Jagten på en helt. Om Javier Cercas' roman Salamis' soldater

Oprettet: 31.10.2011 - 14:49

Den spanske forfatter Javier Cercas’ roman Salamis’ soldater (2001) handler om helte.  Af litteraturstuderende, Ida Marie Nissen

Den spanske forfatter Javier Cercas’ roman Salamis’ soldater (2001) handler om helte. – Ikke om klassiske superhelte, men om den absurde slags: En vansiret krigsveteran, en forelsket charterturist, en pinlig kæreste og en falleret forfatter.

Romanens fortæller, en halv-depressiv kulturjournalist på en mindre provinssprøjte ved navn Javier Cercas (som den rigtige fortæller) kommer på sporet af en sælsom historie. Den handler om den falangistiske propaganda-arkitekt Rafael Sánchez Mazas, som under den spanske borgerkrig blev skånet af en republikansk militssoldat. Det var netop lykkes Mazas at undslippe en massehenrettelse og skjule sig i et mudderhul, da soldaten fandt ham, skælvende af skræk. Men han skød ham ikke. Så ham bare ind i øjnene, hvorpå han råbte til sine venner: ”Her er ingen!” 

Den sælsomme hændelse griber fortælleren: Hvem var den barmhjertige soldat? Og hvorfor undlod han at skyde sin ærkefjende Sánchez Mazas? En jagt på den anonyme soldat sættes i værk. Cercas ønsker at opklare mysteriet – og (endnu vigtigere), han ønsker at finde en helt, der kan spille hovedrollen i den historiske roman, han tiltænker at skrive. Men som det står skrevet på én af romanens sidste sider: ”man finder aldrig det man søger, men kun hvad virkeligheden disker op med.” (163).

Heroiske øjebliksbilleder
Cercas finder aldrig den helt, han søger; men en ven giver ham et tip om, hvad den heroiske x-faktor består i: ”Jeg tror faktisk, at der i en helts handlemåde næsten altid er noget blindt, irrationelt, instinktivt”, lyder tesen,

”men man kan ikke være exceptionel uafbrudt, og derfor er helten kun helt i undtagelsestilfælde, et kort øjeblik eller højst en inspireret eller sindsforstyrret periode”. (147)

Militssoldatens forskånelse af Sánchez Mazas er romanens hovedeksempel på en sådan undtagelsestilstand. Men romanen giver også andre heroiske øjebliksbilleder: 

En vansiret krigsveteran, der beder Cercas om et knus. – ”Der lugtede af medicin og års indelukkethed og kogte grøntsager og frem for alt af gammel mand, og jeg forstod at dette var den ynkelige lugt af en helt.” (205);

en fransk soldaterdeling (bestående af fire arabere, en skide neger og en catalaner), som marcherer gennem libysk ørken under parolen ”fremad, fremad, fremad, hele tiden fremad” (210);

en afdanket bokser, ”som pisser blod inden han går i ringen, og som kommer alene til boksehallen, når der stadig er mørkt.” (178);

en forelsket charterturist, der danser pasodoble med en talentløs luder;

en ligeledes pasodoble-dansende fangevogter, der glemmer tid og sted; 

en forfatter, der rejser sig fra sofaen, efter måneders skrivekrise. (Dette er fortællerens (helte)billede af sig selv.)

Pasodoblen og parolen ”Fremad, fremad, fremad” klinger med på romanens metaplan i fortællingen om fortællingen, der brænder passioneret, men også forløber som lidt af en ørkenvandring gennem knastørre facts og imaginære heltefatamorganaer.

Den absurde helt
Den (sande) helt, som romanen til sidst får skrevet sig frem til, er imidlertid ørkenvandringen værd.

Titlen Salamis’ soldater kan læses som en reference til den historiske prototype på en sådan helt: En fighter, der ikke vier tilbage for tilværelsens absurde kampe – det være sig historiske søslag, ørkenmarcher, skrivekriser eller pasodobledans med en talentløs luder.

En figur, der i høj grad matcher romanens helteprofil, er den græskmytologiske sagnhelt Sisyfos. (Ham, som guderne dømte til evig sten-trilning opad bakke.) Filosoffen Albert Camus (1913-1960) kaldte Sisyfos for en ”absurd helt”. Igen og igen måtte han trille en tung sten op ad et bjerg, blot for at se den trille ned igen. Et absurd liv, ja. Men livet er absurd, synes både Camus og Cercas at sige.

Det heroiske ved Sisyfos er, at han nægter at identificere sig med sin dom. Han triller den tunge sten ad absurdum, vel vidende at det er meningsløst. En lignende stædighed kan spores i heltefigurerne fra Cercas’ roman: Ligesom Sisyfos, nægter de at identificere sig med deres absurde domme – Forfatteren opgiver ikke sin fortælling; ørkensoldaten kaster sig ikke i sandet; bokseren smider ikke håndklædet i ringen; og militssoldaten skyder ikke sin ærkefjende på henrettelsesdagen.

En sisyfosk stædighed stopper ham; Noget lyste i hans blik ”med samme blinde stædighed  som får blodet til at flyde rundt i årene og jorden til at kredse i sin bane og alle væsener til halsstarrigt at ville være sig selv.” (120)

Undtagelsen
Modstykket til den absurde helt, der nægter at identificere sig med sin dom må være én, der overidentificerer sig med sin dom. F.eks. en ”snu stokkonservativ supersoldat” (82) à la Francisco (1892-1975). Eller den nazistiske skrivebordsbøddel, hvis (banale) ondskab ifølge filosoffen Hannah Arendt (1906-1975) bestod i, at han indgik retsløst i det totalitære nazi-maskineri.

Hvis den heroiske gerning er ”et øjebliks inspireret eller sindsforstyrret handling”, så må den antiheroiske gerning være en automatikhandling. 

Salamis’ soldater synes at operere med denne grundmodsætning mellem det banale og det inspirerede/sindsforstyrrede; mellem den fascistiske orden og de heroiske, lovsuspenderende undtagelsestilfælde:

Et eksempel er modsætningen mellem det liv, Sánchez Maza’ lever i skoven og dét, han lever som Franco-minister.

Et andet er pasodoblen overfor den grå ligegyldighed. (Den passionerede melodi akkompagnerer flere er de omtalte helte-sekvenser).  

Og sidst, men ikke mindst, bør nævnes selveste litteraturen (den fantasifulde af slagsen, vel at mærke) overfor den stivnede propagandaretorik.

Salamis’ soldater er et godt eksempel på en litteratur, der formår at skrive sig uden om de stivnede og sentimentale helteklichéer; romanen tegner ingen helstøbte heltebilleder; til gengæld giver den os en forunderlig mosaik af ynkelig heltelugt, halsstarrige blikke og smukke pasodoble-melodier.  

Sideangivelserne henviser til Peer Sibasts danske oversættelse fra 2005, Forlaget Sohn.

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)

Tilføj kommentar

Deltag i debatten.

  • Jens Henrik

    tir, 01/11/2011 - 15:54

    Titlen ´Salamis soldater´ synes jeg også kan læses som en fortættet metafor for romanen: en kritisk diskuterende nyfortolkning af fortiden. Det er et eksempel på at begreber, billeder og historiske referencer, som indgik som en del af den falangistiske propaganda, som Sánchez Mazas var en af hovedarkitekterne bag, og som i årene efter borgerkrigen var den officielle og den eneste tilladte tolkning af krigen, vendes om og bruges mod de nationalistiske sejrsherrer.

    Den nationalistiske propagandaen under og de første mange år efter krigen fremstillede borgerkrigen i absolutte modsætninger: de var korsriddere, beskyttere af den sande tro og civilisationens fortrop mod anti-Spanien der i deres fremstilling bestod af frimurere, bøsser og kommunistiske horder bakket op af barbarerne fra øst: Sovjetunionen.

    Den pompøse reference tilbage til det antikke Grækenland (et klassisk falangistisk/fascistisk greb), hvor de tapre og undertallige grækere i 480 f.kr. besejrede Xerxes´ kæmpehær og derved stoppede invasionen fra øst, ligestilles med de tapre nationalistiske og falangistiske oprører, der for, ligesom grækerne at redde civilisationens flamme, i selvopofrende heroisk vovemod gjorde oprør mod den indre og ydre fjende af undertrykkere fra kæmperiget mod øst.

    Romanens fortæller når jo så frem til, at er der nogen, der bærer arven fra Salamis på sine skuldre, er det den lidet heroisk udseende republikanske soldater, der i et anfald af medmenneskelighed vender ryggen til den forsvarsløse og ynkelige Sanchez Mazas, som han har al mulig grund til at ville henrette, eftersom Sánchez Mazas med sine kompromisløse flammetaler var en af de prominente nationalister, der bærer en stor del af skylden for at gøde jorden for den blodige borgerkrig.

    Som romanen (be)viser er fortiden vigtig og værd at beskæftige sig med når blot skællet af entydige klicheer og officiel(det vil sige sejrsherrernes) historieskrivning falder bort.