Japanske skygger

Oprettet: 17.11.2003 - 11:47

Af journalist Michael Halskov Christensen

Da den danske presse modtog Haruki Murakamis seneste bog, Sønden for grænsen og vesten for solen (da. 2003), var den begejstret. Den nu 54-årige japanske forfatter havde magtet at leve op til de høje forventninger efter den verdensberømte 600-siders roman Trækopfuglens Krønike (da. 2001). Kritikeren Jon Helt Haarder skrev om Sønden for grænsen i Jyllands Posten, at den var bevægende og smuk, og det er typisk. Når Murakamis bøger beskrives er det næsten som om, der var tale om et stykke musik, ikke en bog. Bøgerne taler direkte til hjertet.
 
De er båret af drømmende og indadvendte mandlige hovedpersoner, der har en tendens til at komme farligt tæt på mystiske kvinder og sære sammensværgelser omkring dem. Det sker i debuten En vild fårejagt (da. 1996), der fortsættes med Dans Dans Dans (da. 1999), og det sker i den nye roman. De er sådan lidt uden for samfundet, men altid sympatiske og genkendelige. Hovedpersonen i Trækopfuglens krønike befinder sig i luxuriøs arbejdsløshed, laver mad, læser, svømmer og venter på, at forskellige sære typer skal kigge forbi og fortælle ham historier.
 
Ved bogens begyndelse står han i sit køkken og koger spaghetti. Kan man forestille sig noget mere almindeligt? Netop blandingen af almindelighed og mystik kendetegner Murakamis bøger. Man bliver suget ind i noget overnaturligt på en bund af noget konkret, og forfatteren er hele tiden ligeså spændt på, hvor vi skal hen, som sin læser. Da han begyndte at skrive Trækopfuglen vidste han ikke, hvor turen gik hen denne gang. Han siger endda: ”Jeg aner det ikke. Jeg nød at skrive den, fordi jeg ikke vidste, hvad der skulle ske, når jeg kom rundt om det næste hjørne.” (The salon interview, Salon books, december 1997).
 
Sjælens detektiver
Murakamis mænd er en slags detektiver på jagt efter at forstå deres eget sind bedre. Det er kvinder, der drager dem ind i gåden, men det er også som om, at det er kvinder, der skal bruges til at løse den. En engelsk kritiker, Matt Thompson fra The Guardian, skriver om Murakamis mænd: ”Det er en mand, der er ude af kontakt med sine egne følelser. Gennem hans møder med kvinder opdager han sammenhænge i sin selvforståelse og opklarer sig selv. Han er en detektiv, men forbrydelsen er på en måde sket inde i ham selv.” (World Press Review online, 8.10. 2003).
 
Også hovedpersonen i kærlighedshistorien Sønden for grænsen og vesten for solen er en slags sjælens detektiv. Han hedder Hajime og bestyrer en moderne jazzbar, som Murakami også gjorde i Tokyo fra 1974-81, hvor han begyndte at skrive og vandt en novellekonkurrence i 1978. Det er et slags drømmested udenfor verden. En mand skal passe sit arbejde, men som tidligere drages han af en kvinde fra fortiden, Shimomoto, hans første store kærlighed.

De sad i forældrenes sofa sammen og hørte klassisk musik, Listz bl.a. og julesange året rundt. Hun i en blå sweater. De sad som i en tryghedshule udenfor verden. Hajime fortæller melankolsk: "Ved at tage mig i hånden viste hun mig, hvordan tingene forholdt sig. At der midt i den virkelige verden fandtes et sted som dette. I de ti sekunder følte jeg mig som en lille, formfuldendt fugl, der fløj højt oppe over himlen.” Ti sekunder i himlen. Kan man bygge et helt liv på det? Hajime er parat til at ofre alt, og han snyder sig efter mange års pause til mange møder med hende, og man skal forstå, at gammel kærlighed aldrig ruster.

Hun kærtegner tiden, og han kærtegner hende. Sex fylder en del i Murakamis romaner, for som han siger: ”Sex er nøglen til folks sjæl, sex er som at drømme i vågen tilstand” (World Press Review). Det samme har han sagt om at skrive. Men Shimomoto er en tåge, nærmest en hallucination. Hvorfor er han så draget af det farlige? Hvad får ham til at ville opgive hele sit liv for denne uhåndgribelige kvinde? Hvad er det for et hul i ham selv, der suger ham ned i fortiden? Under en overflade af et moderne Japan med en hel del amerikansk popmusik, søger man efter psykologien. Det spørgsmål, kun de største bøger prøver at besvare: Hvem er jeg?

Fortidens magt
At fortiden trænger sig ind på nutiden er et klassisk tema, der også fylder meget hos andre japanere. Der er også kvindelige ”nisser” hos den eneste japaner, der rent faktisk har modtaget Nobelprisen, nemlig 68-årige Kenzaburo Oe, der fik prisen i 1994. Gennembrudsbogen var den selvbiografiske En privat sag (da. 1994), som er et fantastisk psykologisk drama, klart og kontant. Ligesom Haruki Murakami har Kenzaburo Oe oversat amerikansk litteratur til japansk, og hans hovedperson i En privat sag underviser i det.
 
Det kører meget godt for universitetslektoren, men han er besat af en kvinde, der binder ham til fortiden. Hans kone ligger på hospitalet, og parret står foran en kæmpe omvæltning i deres liv. De har nemlig fået et handicappet barn. Det er en alvorlig sag, der kræver sin mand, men der står en sprække åben til fortiden, og i bogen skildres de mange besøg hos elskerinden, hvor de dyrker hinanden med whisky og sex og opstiller et alternativ til den krævende forældrerolle. Er det overhovedet besværet værd?
 
Hos Kenzaburo Oe opstilles to muligheder: Man er almindelig og ordentlig og pligtopfyldende, eller man lever sine lyster ud. Der er de to muligheder. Englen eller dæmonen, hverdagen eller lidenskaben. Det ser ud til, at denne kløft er tydeligere i japansk litteratur end i andre lande. I romanen, der på dansk kom efter, Tid til fodbold (da. 2000) er det også en personlig deroute, der er udgangspunktet. Det indre liv med sine tankespind, erindringer, lyster og skygger er på en måde farligt og skal holdes i kort snor for ikke at tage magten.

Dør på klem
Det skal det indre liv også hos en anden japaner, den 39-årige Banana Yoshimoto. Hendes bøger er også i verdensklasse. Med romaner som Kitchen (1987), N-P. (1990) og novellesamlingen Lizard (1993), alle oversat til engelsk, har hun fået et stort publikum både i og udenfor Japan. I dansk oversættelse findes N-P (1996) og Kitchen (1994). Kitchen – om en ung kvinde, der lever hele sit liv i sit køkken - er desuden filmatiseret. Forfatterens far er kritiker, og Yoshimotos drøm er at vinde Nobelprisen, intet mindre.
 
I én af hendes noveller, den fantastiske Mærkelig tale nede fra floden, trænger fortiden sig på for en ung gift kvinde, og billeder af hende i sexorgier bliver sendt til hendes adresse. Fortiden trevles op. Floden ruller i baghaven. Hun bliver konfronteret med fortiden og skal overveje, hvad hun vil. Hun går så langt som til at mødes med ”en af dem”, og der står stadig en dør på klem til fortiden, der virker både farlig og dragende. Hvad har vi egentlig lagt bag os, og hvad rumsterer endnu? ”Nissen flytter med” er således et stort tema i japansk litteratur.
 
Hos japanerne er det meget tydeligt, at skyggerne eksisterer side om side med det daglige liv, men ofte kun som en mulighed i tanken eller en drøm. Verden er som den er, og den står fast igen, når historien er ovre. Inden da har man bevæget sig ud på dybt vand, er blevet grebet og bevæget af fortællingens strøm og de ofte glasklare, enkle billeder.

Det bliver man hos Kenzaburo Oe, Banana Yoshimoto og ikke mindst hos Haruki Murakami. Oe har fået Nobelprisen, Yoshimoto drømmer om den, og Murakami har fortjent den. Det er kun et spørgsmål om tid, før det går op for Det Svenske Akademi. Det er forlængst gået op for resten af verden, både anmeldere og læsere. Vi er tændte på den japanske hverdagsmystik og de dragende, gådefulde skygger.

Lån Haruki Murakamis bøger på www.bibliotek.dk

Og læs anbefalingerne af Sønden for grænsen og vesten for solen og Trækopfuglens krønike

Lån Kenzaburo Oes bøger på www.bibliotek.dk

Lån Banana Yoshimotos bøger på www.bibliotek.dk

Og klik ind på en god Bananamania hjemmeside

0
Din bedømmelse: Ingen