Inger Christensens 60'er digt 'Det'

Oprettet: 01.09.2002 - 11:53

Af Morten Peick

Det er altid farligt at pege på en enkelt forfatter eller fremhæve et enkelt værk, når man kort skal karakterisere litteraturens strømninger gennem et helt årti. For det første er der jo gerne tale om flere forfattere og flere værker, ligesom stik modsatrettede praksiser fint kan være lige tidstypiske. For det andet er ti år præcis længe nok til, at der kan være meget store forskelle på litteraturen ved periodens begyndelse og ved dens afslutning.

Alligevel er der bøger, der rager op og i særlig grad udmærker sin tid. For 1960’ernes vedkommende gælder det f.eks. Inger Christensens (f. 1935) stordigt, Det, der udkom i 1969. Det er ikke blot en kunstnerisk tour de force, der formelt og indholdsmæssigt har international kaliber. Det er også en tekst, der sammenfatter en række af tidens tendenser, hvilket har fået Jørgen Leth til kalde Det for “en generations erfaringer koncentreret til visionær indsigt”.

Inger Christensen og 60’erne
Inger Christensen udgav sine to første digtsamlinger i begyndelsen af 60’erne. Debutsamlingen Lys udkom i 1962, og blot et år efter fulgte Græs. Stilistisk set er begge bøger præget af det modernistiske formsprog, der kendetegnede lyrikken hos f.eks. Klaus Rifbjerg, Ivan Malinowski eller Jørgen Gustava Brandt. Det vil bl.a. sige digte skrevet uden faste metriske mål i en fragmenteret syntaks og med et komprimeret billedsprog.

Helt anderledes ser det ud 6-7 år senere med Det, som er et af kulminationspunkterne for det nybrud i 60’er-modenismen, der tager form omkring årtiets midte. Med inspiration fra den europæiske avantgarde begynder folk som Per Højholt, Hans Jørgen Nielsen, Jørgen Leth m.fl. at skrive en meget eksperimenterende og skriftorienteret litteratur, der bringer nye litterære labels med sig som konkretisme og systemdigtning.

De nye bevægelser i litteraturen kan bl.a. ses som en reaktion på, at den kulturradikale modernisme, som bl.a. Vindroseredaktørerne Rifbjerg og Villy Sørensen havde stået for, nærmest var blevet identisk med Modernismen i Danmark og dermed også en smule forudsigelig.

Systemet
Det er nok systemdigtningens mest vellykkede værk. Her forløses et meget komplekst betydnings indhold inden for rammerne af et stramt formskema. Det fremstår som et stort digt, der helt overordnet falder i 3 dele. Først kommer et indledende “Prologos” på i alt 526 verslinjer. Dernæst følger det omfattende midterstykke, som bærer titlen “Logos”, og teksten afsluttes med et “Epilogos” på 528 linjer.

Det er især tallene 3 og 8, som konstituerer systemet i Det. Således er “Logos”-delen først inddelt i 3 hovedafsnit med titlerne SCENEN, HANDLINGEN og TEKSTEN, der så igen er inddelt i 8 begrebskategorier (symmetrier, transitiviteter, kontinuiteter, konnexiteter, variabiliteter, extensioner, integriteter og universaliteter), som Inger Christensen låner fra den danske sprogforsker, Viggo Brøndals præpositionslære. Endelig er hver kategori også opdelt i 8 nummererede tekster.

Tilblivelse
Det er en tekst, der med sine mange gentagelser og eminente sproglige rytme, kan have en syret eller næsten hypnotisk virkning, hvis man læser den i et stræk. Dens sproglige vendinger og udtryk synes hele tiden at generere mere sprog, og skal man tro Inger Christensen, var det faktisk også sådan, at hun tilfældigt kom på at skrive Det.

Efter i 1967 at have sendt romanen Azorno af sted til forlaget, konstaterede hun, at “Det var så det”. I al sin tilforladelighed blev denne lidt tørre sætning forlæg for Det’s berømte åbning:

“Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet og mere. Bliver nyt. Noget nyt. Noget stadig mere nyt. Bliver i næste nu så nyt som det nu kan blive. Fører sig frem. Flanerer. Berører, berøres. Indfanger løst materiale. Vokser sig større og større.”

“Prologens” allerførste “det” fremstår som et rent potentiale, der kan betegne og blive til hvad som helst. Det indleder en såvel sproglig som naturlig skabelsesproces, der bliver stadig mere bestemt og differentieret, efterhånden som digtets ‘sætningsmaskine’ griber om sig. Det ses bl.a. tydeligt i “Prologos”’ grafiske opsætning. Første tekststykke fremstår som en stor samlet blok på i alt 66 verslinjer, som efterhånden splittes op i mindre blokke for at ende som 66 enkeltlinjer ved prologens slutning.

Engagement
Med sine sindrige talsystemer og dunkle referencer til såvel Brøndals svært tilgængelige sprogteori som den tyske romantiker Novalis, kan Det fremstå som et esoterisk og indadvendt værk, der mere handler som sig selv som kunst og skriftlig tilblivelse end noget som helst andet.

Det er imidlertid ikke tilfældet. For tekstens lukkede og selvtematiserende sider, modsvares af det bemærkelsesværdigt stærke engagement i flere af sen-60’ernes centrale anliggender. Inden for det uhyre stramme formskema, systemet sætter, udfolder Inger Christensen en række meget komplekse meningsniveauer.

Midterstykket “Logos” reflekterer over kvindefrigørelse og ungdomsoprør, ligesom forholdet mellem menneske og natur. Frihed og tvang og normalitet og sindssyge er væsentlige temaer. Inger Christensen er bl.a. inspireret af antipsykiatrien og den britiske psykiater R.D. Laing, som spillede en vigtig rolle i tiden. I det afsluttende “Epilogos” gennemskrives den eksistentielle angst som et definerende træk ved det moderne menneske.

Udblik
Skønt Det som helhed er tæt bundet til sin samtid, forbliver systemet en æstetisk strategi, som Inger Christensen også benytter i sine efterfølgende digtudgivelser, der groft sagt falder med 10 års mellemrum. I Brev i April fra 1979 bruger hun permutationssystemet fra den franske komponist, Olivier Messian, mens digtet Alfabet (1981) følger middelaldermatematikeren, Fibonacci’s talrække, hvor hvert tal udgør summen af de to forgående: 1, 2, 3, 5, 8, 13 etc. Endelig er det smukke rekviem Sommerfugledalen fra 1991 også en slags system. Skrevet som en sonetkrans består Sommerfugledalen af i alt femten sonetter, hvor begyndelseslinjerne til de første fjorten sonetter danner hvert vers i kransens 15. og sidste sonet, mestersonetten.

Vil du vide mere?

Læs Pletskuds artikel om:
Inger Christensens "Alfabet"

 

0
Din bedømmelse: Ingen