Jeg ville aldrig skrive en selvbiografi

Oprettet: 14.05.2004 - 14:00

Forfatter: Birte Blønd

Født 1932 i Gråsten.
Folkeskolelærer i Århus 1955.
Lægesekretær 1967.
Cand.phil. i tysk fra Århus Universitet 1985.
Lærer og oversætter.

Birte Blønd fortsætter med Skillelinier" sin serie om Sønderjylland. Læs interviewet med forfatteren, hvor hun bl.a. fortæller om Forfatterskolen og sin sene debut.

Du har udtalt, at arbejdet med din første roman "Grænsegænger" var vanskeligt. Hvordan har arbejdet med "Skillelinier" så været?

Jo, "Grænsegænger" var vanskelig på flere måder. Jeg skrev romanen på en gammel Macintosh, som undervejs slettede hele manuskriptet. Men først og sidst ville jeg ikke såre andre med det, jeg skrev. Særlig svært var det i forholdet dansk/tysk. Begge sindelag eksisterede i vores lille by, Gråsten, hvor begge parter jo havde ret til at bo. Hvad der havde været af fjendskab under krigen, skulle dæmpes ned i min bog. Nu hvor jeg skriver fiktivt, har jeg lært at dreje udenom. Jeg skaber andre scener og andre figurer.

"Skillelinier" skrev næsten sig selv, personerne agerede, som de ville, men tid og sted er realistiske. Det var en god oplevelse at overlade styret til andre! Derved fik jeg mod, men stadig med en forpligtelse til at veje mine ord. Der skulle ikke rettes ukvemsord mod andre menneskers sårbarhed.  

Vidste du på forhånd, at det ville blive en serie, med indtil nu 2 bind?

Nej, jeg vidste bare, at jeg havde stof nok. Først måtte jeg finde et forlag, der beskæftigede sig med sønderjyske temaer, og da Hovedland var interesseret, fik jeg mod til at skrive en trilogi.

Er der selvbiografiske træk i din roman?

Jeg er glad for, at du spørger, om der er selvbiografiske træk. Det er der. Men jeg vil aldrig skrive en selvbiografi. Det er behovet for at lege med sprog og fantasi, blande bevidst og ubevidst, bruge punktuelle nedslag fra en virkelighed, der driver historien i "Skillelinier" frem og gør det lystbetonet at skrive den.
Så i mit tilfælde er der flere årsager til en sen debut.

Dine titler har alle nogle tydelige grænser i sig: Løbe stormen ud til kanten, Grænsegænger, Skillelinjer. Er det tilsigtet?

Titlen "Løbe stormen ud til kanten" opstod spontant ud fra en bunden opgave på forfatterskolen. Skriv et digt til et billede. Jeg valgte et kort, som var malet af en god ven, og i min fantasi forestillede det en figur, der var lige ved at styrte i en afgrund. Jeg formanede i digtet personen til at holde sig til fast grund. Billedet er brugt som forside på digtsamlingen. Titlen "Grænsegænger" var en øvelse i at skrive et digt, der bestod af ét ord, og da digte skulle indeholde en stor betydning i færrest mulige ord, skulle dette ene være meget betydningsladet. Senere opdagede jeg, at de to titler lignede hinanden, de var faktisk identiske. Men de er opstået på forskellig måde.

Titlen "Skillelinier" stod oprindelig i entalsform, fordi de første sider i bogen gjorde klart, at en grænse var nået i Kristofs og Marias forhold. Men efterhånden som romanen tog form, dukkede der flere skillelinier op: sygdom og død, Marias afsked med hjemlandet og med slægten i Tyskland. "Skillelinier" har været en udvikling mod en anden dimension: en forsoning med det Tyskland, Maria var opdraget til at hade. Der var krig, og det tyske styre udgjorde et fjendeland, som måske var særlig forhadt i Sønderjylland. Men i kærlighed går man over grænser. Når man har levet sin barndom og ungdom tæt ved en landegrænse, bliver ordet grænse et udvidet og brugt begreb i tankegang og sprogbrug. Måske er det derfor, at der er grænser i bogtitlerne. Men det er ikke tilsigtet.

Du debuterede i høj alder (64 år) med digtsamlingen "Løbe stormen ud til kanten", hvorfor skulle der gå så lang tid, inden du blev forfatter?

Min sene debut er forårsaget af et omfangsrigt familie-, uddannelses- og arbejdsliv. Eller skyldes det måske mangel på mod, for hvad tør man skrive? Om erotikkens glæde og pine? Om livets grænseland? Desuden har jeg endelig fundet en indre ro og tid til at sidde og arbejde alene. Tidligere gik oplevelser og pligter forud.

Hvilke forfattere inspireres du af?

Inspirerende forfattere? Ja, først og sidst Marguerite Duras forfatterskab. Og grækeren Pandelis Prevelakis bog "Dødens sol" er for mig et mønster på en velskrevet bog: en idelig spænding undervejs og en overraskende slutning. Og den indeholder et vedkommende tema, som en læser kan lære af. Af nyere dansk litteratur vil jeg fremhæve Erling Jepsens bog "Kunsten at græde i kor", som ligeledes er en veldrejet bog.

0
Din bedømmelse: Ingen