Indiens "Grand Old Men"af stud.mag. i litteraturvidenskab og semiotik Stine Bang
Hvis man spørger folk, om de kender nogle indiske forfattere, vil svaret ofte være "kun Salman Rushdie". Rushdie er selvfølgelig langt den kendteste, men faktisk er der mange andre - også meget anerkendte – forfattere i Indien: dramatikeren og lyrikeren Rabindranath Tagore (1861-1941), romanforfatteren Saratchandra Chatterji (1876-1938), C. Subrahmanya Bharati (1892-1921), Muhammad Iqbal (1873-1938), Arun Kolatkar (f. 1932), Shashi Tharoor (f. 1956) osv. Listen er lang, men fælles for disse forfattere er, at de alle skriver på forskellige indiske folkesprog som hindi, bengali, urdu, tamilsk, marathi o.s.v.
Men der er en ligeså stor gruppe, der skriver på engelsk. Nogle af de største i den moderne indiske litteraturhistorie er Mulk Raj Anand (f. 1905), Raja Rao (f. 1904) og R. K. Narayan (f. 1906), der kaldes for de tre klassiske moderne. De er alle født i starten af det 20. århundrede og var unge, da Indien blev selvstændigt.
Anand tog, efter universitetsstudier i Indien, til England og videreuddannede sig i Cambridge og London. Her blev han engageret i den indiske uafhængighedskamp. Først i 1945 efter krigen vendte han tilbage til Indien. Han debuterede i 1935 med bogen Untouchable, der foregår over en dag omkring en tilfældig men katastrofal berøring mellem en præst og en kasteløs, dvs. uren person. Denne første bog blev afvist af ikke mindre end 19 forlag, før den blev antaget af det 20., og det gjorde den kun på den betingelse, at E. M. Forster (1879-1970), der er en anerkendt britisk forfatter, ville skrive et forord. Det gjorde han, og satte dermed gang i en stor litterær karriere. Anands vigtigste bog er Private Life of an Indian Prince (1953), der er en psykologisk og social analyse af det indiske aristokrati. Udover disse to har han skrevet en række romaner, noveller, kogebøger, filosofiske læsninger, børnefortællinger og kunstbøger. Hans romaner er båret af en social bevidsthed og en solidaritet med de svage og undertrykte.
Raja Rao blev uddannet i Frankrig, hvor han boede i en årrække fra 1928. I 1965 blev han professor i filosofi ved University of Texas, Austin. Raos forfatterskab har et filosofisk og et symbolsk præg, og er ligesom Anands farvet af et stærkt engagement i den indiske frihedskamp. Dette er også motivet i hans debutroman fra 1938, Kanthapura, og den senere novellesamling The Cow of the Barricades (1947). I den nok mest kendte The Serpent and the Rope fra 1960, der er en delvist selvbiografisk roman, tager spørgsmålet om uafhængighed form af en åndeligt betonet modningsproces. Rao søger i sit forfatterskab at genskabe den traditionelle mundtlige fortælling ved at trække på gamle fabler og give sine romaner et magisk skær. Samtidig ligger hans sprog meget tæt op af det engelske talesprog.
Den tredje af de klassisk moderne er Narayan, der nok er den største. Han er som den eneste ikke uddannet i Europa, men har boet hele sit liv i Indien, hvorfra han henter sine historier. Narayan har skrevet en 11 binds romanserie om livet i den fiktive by Magudi, hvori han skildrer typiske sider af det indiske samfund. Hans middelklassemennesker lever et usikkert liv, hvor de skal bevise deres værdi i forhold til samfundet, og samtidig leve op til storfamiliens mange krav. Alle romanerne er kendetegnet ved en enkel stil, hvor temaerne er hentet fra dagligdagen, blandt andet i form af sammenstød mellem moderne og traditionelle livsformer.
Anand, Rao og Narayan har sprog, tematik og deres brug af realisme tilfælles. Alle er de optaget af de konflikter det giver at være under et andet lands herredømme, og hvordan mødet med denne anden kultur giver nogle sammenstød mellem generationer og i hverdagslivet som sådan.
Da de tre forfattere valgte at skrive på engelsk, gik de i virkeligheden imod tidens tendens til at søge en national identitet, der på alle måder var frigjort af den britiske. I 1920 blev Mahatma Gandhi (1869-1948) leder af kongrespartiet. Han var foregangsmand i uafhængighedskampen mod briterne, og hans magtmiddel var passiv modstand, et ikke-voldsprincip han udledte af hinduismen. Han skrev i denne periode en række essays på gujarati (et indisk sprog) og viste vejen til at bruge de forskellige folkesprog som litteratursprog. Gandhi var i 1936 formand for en kongres, der diskuterede sprogproblemet og sprogvalget, og her blev man enige om et program for litteraturen: Man skulle skrive på folkesprogene for at gøre litteraturen tilgængelig for masserne. Gandhi var også med til at fremme en social bevidsthed og meget af den litteratur, der kom frem i de år, var en blanding af Gandhis pacifisme, traditionelle indiske fabler og marxisme.
I midten af trediverne, hvor kongressen altså blev afholdt, debuterede netop Anand, Rao og Narayan – på engelsk! Men de var på ingen måde upåvirket af det, der skete i deres land. Raos debut Kanthapura handler netop om Gandhis indflydelse på en lille indisk landsby. Det argument, der lå bag valget af engelsk som sprog, var altså ikke et spørgsmål om en afstandstagen til Gandhi, men snarere en ide om, at det måtte være det mest demokratiske valg. Engelsk måtte være det sprog, der kunne nå flest mennesker – og dermed masserne. I et land som Indien, med femten officielle sprog, har alle ikke lige adgang til f. eks. Gandhis skrifter skrevet på gujarati; men det ville de have, hvis de var skrevet på engelsk. Anand, Rao og Narayan må vel betegnes som Indiens "Grand Old Men". De har haft en utrolig indflydelse på den indiske litteraturhistorie, og er absolut værd at læse. Desværre er der ikke oversat meget.
Anand findes kun på engelsk, og en enkelt af Raos bøger er oversat til svensk. Derfor vil jeg foreslå, at man begynder med Narayan, hvor der findes i hvert fald et par bøger på dansk.
Lån bøger af R. K. Narayan på
Lån bøger af Raja Rao på
Lån bøger af Mulk Raj Anand på
Skribent
15 jul.02
Indiens "Grand Old Men"af stud.mag. i litteraturvidenskab og semiotik Stine Bang
Hvis man spørger folk, om de kender nogle indiske forfattere, vil svaret ofte være "kun Salman Rushdie". Rushdie er selvfølgelig langt den kendteste, men faktisk er der mange andre - også meget anerkendte – forfattere i Indien: dramatikeren og lyrikeren Rabindranath Tagore (1861-1941), romanforfatteren Saratchandra Chatterji (1876-1938), C. Subrahmanya Bharati (1892-1921), Muhammad Iqbal (1873-1938), Arun Kolatkar (f. 1932), Shashi Tharoor (f. 1956) osv. Listen er lang, men fælles for disse forfattere er, at de alle skriver på forskellige indiske folkesprog som hindi, bengali, urdu, tamilsk, marathi o.s.v.
Men der er en ligeså stor gruppe, der skriver på engelsk. Nogle af de største i den moderne indiske litteraturhistorie er Mulk Raj Anand (f. 1905), Raja Rao (f. 1904) og R. K. Narayan (f. 1906), der kaldes for de tre klassiske moderne. De er alle født i starten af det 20. århundrede og var unge, da Indien blev selvstændigt.
Anand tog, efter universitetsstudier i Indien, til England og videreuddannede sig i Cambridge og London. Her blev han engageret i den indiske uafhængighedskamp. Først i 1945 efter krigen vendte han tilbage til Indien. Han debuterede i 1935 med bogen Untouchable, der foregår over en dag omkring en tilfældig men katastrofal berøring mellem en præst og en kasteløs, dvs. uren person. Denne første bog blev afvist af ikke mindre end 19 forlag, før den blev antaget af det 20., og det gjorde den kun på den betingelse, at E. M. Forster (1879-1970), der er en anerkendt britisk forfatter, ville skrive et forord. Det gjorde han, og satte dermed gang i en stor litterær karriere. Anands vigtigste bog er Private Life of an Indian Prince (1953), der er en psykologisk og social analyse af det indiske aristokrati. Udover disse to har han skrevet en række romaner, noveller, kogebøger, filosofiske læsninger, børnefortællinger og kunstbøger. Hans romaner er båret af en social bevidsthed og en solidaritet med de svage og undertrykte.
Raja Rao blev uddannet i Frankrig, hvor han boede i en årrække fra 1928. I 1965 blev han professor i filosofi ved University of Texas, Austin. Raos forfatterskab har et filosofisk og et symbolsk præg, og er ligesom Anands farvet af et stærkt engagement i den indiske frihedskamp. Dette er også motivet i hans debutroman fra 1938, Kanthapura, og den senere novellesamling The Cow of the Barricades (1947). I den nok mest kendte The Serpent and the Rope fra 1960, der er en delvist selvbiografisk roman, tager spørgsmålet om uafhængighed form af en åndeligt betonet modningsproces. Rao søger i sit forfatterskab at genskabe den traditionelle mundtlige fortælling ved at trække på gamle fabler og give sine romaner et magisk skær. Samtidig ligger hans sprog meget tæt op af det engelske talesprog.
Den tredje af de klassisk moderne er Narayan, der nok er den største. Han er som den eneste ikke uddannet i Europa, men har boet hele sit liv i Indien, hvorfra han henter sine historier. Narayan har skrevet en 11 binds romanserie om livet i den fiktive by Magudi, hvori han skildrer typiske sider af det indiske samfund. Hans middelklassemennesker lever et usikkert liv, hvor de skal bevise deres værdi i forhold til samfundet, og samtidig leve op til storfamiliens mange krav. Alle romanerne er kendetegnet ved en enkel stil, hvor temaerne er hentet fra dagligdagen, blandt andet i form af sammenstød mellem moderne og traditionelle livsformer.
Anand, Rao og Narayan har sprog, tematik og deres brug af realisme tilfælles. Alle er de optaget af de konflikter det giver at være under et andet lands herredømme, og hvordan mødet med denne anden kultur giver nogle sammenstød mellem generationer og i hverdagslivet som sådan.
Da de tre forfattere valgte at skrive på engelsk, gik de i virkeligheden imod tidens tendens til at søge en national identitet, der på alle måder var frigjort af den britiske. I 1920 blev Mahatma Gandhi (1869-1948) leder af kongrespartiet. Han var foregangsmand i uafhængighedskampen mod briterne, og hans magtmiddel var passiv modstand, et ikke-voldsprincip han udledte af hinduismen. Han skrev i denne periode en række essays på gujarati (et indisk sprog) og viste vejen til at bruge de forskellige folkesprog som litteratursprog. Gandhi var i 1936 formand for en kongres, der diskuterede sprogproblemet og sprogvalget, og her blev man enige om et program for litteraturen: Man skulle skrive på folkesprogene for at gøre litteraturen tilgængelig for masserne. Gandhi var også med til at fremme en social bevidsthed og meget af den litteratur, der kom frem i de år, var en blanding af Gandhis pacifisme, traditionelle indiske fabler og marxisme.
I midten af trediverne, hvor kongressen altså blev afholdt, debuterede netop Anand, Rao og Narayan – på engelsk! Men de var på ingen måde upåvirket af det, der skete i deres land. Raos debut Kanthapura handler netop om Gandhis indflydelse på en lille indisk landsby. Det argument, der lå bag valget af engelsk som sprog, var altså ikke et spørgsmål om en afstandstagen til Gandhi, men snarere en ide om, at det måtte være det mest demokratiske valg. Engelsk måtte være det sprog, der kunne nå flest mennesker – og dermed masserne. I et land som Indien, med femten officielle sprog, har alle ikke lige adgang til f. eks. Gandhis skrifter skrevet på gujarati; men det ville de have, hvis de var skrevet på engelsk. Anand, Rao og Narayan må vel betegnes som Indiens "Grand Old Men". De har haft en utrolig indflydelse på den indiske litteraturhistorie, og er absolut værd at læse. Desværre er der ikke oversat meget.
Anand findes kun på engelsk, og en enkelt af Raos bøger er oversat til svensk. Derfor vil jeg foreslå, at man begynder med Narayan, hvor der findes i hvert fald et par bøger på dansk.
Lån bøger af R. K. Narayan på
Lån bøger af Raja Rao på
Lån bøger af Mulk Raj Anand på
Hvis man spørger folk, om de kender nogle indiske forfattere, vil svaret ofte være "kun Salman Rushdie". Rushdie er selvfølgelig langt den kendteste, men faktisk er der mange andre - også meget anerkendte – forfattere i Indien: dramatikeren og lyrikeren Rabindranath Tagore (1861-1941), romanforfatteren Saratchandra Chatterji (1876-1938), C. Subrahmanya Bharati (1892-1921), Muhammad Iqbal (1873-1938), Arun Kolatkar (f. 1932), Shashi Tharoor (f. 1956) osv. Listen er lang, men fælles for disse forfattere er, at de alle skriver på forskellige indiske folkesprog som hindi, bengali, urdu, tamilsk, marathi o.s.v.
Men der er en ligeså stor gruppe, der skriver på engelsk. Nogle af de største i den moderne indiske litteraturhistorie er Mulk Raj Anand (f. 1905), Raja Rao (f. 1904) og R. K. Narayan (f. 1906), der kaldes for de tre klassiske moderne. De er alle født i starten af det 20. århundrede og var unge, da Indien blev selvstændigt.
Anand tog, efter universitetsstudier i Indien, til England og videreuddannede sig i Cambridge og London. Her blev han engageret i den indiske uafhængighedskamp. Først i 1945 efter krigen vendte han tilbage til Indien. Han debuterede i 1935 med bogen Untouchable, der foregår over en dag omkring en tilfældig men katastrofal berøring mellem en præst og en kasteløs, dvs. uren person. Denne første bog blev afvist af ikke mindre end 19 forlag, før den blev antaget af det 20., og det gjorde den kun på den betingelse, at E. M. Forster (1879-1970), der er en anerkendt britisk forfatter, ville skrive et forord. Det gjorde han, og satte dermed gang i en stor litterær karriere. Anands vigtigste bog er Private Life of an Indian Prince (1953), der er en psykologisk og social analyse af det indiske aristokrati. Udover disse to har han skrevet en række romaner, noveller, kogebøger, filosofiske læsninger, børnefortællinger og kunstbøger. Hans romaner er båret af en social bevidsthed og en solidaritet med de svage og undertrykte.
Raja Rao blev uddannet i Frankrig, hvor han boede i en årrække fra 1928. I 1965 blev han professor i filosofi ved University of Texas, Austin. Raos forfatterskab har et filosofisk og et symbolsk præg, og er ligesom Anands farvet af et stærkt engagement i den indiske frihedskamp. Dette er også motivet i hans debutroman fra 1938, Kanthapura, og den senere novellesamling The Cow of the Barricades (1947). I den nok mest kendte The Serpent and the Rope fra 1960, der er en delvist selvbiografisk roman, tager spørgsmålet om uafhængighed form af en åndeligt betonet modningsproces. Rao søger i sit forfatterskab at genskabe den traditionelle mundtlige fortælling ved at trække på gamle fabler og give sine romaner et magisk skær. Samtidig ligger hans sprog meget tæt op af det engelske talesprog.
Den tredje af de klassisk moderne er Narayan, der nok er den største. Han er som den eneste ikke uddannet i Europa, men har boet hele sit liv i Indien, hvorfra han henter sine historier. Narayan har skrevet en 11 binds romanserie om livet i den fiktive by Magudi, hvori han skildrer typiske sider af det indiske samfund. Hans middelklassemennesker lever et usikkert liv, hvor de skal bevise deres værdi i forhold til samfundet, og samtidig leve op til storfamiliens mange krav. Alle romanerne er kendetegnet ved en enkel stil, hvor temaerne er hentet fra dagligdagen, blandt andet i form af sammenstød mellem moderne og traditionelle livsformer.
Anand, Rao og Narayan har sprog, tematik og deres brug af realisme tilfælles. Alle er de optaget af de konflikter det giver at være under et andet lands herredømme, og hvordan mødet med denne anden kultur giver nogle sammenstød mellem generationer og i hverdagslivet som sådan.
Da de tre forfattere valgte at skrive på engelsk, gik de i virkeligheden imod tidens tendens til at søge en national identitet, der på alle måder var frigjort af den britiske. I 1920 blev Mahatma Gandhi (1869-1948) leder af kongrespartiet. Han var foregangsmand i uafhængighedskampen mod briterne, og hans magtmiddel var passiv modstand, et ikke-voldsprincip han udledte af hinduismen. Han skrev i denne periode en række essays på gujarati (et indisk sprog) og viste vejen til at bruge de forskellige folkesprog som litteratursprog. Gandhi var i 1936 formand for en kongres, der diskuterede sprogproblemet og sprogvalget, og her blev man enige om et program for litteraturen: Man skulle skrive på folkesprogene for at gøre litteraturen tilgængelig for masserne. Gandhi var også med til at fremme en social bevidsthed og meget af den litteratur, der kom frem i de år, var en blanding af Gandhis pacifisme, traditionelle indiske fabler og marxisme.
I midten af trediverne, hvor kongressen altså blev afholdt, debuterede netop Anand, Rao og Narayan – på engelsk! Men de var på ingen måde upåvirket af det, der skete i deres land. Raos debut Kanthapura handler netop om Gandhis indflydelse på en lille indisk landsby. Det argument, der lå bag valget af engelsk som sprog, var altså ikke et spørgsmål om en afstandstagen til Gandhi, men snarere en ide om, at det måtte være det mest demokratiske valg. Engelsk måtte være det sprog, der kunne nå flest mennesker – og dermed masserne. I et land som Indien, med femten officielle sprog, har alle ikke lige adgang til f. eks. Gandhis skrifter skrevet på gujarati; men det ville de have, hvis de var skrevet på engelsk. Anand, Rao og Narayan må vel betegnes som Indiens "Grand Old Men". De har haft en utrolig indflydelse på den indiske litteraturhistorie, og er absolut værd at læse. Desværre er der ikke oversat meget.
Anand findes kun på engelsk, og en enkelt af Raos bøger er oversat til svensk. Derfor vil jeg foreslå, at man begynder med Narayan, hvor der findes i hvert fald et par bøger på dansk.
Lån bøger af R. K. Narayan på
Lån bøger af Raja Rao på
Lån bøger af Mulk Raj Anand på
Kommentarer