Jeg ville skrive en mønsterbryder roman

Oprettet: 31.08.2009 - 11:23

Forfatter: Robert Zola Christensen

Robert Zola Christensen (f. 1964) har skrevet både børnebøger, digte, noveller, fagbøger og romaner og har i det hele eksperimentet med både fiktionen og non-fiktionen.

Robert Zola Christensen fortæller om sin roman "Aldrig så jeg så dejligt et bjerg". Det er en bog om en mønsterbryder. Om de problemer det gir når man befinder sig i et nyt miljø, men føler sig mere hjemme i et andet.

Jeg har tænkt meget over det billede du tegner af Allan, som en mønsterbryder. Han kommer ikke fra et akademikermiljø, men har arbejderforældre. Det var han jo ikke alene om i 80'erne. Er det fordi Allan tabuiserer det, at det bliver så voldsomt et problem?

 

Det er interessant, at du spørger til Allan som et virkeligt menneske, der går rundt herude i virkeligheden. Jeg tænker aldrig mine personer som virkelige, psykologiske eksempler på levet liv. Jeg skriver ikke med hovedet på den måde, men med alle mulige andre kropsdele som hjertet og maven. Jeg bebor, de personer, jeg arbejder med indefra, går ind i romanen og lukker døren og kommer først ud igen, når romanen er færdig. Hvorvidt de er eksempler på det ene eller det andet: det kan andre svare lige så godt på som mig selv, vil jeg mene. Jeg skriver blot det bedste jeg har lært, gør alt, hvad der skal til, for at romanen fungerer som litteratur, ikke som virkelighed.

Romanen er en uforbeholden kærlighedserklæring til Allans mor, men har hun passet alt for godt på ham - så han slet ikke kan klarer sig selv?

 

Om, hun, moren har passet for godt på Allan: you tell me! Jeg kan godt snakke med, men mine bud er ikke mere rigtige end andres. Tit har jeg oplevet, at læsere kan oplyse mig noget om personerne, som jeg slet ikke selv har set.

Det har hun sgu nok, faktisk. Ikke noget jeg har overvejet!!

Er det hans usikkerhed, der er skyld i at han ikke opdager, hvor mange andre akademikere, der har samme baggrund som ham?

Jeg tror, at man kan opleve at blive fanget på mellemhånd. Man tager afstand fra og distancerer sig fra sin arbejderbaggrund, men den klæber, og man træder måske ikke ind og bliver et helt og fuldt medlem af Den akademiske klasse. Fordi man ikke har fået dannelsen ind omkring middagsbordet under sin opvækst, man føler måske hele tiden, man er lige lidt bagefter: Det interessante er, at det akademiske rum og dannelsesideal, der skal leves op til, det fungerer måske uafhængigt af dem, der træder ind i rummet og som også har proletarbaggrund. Altså vi kan udmærket forsøge at bluffe hinanden, Brian, Tony, Connie, Sonja og mig. Jeg ved ikke, om det giver mening, men sådan har jeg i hvert fald oplevet det. Tror måske også bare jeg var træt af, at den slags mennesker, jeg er vokset op med, bliver skildret så amputeret og nedskrevet (70'er-realismen, 90'er-minimalisme) eller glorificeret som i (Pelle erobreren osv.)

 

Jeg oplever Allan som forkælet? Han vil ha det hele - og når han så får det vil han alligevel ikke ha det. Hvorfor?

 

Selvfølgelig er romanen fingered halvvejs selvbiografisk, og jeg har taget sider, et temperament hos mig selv, som jeg har skruet op for og brugt i det omfang, jeg nu kunne - og hold da kæft et sølle skvadderhoved ind imellem, selvoptaget, han patter jo ligefrem på sin egen ulykke, vil den nærmest.

Allan bryder med det miljø han er opvokset i, men han lever ikke eller i hvert fald trives han ikke i det nye miljø. Er miljøskiftet blevet hans livsløgn?

OK, HER rammer vi noget, der interesserer mig, jeg har undervejs opdaget, at jeg virkelig ville skrive en mønsterbryder roman i den akademiske verden, for der her var et stof, der gav en masse fra sig,

Det med at blive fanget mellem to verdener. den proletar baggrund, han fjerner sig fra, men som klistrer og holder ham fast, og så den akademiske, intellektuelle klasse, han ikke føler han fuldt og helt kan blive en del af. Det er i mindre grad et spørgsmål om livsløgn, men måske i højere grad et spørgsmål om ikke entydigt at høre til et bestemt sted, hvilket afføder en fundamental rastløshed, både idet fysiske rum, hans flytten omkring, flugt til det franske, og den indre, totale ubalance..

Erkender han aldrig, at det var ham selv, der satsede på den forkerte pige?

Sara tilhører den ene verden, den han kommer fra, hun er kviden han virkelig elsker, altså en følelsesmæssig binding, men han vælger Celine, fordi han tror hun tilbyder den verden, han drømmer om at kunne blive en del af. Banalt sagt er det vel et skisma mellem at vælge med hjertet eller hovedet. jeg tror faktisk, at han netop indser det, der er lidt "sliding doors" over det, altså to retninger livet kan gå, en korsvej, og han vælger forkert, måske, og det valg bliver han aldrig færdig med, og han forguder jo også nærmest Sara efterfølgende og forstærker oplevelsen af at have handlet forkert, han vil jo nærmest nederlaget, jf. tidligere 

Hvordan skal referencerne til børnesange og litteratur forstås?

It works. Ved ikke rigtig, det blev bare sådan, man gør noget når man skriver og virker det, så virker det. Jeg har ikke tænkt på, hvordan det skulle forstå, overhovedet ikke.

Allans forældre bliver ved med at ta sig af ham, også da han er blevet voksen, men de taler aldrig direkte til ham om hans alkoholmisbrug. Hvad vil du vise?

Jeg har beskrevet, hvordan det kan opleves med en alkoholiker i familien, hvordan der er en elefant i huset, den larmer rundt i huset, men ingen tager stilling, men forsøger at gå uden om, når de møder den i gangen eller hvor det måtte være, fordi det er for svært at håndtere, og det kan afstedkomme en næste trodsig udstilling af sygdommen. Altså ikke kun det, at man drikker i hemmelighed, men næsten krænger det ud som at stille et handicap til skue. Det er sindssyg stærkt, og det mente jeg, der var litteratur og stærke billeder i.

 

 

 

 

 

0
Din bedømmelse: Ingen