Jeg er VILD med sprog, som smager godt

Oprettet: 02.02.2006 - 13:05

Forfatter: Iselin C. Hermann

Født: 22.juni 1959 i København.
Debut: Prioritaire. 

Uddannelse:
Nysproglig student (1977)
Theaterskole (Aix-en-Provence 1977-78)

Jeg har læst i en artikel, at du mener generne kan huske?

Det er naturligvis et postulat (som jeg sjovt nok netop også fandt i Singers roman 'Enimies - a lovestory').

Men hvorfor skulle vi ellers have disse uforklarlige 'aha' oplevelser, en mærkelig genkendelse rundt omkring i verden? Hvorfor skulle vi ellers have disse favorit-lande og steder som vi holder af uden grund. Netop som om vi har været der før.
Personligt har jeg intet forhold til fx. Island, Færøerne og arktiske egne - hverken slægtsmæssigt eller som drømmesteder. Hvorimod jeg både genetisk og personligt har stor kontakt med Sydspanien (hvor jeg har henlagt min børne-roman 'Kongen af Sydspanien og hele balladen') , Mellemøsten og Frankrig.

Således har det også været logisk for mig at henlægge 'Der hvor månen ligger ned' til Damaskus og den mandlige hovedperson i 'Prioritaire' bor i Frankrig i en lille landsby 'Fanjeaux', hvor jeg ganske vist aldrig har været, men som jeg nemt kan forestille mig.

Så ja, jeg tror, at generne husker.
Og jeg kan fortælle en mærkelig historie netop i forbindelse med Fanjeaux: Da 'Prioritaire' skulle udkomme i Frankrig, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte undersøge lidt om byen 'Fanjeaux', som jeg havde valgt helt tilfældigt - fordi jeg havde brug for at handlingen udspillede sig i en ganske lille fransk by, og fordi jeg kunne lide bynavnet. Jeg havde ladet min hovedperson gå på domenikansk klosterskole - hvorfor? Det  havde jeg bare.

Så viser det sig - da jeg Googler 'Fanjeaux' - flere år efter at jeg har skrevet 'Prioritaire', at den domenikanske klosterorden blev grundlagt netop i Fanjeaux, og at grundlæggeren var en munk ved navn Guzman (som er navnet på Kongen af Sydspanien i min børnebog, som udkom året efter 'Prioritaire' og lang tid før jeg læste dette). 

Vi taler i disse år meget globalisering ...  islamisering  - er vi bange for det fremmedartede?

Det har vel alle dage været sådan, at man er bange for det ukendte. Og i og med at USA har valgt Islam som fjendebillede nr. 1 (efter murens fald og derved 'tabet' af kommunist-fjendebilledet) har den vestlige verden ikke alene taget afstand fra Islam, men også vendt den muslimske del af verden ryggen. Derved vælger vi ikke at  forholde os til den. Og så er den skræmmende.
Når dertil kommer, at medierne fremstiller Islam som den store fare, er det da ikke mærkeligt, at mange af os vælger at tro på fremstillingen.
Imidlertid glemmer vi, at Mellemøsten ikke blot er lig med Islam, og Islam bestemt ikke er lig med al Kaida.

Har litteraturen en rolle i mødet mellem kulturer?

Litteraturen spiller en afgørende rolle i kulturmødet.
Synes vi ikke, at vi kender til den russiske 'folkesjæl' på grund af 'Brødrene Karamazov', 'Anna Karenina', 'Døde sjæle' og andre af de store russiske værker?
Litteraturen er i stand til at inddampe en okse til en kulturens maggiterning. Litteraturen fanger, udkrystaliserer og formidler en verdensorden og kulturelle strømninger. Åbner vores øjne.
Det er dét kunsten kan.
Eller som Oscar Wilde sagde: 'There was no mist in London before Turner'.

Du har skrevet flere bøger, hvor handlingen foregår i Mellemøsten ... du har åbnet en suq  'Suq-Damaskus Copenhagen'

Butikken i Nansensgade åbnede jeg efter, at jeg med min mand og vores tre børn havde opholdt mig et halvt år i
Damaskus, for at jeg kunne lave min research til bogen 'Der hvor månen ligger ned'.
Netop som vi kom hjem, fløj 11. september ind i vores verden og ændrede med ét vestens forhold til Mellemøsten. I og med at vi havde boet i Damaskus, og vi havde mødt så utrolig megen generøsitet og venlighed, havde jeg lyst til at 'åbne en Ambassade' for Syrien.
Som sagt så gjort. Vi havde lokalerne i Nansensgade, fordi min mand (bogforlægger Hans Jørgen Brøndum) havde haft sit forlagstrykkeri der. Og det var derfor ganske nærliggende at åbne en butik med varer (beklædning, keramik etc) fra Syrien.

Det er ikke varerne i sig selv, som interesserer mig så meget - jeg har aldrig haft en 'interior-decorator' i maven. Men samtalerne over disken om Mellemøsten interesserer mig. Og jeg holder af de halvårlige forretningsrejser til Syrien - for jeg forestår selv samtlige indkøb derovre. Hvis blot jeg kan medvirke en lille smule med at ændre folks fjendebillede, er jeg godt tilfreds.

Det var også en del af drivkraften eller årsagen til at henlægge børnebogen 'Fadul og hele fadæsen' til Damaskus. Og så selvfølgelig fordi jeg holder af dét krydderi som stedet bidrager med helt af sig selv. 

Du skriver i  hånden?

Ja, for mig er der i ordets egentligste forstand tale om 'et håndværk'.
Jeg KAN ikke skrive mine romaner på computer, fordi jeg ikke kan tænke på en skærm.
Det er som om sproget allerede findes, når jeg trykker på tasterne, mens hvert ord opstår på ny, når de kommer ud af min fyldepen.
Og så skriver jeg langsommere i hånden, end jeg kan tænke, hvorimod jeg skriver hurtigere på computer end tankerne kan følge med til.
Derfor skriver jeg mine romaner igennem to til tre gange i hånden i ulinierede notesbøger af A-5 format.
Det gør mig også meget mobil i skriveprocessen, som naturligvis ender med, at jeg renskriver på computer,
ellers ville min redaktør nok slå sig i tøjret.
 
Hvad gør dig til noget ganske særligt som forfatter?

Aner det ikke. Det vil jeg lade være op til andre at bedømme. Mange af mine læsere siger at 'jeg har sådan et godt sprog'. Og det er klart, at hver forfatter har sit sproglige særkende.
Men for nogle forfattere er den sproglige vellyd mindre vigtig end for andre.
Jeg er VILD med sprog, som smager godt (derfor kommer jeg aldrig til at tale arabisk, selv om jeg i teorien gerne ville kunne det, og også har studeret sproget).
Dansk er jo ikke det mest vellydende sprog - sådan melodisk betragtet.
Men når nu det er dét sprog, man er vokset ind i, må man som forfatter male med de mest udvalgt farver fra den givne pallet.

0
Din bedømmelse: Ingen