Jeg skriver fordi bogen er et fantastisk medie, helt uden kompromiser

Oprettet: 13.02.2006 - 13:05

Hvordan var dit tilløb til at skrive en roman? - du har f.eks. ikke gået på Forfatterskolen, skrevet noveller... ?
 
Nej, ikke noget prosa af nogen art før 'Aminas breve'. Eller nogen uddannelse.
Jeg havde taget et par tilløb til at skrive, da jeg var tyve, efter gymnasiet, men jeg var slet ikke i stand til at strukturere mine tanker. Jeg arbejdede i en periode med tv og radio. Og gik derefter rundt i et par år og blev mere og mere klar over, jeg ikke var tilfreds med tingenes tilstand. At jeg manglede en mulighed for at udtrykke mig. Da jeg først havde fundet ud af, at jeg ville skrive en bog, var jeg parat til at gøre hvad som helst for at blive færdig med den. 
 
'Litteraturen har brug for at blive lidt mere aggressiv. Kunst skal ikke være pæn og sød, det handler om kød og blod' (siger du i et interview i Berlingske Tidende den 17. september 2005) - kan du uddybe det i forhold til din bog?

For mig er kunst ikke noget, der skal blive oppe i hovedet, det skal længere ned i kroppen, det skal gøre mig vred eller trist eller få mig til at føle et eller andet. 
Derfor var det vigtigt for mig ikke at pakke noget ind. Ingen omsvøb.  Jeg ville have, at min hovedperson talte så direkte som muligt til læseren. Så ærligt som muligt. Jeg tror godt, man kan tale om en ærlighed inden for fiktion, det er ikke at snyde, ikke at gå efter det nemme eller det flotte. Jeg ville gerne tage fat, hvor det gjorde ondt og skrive derfra. 

Navnesymbolik - anmelderne har været lidt efter din meget tydelige navnesymbolik i 'Aminas breve' - hvad siger du selv?

Det har de vel med rette. Det begyndte sådan her.
Jeg ville have et navn, der lå tæt på mit eget, for at gøre det nemmere for mig selv at skrive bogen, og Janus som græsk gud med to ansigter er så oplagt, at det næsten gør ondt. Jeg gik og legede med tanken, og efterhånden som jeg kom længere ind i planlægningen af bogen, kunne han ikke  hedde andet. Han hed Janus, og sådan måtte det være.
 
Er Janus faret vild og ude på en 'klassisk Odyssé'?

Ja, jeg tænkte det som en Odyssé, med Janus' forsøg på at genoprette status quo, at finde Amina.
I den tid, hvor jeg ikke lavede noget eller ikke lavede specielt meget, arbejdede på lager i perioder, blev fyret og fandt noget andet, gik jeg meget i biografen. Jeg må have været inde at se Theo Angelopolos film 'Odysseus Blik' fem seks gange. Hans brug af Odysseen fascinerede mig. Kapitlerne med Anna i min bog er en klar reference til Calypso i Odysseen. Og til Kunderas filosoferen over  Kalypso i  'Uvidenheden'. 
 
Er din roman en thriller - en bog om galskab - en bog om samfundet - en kommentar til mødet mellem kulturer i dagens Danmark... ?
 
Den er vel lidt af det hele, men mere end noget andet er den for mig en personlig bog om hvor langt, vi er parat til at gå for de ting, vi værdisætter. Jeg har sat den i realistiske rammer, fordi jeg mente, det var hvad, der tjente bogen bedst, i rammer jeg kendte, og med personer jeg kendte til. Janus, min hovedperson, er skizofren, han har selv sit livtag med virkeligheden, med hvad der er virkeligt og hvad, der er et produkt af hans sygdom. Hvis jeg som forfatter havde taget mig lignende friheder, altså ikke baseret den på en virkelig og genkendelig verden, kunne den meget vel være blevet ren spekulation, ren fluff.

Du benytter dig meget af humor i din skildring - hvad er det humor kan?

Humor var nødvendigt i min bog, humor er det bedste værn mod selvmedlidenhed, og hvis jeg lod Janus begynde at få ondt af sig selv, ville han være en forfærdelig person.
Han ville være uudholdelig at være i stue med.    
 
Hvorfor skriver du - hvad vil du som forfatter gerne ud med til læserne - hvem forestiller du dig, er dine læsere?
 
Tre store spørgsmål.
Og for at tage dem ét af gangen. Jeg skriver vel som en eller anden form for sikkerhedsventil. Det terapeutiske er sådan en kliché, men jeg har vel som mange andre et behov for at dele min måde at se verden på.   
Jeg skriver også, fordi jeg mener, at bogen er et fantastisk medie, helt uden kompromiser. Man skal ikke spørge nogen om lov for at skrive. Den kan blive udgivet eller ikke udgivet, men det er stadig en bog.  
 
Jeg ved ikke, hvad jeg vil læseren. Det lyder dumt og famlende, men er sandheden. Jeg prøver at afsøge nogle bestemte områder. Det afklarede interesserer mig ikke. Jeg prøver ikke at blande mit hoved for meget ind i hvorfor en historie interesserer mig, hvorfor den er vigtig for mig.  
 
Da jeg begyndte at skrive, skrev jeg som om det var til en ganske lille kreds af venner. Folk, der vidste hvor, jeg var på vej hen med bogen. Det har så været en stor og positiv overraskelse, at den er nået meget længere ud og ikke virker aldersbegrænset.

Ender den lykkeligt - hvad er egentlig en lykkelig slutning?
 
Om Aminas breve ender lykkeligt, afhænger meget af synsvinklen. Det er historien om en skizofren ung mand, så muligheden for en virkelig lykkelig slutning er en umulighed.
Jeg tror meget på historiens egen drivkraft. På ikke at gå i vejen for hvor historien naturligt må ende. Og hvis det er med en lykkelig slutning, må det blive det.
Når det så er sagt, tror jeg ikke på, at lykken er noget statisk, jeg tror, det er noget, man kan være så heldig at opleve i bidder, måske ti minutter af gangen.
Selv når jeg ser en hollywood film med en lykkelig slutning, hvor de smukke unge mennesker slipper afsted med hinanden og pengene, kan jeg ikke lade være med at forestille mig, at de på sigt må blive miserable. At de efter måneder eller år, vil opleve en eller anden grad af Bergmansk fremmedgørelse.

Og du fik debutantprisen på Bogforum i 2005 - sætter det yderligere skub i dit forfatter-liv?

Jeg tror ikke umiddelbart, det har gjort mig mere produktiv.
Efter at have arbejdet med bogen i de tre år, det tog, var jeg godt klar over, at jeg havde fundet noget, jeg kunne lide, at jeg havde fundet ud af hvad, jeg vil bruge min tid på.
Jeg skriver ud fra en modstand, ud fra et modsætningsforhold og på den måde er gode anmeldelser og prisen lidt svær at håndtere.  Men når det er sagt, har den bestemt varmet. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at få den grad af accept.

0
Din bedømmelse: Ingen