”Jeg skriver af nysgerrighed og forsøger at være fordomsfri. Jeg forsøger at stå ved siden af mine karakterer” - sådan beskriver Anne Lise Marstrand-Jørgensen sit forfatterskab under samtalen med Leif Søndergaard i Litteraturmaskinen tirsdag d. 12. februar 2013.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen debuterede i 1998 som lyriker med digtsamlingen ”Vandring inden ophør” og har siden udgivet yderligere tre digtsamlinger inden hendes romandebut i 2004. Hun er kendt som forfatter til romanerne om Hildegard af Bingen, og nu er hun aktuel med ”Hvad man ikke ved”. Det er første roman af to, og hun barsler allerede med efterfølgeren, som ventes udgivet i efteråret 2013.
”Hvad man ikke ved” er en roman om alt det gode 60’erne og 70’ernes ungdomsoprør og kvindefrigørelse medførte, men også om den pris, nogle måtte betale. Den skildrer livet i forstaden og store samfunds- og familiemæssige forandringer.
Marstrand-Jørgensen skriver af nysgerrighed. Hun fortæller, at idéen til ”Hvad man ikke ved” udsprang både fra ”Hildegard” og hendes egen nysgerrighed. Karakteren Hildegard har et frigørelsesprojekt, hvor hun kæmper for at få lov at tale med egen stemme, men samtidig lever hun i et stabiliseret samfund, hvor der eksisterer en form for facitliste. Hun ved, hvordan samfundet er skruet sammen og hvilke idealer, hun skal leve op til. Marstrand-Jørgensen fortæller, at hun blev nysgerrig på, hvad det gør ved mennesker, hvis der i samtidens rammer ikke eksisterer en sådan facitliste. Samtidig var hun nysgerrig på 68-generationen og dens indflydelse på de senere generationer.
Ifølge Marstrand-Jørgensen skal vi være taknemmelige for 68-generationen - de har prøvet tingene af for os andre. Hun siger yderligere: ” I dag er vi dovne! Vi glemmer at andre har knoklet for, hvad vi har i dag. Mange kvinder har travlt med at kritisere 68-generationen. Jeg har ikke selv været i berøring med det miljø (…) men jeg havde lyst til at prøve forstå denne generation – ikke dømme den.”
Landet, hvor romanen udspiller sig, bliver på intet tidspunkt specificeret; byerne hedder Farring, Rossel og Vase, og personerne Alice, Eric og Barbara. Der kunne således være tale om ethvert vestligt eller europæisk land. De løse rammer lader sig gøre, fordi frihedsbevægelsen i 60’erne og 70’erne gennemstrømmede alle dele af Europa. Marstrand-Jørgensen giver flere grunde til at lade lokaliteten være uspecificeret. Når det blot indikeres i romanen, at der er tale om en europæisk by, giver det friere rammer for forfatteren og færre fordomme hos læseren. De fordomme som stednavne kan fremprovokere undgås. Derudover giver det også læseren mulighed for at indføre egen geografi og har derfor større mulighed for at relatere personligt til fortællingen. Marstrand-Jørgensen forklarer også, at hun ved at lade lokaliteten være fiktiv renser fortællingen for enhver form for international politik.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens fiktive karakterer er aldrig entydige; de er alle sammensatte og komplekse. Det samme gør sig gældende i ”Hvad man ikke ved”. Det gør dem mere spændende, og Marstrand-Jørgensen fortæller, at hun har ét krav til sine karakterer: Hun skal kunne se noget sympatisk i dem alle. Undervejs i samtalen, hvor der er sagt mange negative ting om karakteren Eric, udbryder Marstrand-Jørgensen: ”Nu lyder Eric som en skidt knægt, det er han altså ikke. Jeg kan rigtig godt lide Eric.” Det er tydeligt, at hun holder af sine fiktive personer og, som hun selv formulerer det, ”forsøger at stå ved siden af sine karakterer”.
Marstrand-Jørgensens skrivestil bærer tydeligt præg af, at hun begyndte sin litterære karriere som lyriker. Selv siger hun: ”Da jeg begyndte at skrive romaner, savnede jeg det lyriske sprogs muligheder – det kan sige noget på en helt særlig måde.” Hun fortæller, at hun efterhånden lærte, at hun kunne bruge lyriske træk i sine romaner og følte, at hun i arbejdet med Hildegard kom karakterens visioner nærmere gennem det lyriske sprog.
Om hendes skriveproces fortæller Marstrand-Jørgensen, at når hun ikke skriver, researcher hun. Hun beskriver, at hun under arbejdet med en roman lever utrolig meget inden for romanens univers.
Hvis skrivearbejdet til tider bliver lidt tungt, har Marstrand-Jørgensen et lille trick, hun kalder 15-minutter-tricket: ”Man kan altid overskue lige at arbejde i 15 minutter, men det smarte er, at det kvarter altid udvikler sig til et par timer”.
Den sidste fase af skriveprocessen er udarbejdelsen af romanens titel: ”Jeg er enormt dårlig til titler. Det er utrolig nervepirrende at finde på én linje, der skal rumme hele romanen”.
Titlen ”Hvad man ikke ved” skaber associationer til Marstrand-Jørgensens første roman ”Det man ved” og også til det velkendte ordsprog. Hun slår dog fast, at den næste altså ikke skal hedde ”Har man ikke ondt af”!
Kommentarer