Interview med Søren Ulrik Thomsen

Oprettet: 15.03.2017 - 14:16

Forfatter: Søren Ulrik Thomsen

Født: 1956 i Kalundborg.
Debut: City Slang. 

Livet er en lang række ting, der findes nu og senere vil forsvinde. I »En hårnål klemt inde bag panelet« beskriver Søren Ulrik Thomsen steder, mennesker og ting, der skal fastholdes for eftertiden.

Af Sarah Iben Almbjerg. Artiklen har været bragt i Berlingske.

De fleste københavnere kender skiltet foran Andys Bar i Gothersgade. Syv høje, trekantede cocktailglas på en gul og rødlig baggrund signalerer, at her ligger et sted, hvor man kan få slukket tørsten. Et sted, der formentlig har eksisteret i mange år.

Men for Søren Ulrik Thomsen har de højstilkede glas også været en påmindelse om det moderne. ”I årevis har det skilt klamret sig til facaden. Men engang var det næsten et konstruktivistisk maleri, det var drømmen om den ultimative modernitet på et tidspunkt, hvor området omkring Gothersgade var ved at falde sammen. Siden falmede det. På den måde kom facaden til både at inkarnere drømmen om en fremtid og billedet på en fortid”, forklarer Søren Ulrik Thomsen.

Hans tanker om Andys Bar er blot ét af flere eksempler på, at han bruger byen til at tænke med. At bygninger, steder og facader er mere end fysiske steder. De er også mentale nedslagspunkter. De er den blanke cykelklokke, der minder Søren Ulrik Thomsen om opstandelsen, og den sorte telefon i bogens allersidste tekst, der pludselig begynder at ringe, da lejligheden er tømt, og alt lys er forsvundet.

Det er umuligt for et menneske at forstå, at vi engang skal dø. Men jeg kan møde steder, der får mig til at fornemme døden. Når jeg ser de nye store byggerier nede ved havnen, så ser jeg, at de er bygget til en fremtid, jeg ikke vil blive en del af”, forklarer Søren Ulrik Thomsen og understreger, at det er sådan, han arbejder. At hans skrift altid tager udgangspunkt i noget, der vedrører ham personligt, og som samtidig er meget konkret. Sådan har det været, siden han skrev sine første digte til Hvedekorn - inspireret af Østre Anlæg og S-togenes flimrende lys, der afspejlede sig i parkens træer.

Jeg har ingen særlig viden. At skrive er min måde at forstå verden på”, siger Søren Ulrik Thomsen.

Refleksionerne over København var også en del af udgangspunktet for En hårnål klemt inde bag panelet.

Udgangspunktet var 18 tekster om København, som Søren Ulrik Thomsen skrev til kataloget til en Tal R-udstilling på ARoS. Herefter voksede projektet.

Det er en bog, jeg har ønsket at skrive i flere år, så da jeg først kom i gang, opstod der mange gode ideer. Skrift skaber mere skrift”, siger Søren Ulrik Thomsen, der underlagde sit arbejde en række dogmer. Først og fremmest skulle ingen tekster have titler, som ville konkludere noget for læseren. Dernæst kunne teksterne være i forskellige genrer. Digte, essays og prosa klemmer sig sammen på siderne, uden at de på nogen måde er tynget af deres format. Et essay kan lige så godt være to sider som strække sig over otte. Et digt kan være skrevet ud som en prosa-tekst. Og endelig følger de enkelte tekster hinanden fortløbende hen over siderne. Det eneste fælles træk er refleksionerne over tid. Refleksioner, der på en måde også kommer til at handle om døden.

Tid er altid noget, der forsvinder. Livet er en lang kæde af øjeblikke, der findes nu og senere vil være væk. Hvis det lykkes mig at løfte nogle af disse øjeblikke ud af min private bevidsthed og over i en tekst, så får de et helt nyt liv. På den måde bliver teksten en måde at bekæmpe døden og destruktionen på”.

Søren Ulrik Thomsen fortæller, at hans gode ven Jokum Rohde har kaldt ”En hårnål klemt inde bag panelet” for den mest uhyggelige, Søren Ulrik Thomsen har skrevet, fordi den er så fuld af spøgelser. Som Steffen, der i en tekst går på værtshus med fortælleren og pludselig meddeler, at han har været død i et halvt år. Eller den tidligere beboer, der efterlod hårnålen bag panelet i Søren Ulrik Thomsens lejlighed og på den måde fik ham til at tænke, at lige netop den hårnål var det, hun havde efterladt til eftertiden.

På samme vis bliver denne bog også en hårnål. Den bliver noget, jeg efterlader til andre eftertider. Og der kommer jo altid eftertider. I bogen er der eftertiden efter min barndom på Stevns, efter ungdomsoprøret i 1968 og efter min ungdom i 80erne”.

Søren Ulrik Thomsen understreger, at han altid har været optaget af denne dynamik mellem livet og døden. At det, der findes nu, snart ikke skal findes mere.

Men det gådefulde er, at hvis en tekst lykkes, ja, så rummer den noget, som ikke fandtes før – heller ikke i den, der har skrevet teksten. En mer-betydning. På den måde river teksten sig løs fra mig. Den ligger og kigger tilbage på mig. Den får et betydningsoverskud, fordi den ved noget, jeg ikke ved. Hvis en tekst skal være interessant for dig at læse, skal den også være spændende for mig at skrive. Ellers kan det være lige meget.” Selvom Søren Ulrik Thomsen er så optaget af døden og ophøret understreger han, at tingene gerne må ændre sig. Man skal ikke sætte sig uden for tiden. Det gælder både for mennesker og byer. Men på hans gang gennem København må han alligevel konstatere, at man har meget travlt med at skjule det, der var engang.

Jeg kan godt lide at byen udvikler sig, men jeg kan også godt lide, at man kan se, at her boede folk før os. Da Jokum Rohde og jeg lavede bogen ”København con Amore” tog vi billeder af en kaffebar på Ålekistevej. I vinduet var der et skilt, hvor der stod ”Forkæl dig selv”. Og så var der et maleri af tre flade håndmadder. I dag ville ”Forkæl dig selv” betyde, at man skulle tage på jordomrejse, men der var engang, hvor det, at en anden havde smurt dig tre flade madder, var forkælelse. Og de mennesker, der levede dengang, var med til at bygge det velstandssamfund, der findes i dag”.

Søren Ulrik Thomsen forsøger at finde sig selv i tiden. At finde balancen mellem at tro, at alt var bedre før, og at halse efter tiden og forstår den som de unge. Hans balancepunkt ligger i at gå ud ad døren og konstatere, at verden er god nok, som den er. Lige indtil man står i supermarkedet og må høre en ung kvinde tale i mobiltelefon om sine vævsprøver.

I min alder er det nemt at tro, at alt var bedre før. Jeg forsøger at holde mig både åben og kritisk over for tiden. Men jeg kan også sige som Woody Allen: ”Så længe man stadig skal dø, kan man aldrig helt slappe af”.

Han griner opløftende og let. Og påpeger, at eksemplet med Andys Bar har ændret sig igen. For et par måneder siden blev facaden nemlig malet op. Nu fremstår cocktailglassene igen helt rene mod den røde facade.

Og dermed får den facade endnu en betydning, fordi den nu er del af en ny eftertid”.

 

Interviewet er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende.

0
Din bedømmelse: Ingen