Kærlighed i liggestolen

Oprettet: 02.07.2001 - 08:00

Kærlighed i liggestolen

skrevet af Marianne Majgaard Jensen. Bibliotekar



Sådan!

Liggestolen står klar sammen med en kælderkold pilsner; oven over alting er himlen blå med små skytotter. Det er sommer, det er ferie, og det er tid for årets dosis af underholdende kærlighedsromaner.



Og hvilke bøger skal man så vælge? Mon de er hjemme på biblioteket? Nej, det er de ikke! De forfattere, man kender, er lånt ud næsten allesammen, og de tre forkølede bøger, der står tilbage på hylden - dem har man selvfølgelig læst. Derfor vil jeg her fortælle om nogle bøger og forfattere, som jeg selv har nydt i selskab med liggestolen og den kælderkolde:



"Dameromaner" bliver de sommetider kaldt af velmenende kulturskribenter. Og bøgerne er først og fremmest skrevet til kvinder. Deres forfattere er dygtige håndværkere inden for deres fag, de skriver for at underholde og fornøje, og de har millioner af læsere over hele verden.



Den amerikanske bestseller-forfatter Danielle Steel er kendt af mange læsere, ikke mindst fordi hendes bøger er blevet filmatiseret og har været vist i fjernsynet. Hendes første bog kom i 1979, og siden har hun skrevet over 40 bøger, som er solgt i 430 millioner eksemplarer. Man kan låne en snes forskellige bøger af hende. De er skåret over nogenlunde samme læst, forudsigelige i handling og personer, men god afslapning. Prøv f. eks. Zoya, Gensynet, eller Hjertebanken.



Vi hopper over Atlanten til Cornwall, og har man sagt Cornwall, siger man også Rosamunde Pilcher . Hun er fra 1924, og har efterhånden skrevet over 30 bøger. De bedste er Konkyliesamlerne, September og senest Vintersolhverv om en pensioneret skuespillerinde, der finder kærligheden samtidig med, at hun tager sig af en flok mennesker, som tilfældigt havner under samme tag en jul i snestorm. Hendes øvrige romaner er tyndere, både i sidetal og med hensyn til den historie, der bliver fortalt. Men de smukke stemningsbilleder fra Cornwall eller det skotske højland gør hendes romaner til god underholdning.



Mary Wesley blev født i England i 1912 og skrev sin første bog som 70-årig. Den fik straks et stort publikum, som har fulgt forfatteren lige siden. Hendes bøger foregår ofte i mellemkrigstiden eller under Anden Verdenskrig. De er fulde af humor og varme, og hendes kvindelige hovedpersoner er stærke kvinder, der tør tage ukonventionelle beslutninger, når den uregerlige kærlighed laver rod i deres liv. Jeg anbefaler Et med tapetet om den unge Juno, der pludselig står gravid og ugift uden familie eller penge, og Kamille-engen, hvor vi følger en flok unge menneskers udsvævende liv i skygge af krigen.



Maeve Binchy
er blevet mange kvinders yndlingsforfatter. Hendes personer er ikke så éntydigt gode eller onde som Pilchers og Steeles, og hun skriver i højere grad om almindelige menneskers dagligdags problemer. Men hun er god til at fortælle en historie fra det Irland, hvor hun blev født i 1940 og har boet det meste af sit liv. Hun var oprindelig lærer, men kørte træt i arbejdet, og som 43-årig udgav hun sin første bog. Læs f. eks Tara Road, om Ria, som må bygge sin tilværelse op påny efter en brat skilsmisse, eller Den italienske klasse, som følger en gruppe meget forskellige mennesker på et aftenskolekursus i italiensk.



Det er i høj grad nutidige problemer, der optager Joanna Trollope. Men hun fortæller en god historie med levende personer og gang i handlingen, der får løst problemerne. Læs Giftes med elskerinden om familien, der rystes, da en 62-årige familiefar forlader sin kone til fordel for den unge elskerinde, Den nærmeste familie om en landbofamilie, der rammes af sorg og tab, hvor den unge pige Zoe bliver den lysstråle, der bringer familien videre, eller Andre folks børn, der på én gang vedkommende og underholdende fortæller om problemerne i en skilsmisse-familie med dine, mine og vores børn.



Det var fem af de store underholdningsforfattere. Men der er mange andre, man kan kaste sig over: Rosie Thomas skriver store romaner med drama, kærlighed og en god historie, f. eks. Den hvide due og En leg med livet. Mere kulørt - men absolut underholdende - er Barbara Bickmore med Akaciens skygge og På hjertets bekostning samt Barbara Taylor Bradford En stærk kvinde og Emma. Prøv også Leona Blair Fascination eller Skæbnens veje. Disse forfattere har skrevet adskillige andre bøger, der kan lånes på biblioteket.



Vi man gerne læse serier, kan man gå i gang med den franske forfatter Régine Deforges' bøger om Lea, som man følger gennem krig og kærlighed fra hun er ung pige under Anden Verdenskrig til hun er en moden, gift kvinde, der tumulter rundt i verdens brændpunkter i Sydamerika, Vietnam og Cuba; første bind hedder Pigen med den blå cykel. Tiden omkring Anden Verdenskrig er også udgangspunktet for Bodie Thoene i serien om den unge, jødiske violinist Elisa, der begynder med Præludium i Wien. Thoene har skrevet andre serier, bl.a. Galway-krøniken om Irlands historie, hvor første del hedder Kun floden løber frit.



Andre forfattere har kun en enkelt eller to bøger stående, og derfor kan de være sværere at få fat på: Marcelle Bernstein En nonnes kærlighed, Elizabeth Buchan Hjertets hemmeligheder, Den fuldkomne kærlighed og En ambitiøs kvinde, Nicholas Evans med Hestehviskeren og Ulvefælden. Af Jean Marsh finder man Modehuset Eliott, og Gloria Goldreich har skrevet Drømmenes år. Vi skal også have et par ældre forfattere med; læs Georgette Heyer En adelsmand eller Louisa M. Alcott Kærlighedsjagten.



Danske forfattere kan også være med i selskabet: Jane Aamund behøver næppe nærmere præsentation. Colorado drømme og Kamæleonen bliver revet ned fra hylden lige så snart, de er sat derop. Jeg kan nu bedst lide serien om hendes stærke, temperamentsfulde farmor Klinkevals, Juliane Jensen og Oven vande. Af Ester Bock kan man læse den moderne familie-saga om dyrlægefamilien Bech; den begynder med Grønne grænser og når helt op til nutiden i den sjette og nyeste bog i serien Mens graven kastes. Maria Helleberg har skrevet flere historiske romaner, bl.a. Statholderens hustru fra det antikke Rom, men hun skriver også nutidsromaner, prøv Undtagelsestilstand. Og så kan man kigge på Mette Winge, hvis romaner er både underholdende, velskrevne og med en god historie, Når fisken fanger solen om Sophie Brahe i 1600-tallet, og den nutidige Sandflugt.



Dette var blot et udpluk. Der findes mange andre forfattere, man kan fortsætte med som vinterlæsning, når vejret ikke er til andet end sofahjørne og kakao. Men indtil da:

God læselyst og god sommer!
 







BogWeb - 2. juli 2001

0
Din bedømmelse: Ingen