Interview med Olga Ravn

Oprettet: 15.03.2017 - 15:13

Forfatter: Olga Ravn

Olga Ravn (1986) debuterede i 2012 med digtsamlingen 'Jeg æder mig selv som lyng'.

I digtsamlingen 'Den hvide rose' bevæger Olga Ravn sig ind mellem højpoesi og sentimentalitet for at udforske. Udforske, hvad der sker med os og med sproget, når vi pludselig bliver efterladt til vores egen ensomhed.

Af Sarah Iben Almbjerg. Artiklen har været bragt i Berlingske.

Hvad står man tilbage med, når et forhold er slut? I Olga Ravns tilfælde var det 864 digte på hvide, udprintede ark.

Teksterne blev skrevet i forlængelse af et brudt kærlighedsforhold og var længe gemt væk. Først langt senere, da Olga Ravn var et andet sted i livet, blev de fundet frem igen.

Jeg havde skrevet hundredevis af digte på hver fem linjer, mens jeg stod midt i en tabssituation. Jeg havde været inde i sådan et flow, hvor man pludselig skriver mere på en uge end man har gjort i et helt år. Det hele var rå, følelsesladet erfaring. Jeg kunne ikke komme på afstand af det og anskue det litterært”, forklarer Olga Ravn, der satte sig for at katalogisere teksterne og samle de udvalgte 160 digte, der endte med at udgøre hendes seneste digtsamling, Den hvide rose.

Og i forbindelse med den arkivering forstod jeg, at digtenes høje stil havde behov for en stram form. Jeg gav dem tal, først for at se, hvor mange der var. Der skulle være en hårdhed, en orden. Det følsomme skulle systematiseres for at blive sitrende og levende igen. Det er jo et materiale, der let kan blive sentimentalt.

Hvis der er en fortælling i ”Den hvide rose”, kan det være historien om at elske en person, der er på vej væk. En syg eller bare en anden, der hellere vil skilles end følges resten af vejen. Men Olga Ravns limegrønne digtsamling er i lige så høj en undersøgelse af, hvad der sker med vores sprog, når vi er ved at blive forladt.

Det oplevede hun selv i 2013, da de første digte blev skrevet.

Jeg havde den her oplevelse af, at alle popsange gav vildt meget mening. Det er, som om det eneste, man vil sige, er ”Kom tilbage”. Og hvis man bare arbejder lidt med sproget, som jeg gør, så kan man se, at det er helt dødt. Det er nogle udsagn, vi læser henover, fordi vi har set dem så mange gange, at de ikke længere har nogen betydning.

Det var dette døde sprog, Olga Ravn forsøgte at undersøge. Blandt andet ved at bruge rosen, der længe har været digternes ultimative kærlighedssymbol.

Rosen er sentimental. Den er billede på den dårlige eller banale poesi. Her i bogen bliver den en slags Frankenstein, fordi den er skrevet ihjel og bliver vækket til live. Den har døden med sig”, forklarer Olga Ravn, der har brugt den hvide rose som et slags ledemotiv gennem digtene. Rosen er både blomst og sygdom. Kærlighed og afhængighed. Den ene øjeblik er den jeg. Det næste øjeblik du.

Rosen er skrift/over dit ansigt/betændelsens sting/x/x”, som der står.

Jeg har altid været glad for neologismer, sammensatte ord, svære metaforer. Jeg er meget optaget af at lege med sproget, men det passede ikke ind her. Hvis jeg lavede for mange nye ord, ville jeg vise et overskud, der ikke passede til situationen. Derfor er bogens metaforer meget enkle, sammensat af genkendelige dele”, forklarer Olga Ravn.

Appellen til den anden, til læseren, den syge er så direkte i de her digte, så det duede ikke hvis jeg sad og skulle vise blærede sprogbilleder samtidig.

Det enkle sprog, den maskinelle inddeling af digtene betyder, at ”Den Hvide Rose” er endt i spændingsfeltet mellem noget meget højlitterært og noget stærkt kitchset. Flere anmeldere har sammenlignet med bogen med værker af Edit Södergran og Poul Celan. Men det var ingen nem udgivelse for Olga Ravn.

Helt til det sidste var jeg i tvivl om, hvorvidt digtene overhovedet skulle udgives. Jeg følte, at det var en bog, der kom fra et andet sted end mig. At jeg havde skrevet det med en nat, der fandtes indeni mig. Normalt er det min bevidsthed, jeg arbejder med. Men det kom fra et andet sted denne gang”, siger Olga Ravn.

Måske kom digtene også fra den ensomhed, der ligger efter et brud. Fra der, hvor man erkender, at det hul, som den anden har efterladt, ikke nødvendigvis bliver udfyldt af noget andet.

Digtene foregår i et konkret lukket rum. Der er kun en have, et hav og to mennesker. Afsenderen er en person, der ikke nødvendigvis er i berøring med andre mennesker. Sådan er bruddet også. Ret hurtigt må man erkende, at der kommer en ensomhed tilbage, som jeg selv troede ville væk for evigt. Men den følelse stod jo bare og ventede. Og jeg måtte erkende, at det nok er, fordi jeg bærer den med mig for altid.

Et andet motiv, der vender tilbage i ”Den hvide rose”, er sygdommen.

Vi hører om den syge, patienten. Visse steder sættes der næsten lighedstegn mellem kærligheden og virussen.

Når bogen taler om det syge, så kan det måske udskiftes med kærlighed. Hvis man én gang har passet et menneske, der var alvorligt sygt, så ved man, hvordan det er. Og hvis man gør det igen, finder man ud af, at man træder ind i samme rolle, samme funktion. Det bliver en handling, der gentager den forrige. En spejling. Sådan er det også med den romantiske kærlighed. Hver gang, man elsker et menneske, gør man lidt det samme. Man gentager de samme ritualer. Biografturene. Besøgene hos deres forældre. Man ender med at forveksle de forskellige, man elskede. Man får det sådan: ’Var det dig, jeg var i Italien med - eller var det en anden?Den elskede bærer det samme ansigt”, forklarer Olga Ravn.

Hun oplever, at der ligger en enorm selvudslettelse hos den, der kæmper for at holde på en anden. Den samme masochisme eller selvudslettelse, ser man hos den, der kæmper for den syge. Der ligger en gentagelsestvang i det, som Olga Ravn forsøgte at få med ved at lade bogen stamme.

Den artige forfatter i mig forsøgte at lave en fin afrunding, men det ville ikke passe på ”Den hvide Rose”. Formen skulle afspejle den hjælpeløshed, der er i den situation. Solen skulle gå op og ned over de elskende, mens digtene og systemet bare kunne fortsætte uendeligt i den samme usentimentale sløjfe.

 

Interviewet er tidligere blevet bragt i Berlingske Tidende.

0
Din bedømmelse: Ingen