Jeg spytter på jeres grave. Om Boris Vians roman J´irai cracher sur vios tombes

Oprettet: 01.06.2005 - 08:05

Af litteraturstuderende Sofie Holten Hansen

Romanen ”J’irai Cracher Sur Vos Tombes” fra 1946 er en lille, litterær perle, der desværre aldrig er blevet oversat til dansk. De helt specielle omstændigheder omkring bogens tilblivelse og pludselige popularitet burde ellers være grund nok.

Efterkrigstidens Paris sværmer for Amerika og alt amerikansk. Mens periodens eksistentialistiske fanebærere, Camus, Sartre og de Beauvoir dyrkes af den intellektuelle ungdom, lyder New Orleans jazz fra byens barer, noir- filmhelten Humphrey Bogart, der ikke længere er underlagt tyskernes forbud, toner frem på biograflærredet, og Hemingway og Faulkner baner vejen for hårdkogte pulp romaner af navne som Cain og Chandler. Ikke mindst de sorte amerikanernes vilkår er genstand for interesse. Dog ikke alle deler begejstringen for den nyimporterede populærkultur.

I april måned går forretningsmanden Edmond Rouge amok på et billigt hotel nær Gare Montparnasse og kvæler brutalt sin elskerinde. På sengen ved siden af Marie-Anne Massons døde krop finder man et eksemplar af bogen J’irai Cracher Sur Vos Tombes, skrevet af den sorte, amerikanske forfatter Vernon Sullivan og udgivet i fransk oversættelse på Editions du Scorpion sommeren før. I bogen, hvis titel betyder Jeg spytter på jeres grave, dræber hovedpersonen Lee Anderson koldblodigt to søstre og finder seksuel nydelse derved.

Den franske presse derimod synes at have fundet bevis for, at det skrevne ord kan korrumpere menneskesindet og ophidse til vold og mord. ”Betvunget af sin læsning kvalte en mand sin elskerinde,” skriver France-Libre. ”Morderen repeterede en gerning begået af den ynkværdige helt i bogen, som havde forstyrret hans tanker,” skriver France-Soir. Og i Libinztion indledes en artikel om jalousidrabet på hotelværelset med en passage fra J’rai Cracher Sur Vos Tombes, idet avisen hævder, at drabsmanden har forladt sit offer med bogen slået op på netop dén side. Passagen kunne på dansk lyde nogenlunde sådan her:

Filmplakat fra filmen J'irai cracher sur vos tombes fra www.soundtrackcollector.com” Jeg strøg en tændstik og så, at hun blødte kraftigt. Så begyndte jeg at slå hende igen, først kun med min højre hånd mod hendes kæbe. Jeg kunne høre hendes tænder knuses, men jeg fortsatte, jeg ville have hende til at holde op med at skrige. Jeg slog hårdere og løftede så hendes skørt og trak det op over hendes mund og satte mig på hendes hoved. Hun vred sig stadig som en ål. Jeg havde ikke troet, at hun ville klamre sig til livet på den måde.

Hun slog så voldsomt om sig, at jeg troede, at min højre underarm ville blive revet af. Nu følte jeg en sådan vrede, at jeg kunne have flået hende levende. Jeg rejste mig for at gøre det af med hende med et par spark. Så trådte jeg på hendes hals og lagde hele min vægt i. Da hun var holdt op med at bevæge sig, kunne jeg mærke, at jeg kom for anden gang. Jeg kunne nu føle mine knæ ryste, og jeg var bange for, at jeg skulle besvime.” 
 
J’irai Cracher Sur Vos Tombes
er historien om Lee Anderson, en sort amerikaner, der har den sjældne mulighed for at leve som en hvid. Lee Anderson er ganske vist sort, han er opvokset blandt sorte og føler den sorte mands vrede mod sine hvide undertrykkere, men hans hud er lys, hans hår blond, han kan med lethed udgive sig for at være hvid – og gør det. Ikke for selv, som det ellers ville være muligt for ham, at leve et relativt komfortabelt liv blandt andre hvide, men for at hævne den uret, der er blevet begået mod hans yngre broder. Broderen er blevet lynchet, fordi han har begået den forbrydelse at forelske sig i en hvid pige.

Lee Anderson rejser til byen Buckton, hvor han skaber sig en god indkomst som boghandler og hurtigt bliver accepteret af byens unge. Den 38-årige Lee er spændende, særligt for pigerne, han har adgang til spiritus i rigelige mængder, han kan spille guitar, og han har tilsyneladende ingen hæmninger eller begrænsninger, når det drejer sig om sex. En betydelig del af J’rai Cracher Sur Vos Tombes er således eksplicitte beskrivelser af Lees seksuelle omgang med byens nymfomane teenagepiger. Som han selv bemærker:

”Jeg tog alle pigerne, den efter den anden, men det var lidt for nemt, jeg fik næsten kvalme. De gjorde det så problemfrit og regelmæssigt, som havde de lært det i skolens hygiejneundervisning, ligesom at børste tænder. De opførte sig som en flok aber, urene, grådige, evigt sludrende, lastefulde. Jeg holdt mig selv beskæftiget med dem indtil videre.”

Foto af Boris Vian fra www.gainsborg.orgMen kun indtil videre, mens Lee udtænker sin endelige hævn: at forføre de to smukkeste, rigeste, mest eftertragtede og jomfruelige, hvide piger, søstrene Jean og Lou Asquith, ydmyge dem, afsløre sin virkelige identitet for dem og endeligt slå dem begge ihjel.

Der er tale om en gennemrå, men samtidig let, humoristisk og sine steder – uhyggeligt nok – sexet fremstilling af forholdet mellem sorte og hvide i USA. Scenen, hvor Lee på sin kammerat Dex’s foranledning, besøger et bordel i byens slumkvarter og mod sin vilje, men for ikke at ødelægge illusionen om, at han er hvid, dyrker sex med en underkuet, 11-årig, sort pige, er gennemført modbydelig. Mordene i bogens slutning ligeså. De pornografiske og misogyne beskrivelser af Buckton-pigernes totale underkastelse er mere dobbelttydige; de er momentvis frastødende, men ikke nødvendigvis på seksuelt uappellerende måde.       

James Baldwin udlægger i 1976 Lees forhold til de hvide piger således: ”…our hero (…) arrives at the mercy of a nearly unbearable ecstacy, out of his private knowledge that they are being fucked by a nigger: he is comitting the crime for which his brother was murdered, he is fucking these cunts with his brother’s prick. And he comes three times, so to speak, each time he comes, once for his brother, and once for the little death of the orgasms to which he brings the ladies, and uncontrollably, for the real death to which he is determined to bring them.”  
 
J’rai Cracher Sur Vos Tombes udgivet i USA. Udover at være oprindelsessted for den beundringsværdige, sorte kultur er Amerika nemlig også, skriver han, puritanernes valgte hjemland, og bogen ville formentlig være blevet forbudt allerede dagen efter sin udgivelse. Derfor har Sullivan ikke tøvet med at overlade sit manuskript til en fransk oversætter i stedet.
 
Men også i Paris er der tale om en perfekt skandale. Avisernes negative omtale gør bogen, som hidtil har været forbigået i relativ stilhed, til en uforudset salgssucces; forlaget må trykke 100.000 ekstra eksemplarer, og Vernon Sullivans roman formår således at sælge bedre end både Sartre og Camus i 1947. Samtidig giver mordet på Marie-Anne Masson kræfter på den moralske højrefløj vind i sejlene. Lederen af gruppen Cartel d’Action Sociale et Morale, som allerede har stemplet Henry Millers forfatterskab som anstødeligt, Daniel Parker hedder han, fører an i et sagsanlæg mod romanens franske oversætter, (1920-1959). Anklagen for usømmelighed mod J’rai Cracher Sur Vos Tombes bliver den første af sin art i Frankrig, siden Madame Bovary bragte sindene i kog i 1857, og Vian dømmes i 1950 til at betale en bøde på 100.000 francs.  

Men som om denne yppige og enestående receptionsanekdote ikke var nok til at sikre romanen en plads i litteraturhistorien, afslører postyret omkring ” J’irai Cracher Sur Vos Tombes” en yderst vedkommende detalje: den umoralske roman, viser det sig, er ikke forfattet af en ukendt, sort amerikaner; den er skrevet af Boris Vian selv, ikke i et personligt følt had mod den hvide, amerikanske overklasse, men som resultatet af et væddemål mellem Vian selv og forlæggeren Jean d’Halluin, som gerne ville have en bestseller til sit nystartede forlag.

Boris Vian, der i Paris’ kunstkredse er kendt som jazztrompetist, sangskriver, kritiker og digter, og som netop har udgivet den surrealistiske roman L’ecume des jours i eget navn, er ivrigt optaget af de tidligere slavers forhold, men har aldrig selv været i USA. I stedet tager han i 1946 på ferie i Vendée og skriver i løbet af ti dage en salgssucces, som d’Halluin aldrig havde turdet håbe på.

I bogen, der kun er 141 sider lang, men alligevel kommer til at bane vejen for Vians succes som forfatter, udgiver det hvide, franske overklassebarn sig for at være en sort, amerikank forfatter, der skriver om en sort mand, som til gengæld udgiver sig for at være hvid. Konstellationen er bizar og provokerende. Er der tale om en sympati for de sorte, og i så fald hvorfor fremstille disse som stereotype mordere? Er historien om den hvide, der er sort og den sorte, der er hvid, snarere et forsøg på at forvirre begreberne og narre fjenden, i dette tilfælde det moralistiske, parisiske borgerskab? Eller er modstillingen sort-hvid i J’irai Cracher Sur Vos Tombes blot et tilfældigt påskud for at skrive en foruroligende roman om seksuel dominans? Har Vian ret, når han selv siger, at bogen blev til for at lette trykket, og at hvis den ikke har formået det, så må han sandelig skrive noget meget mere ondartet næste gang?

Det er spørgsmål som disse, der gør det interessant at beskæftige sig med J’irai Cracher Sur Vos Tombes og så meget mere ærgerligt, at der aldrig er kommet en dansk oversættelse af romanen. Boris Vian er for længst blevet præsenteret for det danske bogpublikum. Allerede i 1966 udsendte Hans Reitzel den føromtalte debutroman, der på dansk hedder Dagenes Skum.

Også titler som Efterår i Peking og Det Røde Græs kan fås i på dansk, og senest har forlaget Bebop oversat og udgivet den veloplagte digtsamling fra 1949, Sange i Gelé. Vernon Sullivan derimod har man ikke hørt meget til herhjemme – og det til trods for, at bogen, der afsluttes med Lee Andersens død ved hængning, også endte med at blive Boris Vians endeligt.

I 1959 går forfatteren, der siden han var barn har lidt af en alvorlig hjertesygdom, i biografen for at se forpremieren på den amerikanske filmatisering af bogen; en filmatisering, som han på forhånd har betakket sig for blive sat i sammenhæng med. Vian når da også kun at se de første billeder og indledningsteksterne, så rejser han sig i vrede og råber:”Skal de fyre forestille at være amerikanere? Kors i røven…!” Så stopper hans hjerte, han falder om og dør.     

0
Din bedømmelse: Ingen