Jalousiens magt. Om du Mauriers Rebecca

Oprettet: 01.09.2006 - 12:06

Romanen handler om angsten for fortiden, der aldrig er helt forsvundet. Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen

”Vi kan aldrig vende tilbage, det er ganske givet. Fortiden er os endnu for nær. Alt, hvad vi har forsøgt at glemme, ville dukke op igen, og den følelse af angst, der efterhånden blev til en vild rædsel – og nu, Gud være lovet – er døet bort – ville igen vågne til live og forgifte vor tilværelse.”

Sådan lyder begyndelsen til et af de første kapitler i Daphne du Mauriers roman Rebecca (1938, da. 1939). Romanen handler om angsten for fortiden, der aldrig er helt forsvundet – som fortælleren siger, så er rædslen måske væk for nu, men den kan vækkes til live igen.

Den anden Mrs. de Winter
Daphne du Maurier (1907 – 1989) kaldte selv sin mest succesfulde roman for ”a study in jealousi,” og det er ganske præcist ramt. Fortælleren er en ung kvinde, der er uden familie og midler. Hun er selskabsdame for mrs. van Hopper, en ufølsom og snobbet kvinde, der ikke har megen forståelse for en ung kvindes kvaler med generthed og usikkerhed. I Monte Carlo lægger hun sig syg, og fortælleren er overladt til sig selv. 

Hun støder ind i den flotte og mystiske Maxim de Winter, der er ejer af godset Manderley. Mrs. Van Hopper har allerede fisket hans ulykkelige historie frem fra sit lager af sladderhistorier: hans hustru, den smukke, begavede og elegante Rebecca er død ved en ulykke, og han er aldrig kommet sig over hendes død. Ikke desto mindre falder hans opmærksomhed på den generte fortæller, og han frier til hende. Begyndelsen af ægteskabet er lykkeligt. De er på bryllupsrejse, og fortælleren begynder at tro, at hun vil blive lykkelig som den anden mrs. de Winter.
 
Så let går det selvfølgelig ikke. Ved hjemkomsten til Manderley starter problemerne. Den unge frue er ikke vant til at være frue, og overalt spøger Rebecca. Husholdersken, mrs. Danvers, gør sit til at holde den afdøde frue i live, og langsomt bliver den anden mrs. de Winter overbevist om, at hendes mand aldrig vil elske hende, som han elskede Rebecca; sandsynligvis har han fortrudt, at han giftede sig igen.

Plakat fra filmen fra www.cbo-boxoffice.comDrabet
Sandheden er selvfølgelig en ganske anden. Maxim har dræbt sin kone, der var despotisk, fordærvet og ondskabsfuld. Han hadede og frygtede hende. Det kommer først for en dag, da Rebeccas lig bjærges, og det viser sig, at hun er blevet skudt.

Maxim klarer frisag, det bliver afgjort, at der er tale om selvmord, men mrs. Danvers tager sin hævn, og brænder Manderley ned til grunden. Ægteparret de Winter bliver landflygtige. De kan ikke længere tale om Manderley eller om England, Rebeccas spøgelse har jaget dem væk.
 
Den navnløse
Rebecca er romanens hovedperson, selv om hun ikke er fysisk til stede. Hun er ondskaben selv, symboliseret ved hendes indtagelse af Maxims elskede Manderley. Da det endelig ser ud til, at Manderley er befriet for hendes spøgelse, brænder det ned til grunden. Det er betegnende for den anden mrs. de Winter, at hun ikke har et navn. Romanen bærer den afdøde rivalindes navn, som tegn på, at hun er evigt til stede og langt mere betydningsfuld end en navnløs ung kvinde, der forsøger at indtage hendes plads. 

Rebeccas nok så levende stedfortræder, mrs. Danvers, er ligeledes en særdeles tilstedeværende skikkelse. Hun er den, der styrer huset og ikke mindst begivenhedernes gang. Mindeværdig er scenen, hvor hun har lokket fortælleren til at få syet et kostume, der er magen til et kostume, Rebecca har båret, og derved grusomt vækker Rebecca til live for Maxim og minder hans unge hustru om, at hun ikke når Rebecca til sokkeholderne.

Fra filmen Rebecca fra www.alligatorpapiere.deJalousi
Lige fra romanens begyndelse er fortælleren domineret af andre kvinder. Først mrs. van Hopper, så mrs. Danvers og Rebecca i skøn forening (og i mindre grad Maxims søster Beatrice). Mændenes indflydelse er begrænset i fortællingen, og først til sidst får vi forklaringen:

Rebecca grinede af mændene, de var kun en leg for hende. Hun reducerer dem til bipersoner i dramaet, og det forbliver de. Én gang har hun tvunget Maxim til handling, og det viser sig, at drabet på hende måske også er iscenesat af hende selv.
 
Allerede før sit ægteskab og mødet med Manderley er Rebecca en vigtig faktor i forholdet mellem Maxim og fortælleren. Hun har hørt om Rebecca fra mrs. van Hopper, og hun finder en bog med en inskription fra hende til ham. Hun tror, at hans rugende sind skyldes sorg over den elskede hustru, og det er først, da hun opdager sandheden, hun kan gøre sig fri fra Rebeccas indflydelse:

”Han elskede hende ikke. […] Rebeccas magt var forsvundet som tågen, og hun kunne aldrig forfølge mig mere. […] Maxim havde aldrig elsket hende, og derfor hadede jeg hende ikke længere.” Fortællerens jalousi og angst har været så stærk, at det er bedre at vide, hendes mand har myrdet sin første kone, end at han har elsket hende. Hvis han havde elsket hende, holdt hans kærlighed hende i live. Hvis han hadede hende, er hun for alvor død.

Og dog: Mrs. Danvers triumferer til sidst ved at brænde Manderley og fratage Maxim det, han elsker højest, og forvise ham til udlændighed. Rebecca er ikke død, hun hviler kun. Angsten kan stadig vækkes til live.

0
Din bedømmelse: Ingen