handlingen er hurtigt opridset og ikke voldsomt ophidsende. Dét er derimod den ømhed, som kryber ind mellem ordene, som vinder hjerter, og som vinder i sidste ende.

Eskild knokler på gården, så Kaj kan få sin uddannelse. Man kan se afstanden mellem de to brødre i det, at det kun var den ene, der fik mulighederne. Den bliver til et nag. Også den anden vej rundt: Kaj mister sin barndoms gård, sin fortid, uden videre, da Eskild sælger efter faderens død.

Men forskellen mellem brødrene har altid været der. Den allerførste sætning slår det fast: “Kaj er sin fader op ad dage” (9), igangsætteren, den udadvendte. Det er ham, der fortæller energisk om en mølle, han vil bygge.

Eskild kommer ikke til orde. Men han tænker over ordene: “Eskild vælter en sten til side, her er tusindben og grågrise, eller bænkebidere, som nogen kalder dem, men grågrise synes han, passer bedre. De futter rundt som grise, det er sådan, de er. Ligesom regnorme er lange og blege og tynde som regn” (9). Han holder sig for sig selv, sidder hos fårene, mærker deres varme ånde og bløde læber, han vil være tæt ved det levende, ned i detaljen, ned til det, man ikke sådan lige kan se.

Det kommer til at gå godt for Kaj, han læser på Polyteknisk Læreanstalt. ”Men hvad vil det sige at blive til noget” (71), spørges der så. Spørgsmålet om hvad der har værdi, og dermed også om Kaj og Eskilds forskellighed, er et omdrejningspunkt i romanen. Vi ved aldrig, hvem der spørger – det kan være fortælleren, men det kan også være Kaj selv. Man fornemmer, at der under den ordknappe, tildækkende stil lurer noget dybere, en tvivl.
Fortælleren har sin stemme. Den bestemmer fiktionsbevidst undervejs, om Silke skal have blå eller brune øjne. Og den foregriber skeptisk Kajs forhold til Silke: ”Da Silke kommer ind i billedet. Da han lærer en pige at kende. Han har været heldig, men hvad stiller han op med sit held” (72).

Silke står mellem de to brødre, ligesom hun som lille kiler sig ind i mellemrummet i de voksnes seng. Hun er fra byen, hun kender ikke gårdens dyr, men hun kender sommerfugle og guldfisk, og hun kan lide at se på deres tavse liv i dammen. I sengen mellem de voksne, hvor der er godt at være, genkender hun noget: ”I den lugt, der så er der. Når hun samtidig tænker på ordet hest, og det er den lugt af hest” (19). Der er noget i hende, som er fortroligt med dyrene, det levende. Som når Eskild har sat sig i høhækken oppe ved hestens hoved ”for at se ind i de blanke øjne, ind til den lille ært, som er sjælen, inde bag kraniet, hvor kærligheden bor” (27).

Vendepunktet kommer, da hun er på besøg på gården med Kaj, og Eskild betragter hende kærtegne hesten. ”Det er noget, han aldrig har set før, at nogen kunne være så glad for en hest” (82). Han forstår den ømhed, der er i det, og han forstår at sætte sig i hestens sted. Eskild og forbindelsen mellem Eskild og Silke (hvis navne i øvrigt er mistænkeligt ens) er meget fint skitseret.

Exodus er latinsk for udvandring og desuden navnet på Anden Mosebog, hvor turen går til Kanaans land. Hermed peger titlen på finkulturens brud med den jyske fortid, rejsen fra land til by, men også på en anden og dybere rejse.

Ligesom Eskild opholder sig af kærlig interesse ved roer og røde ribs, så giver fortælleren et rørende og sympatisk billede af landbrugssamfundets eksistenser. Der er en nær sammenhæng mellem Eskild og Hans Otto Jørgensens måde at skrive roman på. Vægten er ikke lagt på det spændende og fremadrettede, der kan knyttes til handlingens mand Kaj. Nej, det er sproget, der er så mesterligt, i al sin originale enkelhed, og den inderlige dvælen ved detaljerne – lig Eskilds følsomhed og sanselighed. Der er noget poet over ham, i det at han besjæler alting.

Hans Otto Jørgensen kaster om sig med udgivelser for tiden. Han har lidt senere i år udgivet By og hest, et endnu mere eksperimenterende værk, endnu mere moderne kunne man sige. Handlingen er ikke lige til at få hold på, men den er barsk: én krop pukles i sænk på en gård, en anden sælges på Strøget. Der er ikke megen idyl at hente i de fragmenterede erindringer, og dog.

”Sådan som det er at være tusind år, når der er gået hul på en, og man har forsøgt at stoppe hullet med gaze. Som halmviskerne i de baldrede ruder i stalden. En død kalv som prop i en å. Det er det svineri, der er efter det. De blodige bind. Når der bliver lyst på én med røntgen. Det er de skygger, man så har i sig. Når man bliver billede” (122-123).

Det er tiden og erindringerne, det stof man er gjort af, som bliver til billeder. Vi vil aldrig stoppe med at skrive, selv på en papkasseø, får vi at vide. Dét, at poesien er at finde i guldfisk, heste og pap, overalt hvor der gror liv, forener By og hest og Exodus. Hans Otto Jørgensen skaber her med sine egne, fortættede ordbilleder en yderst læseværdig hyldest til de uanselige små ting, til livet som dunker i stenen, til kærligheden og kunsten.

0
Din bedømmelse: Ingen