Jeg tror på skæbnen, siger Isabel Allende

Oprettet: 01.09.2005 - 08:05

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

"Jeg tror på skæbnen. Jeg tror på, at vi får nogle kort, og at vi må spille livets spil så godt, vi kan. Og ofte er kortene mærkede.”
 
Troen på skæbnen, de mærkede kort, er typisk for Isabel Allende. I hendes romaner følger personerne ofte et mønster, de ikke selv kan se. Med tiden går det imidlertid op for dem, at deres livs hændelser måske ikke har været tilfældige, men at de snarere har været styret af skæbnen. Der er en mening med selv de grusomste hændelser.
 
Optakt
Isabel Allende blev født i Chile i 1942. Som barn boede hun i flere lande, da både faren og stedfaren var indenfor diplomatiet. Som voksen arbejdede hun som journalist og skrev små fortællinger for børn. Hun var engageret politisk, ligesom flere andre i familien, og det blev determinerende for hendes videre livsforløb. Hendes onkel, Salvador Allende, valgtes i 1970 til Chiles første socialistiske præsident. Han blev styrtet og dræbt ved Pinochets militærkup i 1973, og to år senere var Isabel Allende tvunget til at forlade Chile for i første omgang at bosætte sig i Venezuela, senere i San Francisco.
 
Erindringen
Indirekte var det flugten og præsidentens død, der blev startskuddet til hendes forfatterskab. Den 8. januar 1981 fik Isabel Allende besked om, at hendes 99-årige bedstefar var døende. Da hun ikke kunne rejse til Chile og besøge ham, startede hun i stedet på at skrive et brev. Brevet udviklede sig til at blive den forbavsende debutroman Åndernes Hus, der blev udgivet i Spanien i 1982. Romanen udkom hurtigt på flere andre sprog, og verden over var anmelderne imponerede.
 
Tidligt i forfatterskabet udtalte Allende, at forfatterne fungerer som folkets hukommelse. Hukommelsen og erindringen er et centralt tema i Åndernes Hus og flere af Allendes senere romaner. Det er hukommelsen, der redder såvel Alba som bedstefaren Esteban fra at blive sindssyge under militærstyrets grusomheder. Ikke alene fordi de husker på bedre tider – og derved kan tro på, at de vil komme igen – men også fordi de via deres egen og andres erindringer kan finde en form for forståelse for og måske endda mening i, at de skal gennemgå forfærdelige ting.
 
Omslag af Kjeld Brandt fra forsiden af Gyldendals Paperback fra www.chilehistorie.dkKvinderne
Det er kvinderne, der har den afgørende plads i Allendes forfatterskab, lige fra de besnærende kvinder i familien i Åndernes hus over bøgerne om Eva Luna og bogen om datteren Paula til Lykkens datter og fortsættelsen Portræt i Sepia.

Det er kvinderne, der tegner de vidtforgrenede familier, Allende beskriver, både på godt og ondt. De er kloge, men begår også dumme handlinger, forledt af kærligheden (men interessant nok ledes de netop af kærligheden, snarere end egentlig af mændene); de finder sig i en patriarkalsk familieform, men ikke i at blive trådt på. De gør oprør eller flygter bare, med hjælp fra afdøde mødre og ufødte døtre, ansporet af erindringen om, hvordan deres mødre og bedstemødre har handlet i lignende situationer.
 
Magisk realisme
Kendetegnende for den magiske realisme er det, at man indfører myter og magi i en ellers realistisk beskrevet verden. Hos Isabel Allende er det især spøgelser fra fortiden, der udgør magien. I Åndernes hus kigger bedstemoren Clara fortælleren Alba over skulderen hele vejen, og i Portræt i Sepia (da. 2001) mærker fortælleren ofte en duft af hav, der skal vise sig at være hendes morfars beskyttende spøgelse.
 
Den magiske realisme falder naturligt for Isabel Allende, der selv tror på spøgelser - af den mere venlige slags. Selv siger hun: ”Det er underligt, at mine bøger er blevet klassificeret som magisk realisme, for jeg ser mine bøger som realistisk litteratur.” Det er måske netop det indtagende ved Isabel Allende, at hun selv tror på og kender sine spøgelser.
 
Fortælleren i Eva Luna erklærer, at det er tilladt at sætte lidt kulør på virkeligheden, for at rejsen gennem livet ikke skal blive alt for kedelig. Og vel er Isabel Allendes bøger kulørte og fyldt med spøgelser, udødelig kærlighed og et lille strejf af vanvid, men de store følelser klinger aldrig hult hos Allende.

For nu at citere forfatteren selv igen: ”Dette her lyder virkelig corny: mit liv er blevet determineret af to ting, som har været ekstremt vigtige: Kærlighed og vold.” Kærlighed og vold – det er også det, forfatterskabet handler om. Mest kærligheden. Og vel er kærligheden da corny. Men hos Allende er den også underholdende, storslået og morsom.

0
Din bedømmelse: Ingen