Jonas Eika Rasmussen og Ursula Scavenius får debutantpriser

Oprettet: 30.09.2016 - 16:35
Foto: Lene Andersen

Litteratursiden har været med til at uddele Munch-Christensens Kulturlegat på 2 x 50.000 kr. til Jonas Eika Rasmussen for Lageret Huset Marie og Ursula Scavenius for Fjer. Prisoverrækkelse fandt sted i fredags, den 30. september på Vejle Bibliotek og er Danmarks største debutantpris. 

Som rigtig fin optakt til den festlige prisoverrækkelse fortalte forfatter og tidligere prismodtager Hanne Højgaard Viemose om, hvad prisen har betydet for hende, og hun læste op af en kommende tre' er!

Herefter fulgte selve prisoverrækkelsen til de to forfattere, som begge var tydelig rørte over at motage prisen.

Læs pristalen til Jonas Eika Rasmussen af  litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra juryen.

Læs pristalen til Ursula Scavenius af kritiker Lars Bukdahl fra juryen. 

Begge bøger har udmærket sig blandt årets 37 indstillede debutantudgivelser, som har haft en meget høj kvalitet. Læs mere om de shortlistede.      

Mød Jonas Eika Rasmussen og Ursula Scavenius på LitteraturStedet i Åby    

Den 8. oktober kl. 11.00 kan du møde begge forfattere når Litteratursiden i samarbejde med Aarhus Kommunes Biblioteker står for et arrangement, hvor der både vil være samtale og oplæsning ved de to prisvindere. Chefredaktør på Litteratursiden, Lise Vandborg er moderator i samtalen med forfatterne. 
Se også udstillingen om debutanter på Litteraturstedet på Åby BIbliotek.

I onsdags var chefredaktør på Litteratursiden, Lise Vandborg i TV2 Østjylland for netop at tale om årets debutanter og nogle af de tidligere vindere. Se indslaget her. 


FAKTA OM BODIL OG JØRGEN MUNCH-CHRISTENSENS KULTURLEGAT
Legatet blev stiftet efter Vejles tidligere landskendte boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen. Prisen uddeles én gang årligt til to yngre forfattere, der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Prisen blev uddelt første gang i 2006. Ud over  Hanne Højgaard Viemose har forfattere som Kim Leine, Maja Lee Langvad, Asta Olivia Nordenhof , Caspar Eric  og Yahya Hassan modtaget Kulturlegatet.

Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden, Lise Vandborg, og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.


Foto: Lene Andersen 

0
Din bedømmelse: Ingen