Ind i litteraturen

Oprettet: 27.03.2002 - 09:00

Ind i litteraturen

skrevet af projektmedarbejder Lotte Thomhave







 



 



 



Tag med BogWeb på en rejse ind i litteraturen. Mød fem af de nyere prosaister

i dansk litteratur - og deres bøger.



Hvert år dumper der mellem 1000-1500 skønlitterære manuskripter ind ad døren til hvert af de større danske forlag. Ud af de mange tusinde manuskripter er der kun omkring 20-25 nye forfattere, der kommer igennem nåleøjet og får udgivet deres første bog. 



BogWeb har læst fem forfatteres første udgivelser. Hver for sig er de anbefalelsesværdige og selvfølgelig unikke i deres forskellighed. Tilsammen kan de måske give os et praj om tendenserne inden for ny dansk prosa. Hvordan ser de ud? At skabe ny og vedkommende kunst er ikke kun et spørgsmål om at vende sig fra den store fabulerende og sammenhængende fortælling, sådan som kortprosaen udfordrende har gjort i de seneste år. Heldigvis er der en mangfoldighed af udtryk, der peger i flere retninger. 



Disse fem bøger er valgt for at vise bredden og kvaliteten i den nyere prosa. Udover universelle temaer som søgen efter egen identitet, sorg, død, ulykke og meningen med livet - beskæftiger bøgerne sig også med kunsten at fortælle. Forfatterne vedkender sig den litterære tradtion som en værktøjskasse, de uimponeret rager rundt i. De leger med litteraturens mange genrer og greb, for litteraturen er både et håndværk, en demonstration af en kunnen og en god historie.



Dorthe Nors inviterer læseren med på en litterær roadmovie med bibelske overtoner.

Mirjam Bastian Wechselmann har skrevet en udviklingsroman med en massiv fortælleglæde og en djærv humor.

Sara Trier tager os med til Grønland og lader os opleve landet igennem et særligt blik, der gør alting levende.

Sulaima Hind skaber et brutalt, men følsomt portræt af en kvinde fastholdt eminent i 40 korte tekster.

Iselin C. Hermann genopliver brevromanen, der måske får fatale følger for de to brevskrivere.







Dorthe Nors: Soul.  Samleren, 2001.

Dorthe Nors har skrevet noget så sjældent som en moderne kærlighedsroman med bibelske overtoner og terapeutiske undertoner. Hovedpersonerne går så grueligt meget igennem for at komme frelste ud på den anden side.



En kælder, en tragisk ulykke og måske et seksuelt overgreb er omdrejningspunkterne i Dorthe Nors brutale roman Soul, hvor eventyrgenrens grusomhed er tilstede: mørket og angsten og traumatiske oplevelser, der sidder fast i kroppen. 



Der ikke noget overfladisk caféliv over Soul, selvom Astrid og Jaan mødes på en Café Jorden i Århus og forelsker sig lidenskabeligt i hinanden. Han, en teologistuderende, med større engagement i musikken end præstegerningen. Hun, en litteraturstuderende, der er træt af at splitte litteraturen ad for at samle den igen. Begge har de en større trang til at udforske deres egen fortid, end til at færdiggøre deres opgaver på universitetet.



Læseren hvirvles ind i ekstreme terapeutiske 'seancer' på parrets rejser til Sverige, til København og Holland, hvor Jaan og Astrid åbner sig for hinanden og fortæller om de mørke hemmeligheder fra deres fortid. Begivenhederne er voldsomt smertefulde og fortælles i et mundtligt sprog, der lægger sig op ad lyrikken: små rytmisk afrundede tekster udgør kapitlerne. Det er flot lavet og understreger, hvor svært det kan være at finde ordene.



"Det kom som kvalme. Han holdt hende under panden, mens hun brækkede sig fra verandaen og ned i den frosne sne. Hun syntes, hun kastede jord op. Tyk, fed og brun muld. Hun råbte det også: - Er det jord? Er det? Og elgene havde aldrig hørt eller set noget lignende. I dagene op til jul lå hun i sengen og græd det meste af tiden. Hun kastede slagger af sig. Talte med barnlig stemme. Fortalte om grimme syner dernede fra kælderen."



Som kontrast til den sårbarhed, der ligger nedenunder, er sproget råt og fyldt med vulgære gloser. Det "rager" Astrid, hvem Jaan har været kæreste med før hende. Men, man skal ikke tage fejl af den seje attitude, som fortælleren flere steder smykker sig med. Den antiæstetiske stil og fortællerens svælgen i egen ulykke kammer flere steder over og bliver en anelse patetisk, men det er petitesser, der drukner i den storhed, som romanen efterlader på nethinden.



Dorthe Nors har skrevet en flot debutbog, der eksprimenterer med sprog og stil, og som skræver over det største af alt: at kunne åbne sig og fortælle sin historie.



Lån Soul på biblioteket

Læs interview med Dorthe Nors i Politiken







Mirjam Bastian Wechselmann: Rejse i rød bil. Samleren, 1997.

Der er en anderledes lethed og fortælleglæde tilstede, når man 'stiger' ind i Mirjam Bastian Wechselmanns roman Rejse i rød bil. Det er en ualmindeligt velskrevet udviklingsroman om en kvindelig hovedperson, der rejser fra København til England for at komme sig over et tab og en ulykke.



Rappe replikker og et hurtigt tempo bruges især i bogens første del. Her følger vi den navnløse fortæller på rejse (i den røde bil) sammen med vennerne Rosa og Skafte. Sammen har de oplevet skolen og eftermiddagskakaoen ved forældrenes køkkenborde, og de er nu på vej til at tage fat på deres (måske?) fælles fremtid. Vennerne driller hinanden, fortæller eventyr og tumler rundt i en lykkefølelse af samhørighed, men lykken ender brat i en tragisk ulykke.



Der er mindre fart over feltet i bogens anden del. Tonen er ny. Der dvæles mere modent ved fortællerens egne erkendelser. Fortælleren er flygtet til England. Her rakker hun rundt uden mål og bor hos tilfældige bekendte, indtil hun langsomt får mod til at se fortiden i øjnene med tidens og især nye venners hjælp. Hun udvikler sig og samtidig begynder hun at skrive sin historie.



Bogen springer fornemt frem og tilbage i tid og sted, og den springende kronologi rykker elegant læseren frem og tilbage som en ludobrik mellem romanens mange sidehistorier. Korte dyk ned i erindringens brønd - med historier om barndommen, vennerne, forældrenes skilsmisse og mødet med kærligheden - samler sig i sceniske stumper og forenes i en happy end.



På trods af de tragiske omstændigheder er bogen en glad bog. Den forstår at balancere selvironisk med det smertelige, så historierne ikke krænger over og bliver sentimentale. Selvom den handler meget om ensomhed, sprudler den af overskud og en djærv humor, der minder om Peter Høegs slagfærdige stil fra "Frøken Smillas fornemmelse for sne". Romanen er velskrevet og tør også binde an med en moderne skildring af prinsen på den hvide hest:



"Netop som jeg fumler allermest og er på nippet til at smide både låsen og cyklen i floden, løfter han mig op bagfra. Det er en af de ting, jeg hader mest ved ikke at være særlig høj. Han løfter mig bare op. Som om jeg var en ting. Så vender han sig rundt og ser mig lige ind i øjnene. - Du går ingen steder uden mig, siger han så, hvorpå han tager min cykel under den ene arm og mig under den anden. Jeg kæmper som en gal for at komme fri og kommer til at grine. - Crispin, din store pukkelidiot, sæt mig ned! Jeg spræller halvhjertet." 



Lån Rejse i rød bil på biblioteket

Andre bøger af forfatteren:

Lån Observatøren på biblioteket









Sulaima Hind: Dias - tekster. Høst & Søn, 2000.

Desperation og hypersentivitet er nøgleord, der kendetegner Sulaima Hinds forfatterskab. Ungdomsromanen "Voxeværk" fra 1997 tager udgangspunkt i forfatterens egne oplevelser i 80erne´som 'gadebarn' og 'drukpunker' i et  undergrundsmiljø i København.



Dias - tekster er hendes prosadebut for voksne. Den indeholder også elementer af personlig erindring i en kortprosaistisk form. Dias er beretningen om et liv fastholdt i 40 tilbageblik fra fødsel til død. De 40 øjebliksbilleder stiller skarpt på ensomheden, smerten og længslen efter samhørighed. Teksterne er ligeligt fordelt i fire kapitler om barndom, ungdom, voksen- og alderdom.



Det gode ved bogen er, at den ikke løfter pegefingre i et "man-gjorde-et-barn-fortræd"-projekt. Der er ingen skyldige at udpege, men derimod en følsom fortæller at opleve, hvis beskrivelse og oplevelse af verden er værdifuld og vedkommende. Desperationen spores f.eks. i fortællerens måde at fortære verden på, når hun "sultent åd" sig ind på passagererne i bussen.



Beretningerne balancerer ofte på kanten af det farlige og det vovede, som får det til at gyse i læseren. Teksterne er ind imellem unødvendigt dunkle og indforståede, måske fordi detaljerne opprioriteres på bekostning af helheden. Men den episke ramme giver den nødvendige distance til teksternes sårbare univers. For der en sarthed i det lidt højtidelige sprog, en sarthed, der flænges og rives itu af de brutale oplevelser, som pigen og senere den voksne kvinde oplever. Som det første skuffende samleje, kærestens opfordringer til at strippe for kammeraterne, oplevelsen af tomheden efter en (mulig) abort eller bortadoption?



Sulaima Hind skriver i et sprog, der er tæt på kroppen og på åndedrættet. Med brug af kropsnære billeder og en særlig rytme skaber hun en tone, der nærmest vugger fortælleren i en omsorgsfuld gynge. Hind er eminent til at sætte sprog på den magi, der findes i barndommen: "Når først hun sad i bussen, var den der, den dyrebare knæstrømpefølelse af eventyr og verden venter".



Dias minder med sine selvbiografiske træk om Christina Hesselholdts Hovedstolen; begge bruger stoffet fra deres livsserfaringer, barndomsoplevelserne som fiktion. Men Sulaima Hinds kortprosa opholder sig ikke kun ved få udvalgte øjeblikke i en afgrænset tid, hun forsøger at favne en tradtionel udviklingshistorie - det hele liv - i en utraditionel form. 



Lån Dias på biblioteket

Læs artikel af forfatteren på Udrykningsholdets hjemmeside

Læs et interview med Sulaima Hind på Msrevy



Andre bøger af forfatteren:

Lån Voxeværk på biblioteket









Sara Trier: Dronningen, studenten og dyret. Gyldendal, 2000.

Sara Trier trækker også på personlige erindringer i sin første selvstændige roman Dronningen, studenten og dyret, der udkom i år 2000. Som 22-årig rejste forfatteren to måneder til Grønland. Senere brugte hun rejseoplevelserne som udgangspunkt for en roman om en kvinde, der rejser ud for at finde hjem. Det er der kommet en meget læseværdig bog ud af, en moderne odyssé, som leder tanken hen på Bruce Chatwins rejsebøger.



Som en kvindelig Odysseus drager fortælleren rundt i et par måneder mellem de grønlandske bygder og længes efter sit (fremtidige) hjem. I en selvironisk tone skildres rejsen som en række farefulde optrin. Sammen med sin nye værtinde, filminstruktøren Pipaluk fra Qaqortoq, sejler hun rundt i fjorde, hvor tågen pludselig kommer som en tyv om natten og gør sigtbarheden lig nul. Igennem Pipaluk får hun mange nye bekendtskaber, som hun i starten forholder sig meget oberserverende til. Papkassedrengen Tikili, hundene, den lille mand. Hun er den ensomme, der iagttager de andres fælleskab



Først, da hun vover sig ud på helt egen hånd og møder globetrotteren Johannes og hans to børnebørn, bliver hun deltager i sit eget liv. Som en slags svendeprøve på sin nye 'voksendom' fører hun kniven, da den næste sæl skal flås.



Historien om rejsen rundt i Grønland bliver fortalt med en skælmsk tone og underdrejet humor. "Det er virkeligt. Her bor mennesker. De fanger havdyr". I en kortfattet, knap stil indfanger fortælleren oplevelser og stemninger, der føles nærværende, som havde man været der selv. Fotografier rejser sig tredimensionalt op imod én, tupilakker truer med at overfalde fortælleren, naturen bliver levende og mændene glor...



En af romanens mange kvaliteter er at beskrive fortællerens panikagtige tilstand, når hun overfaldes af syner og fantasier om bygdernes mænd, der kun er ude på at få del i hendes kostbare gener. Det er en selvironi, der får en til at klukke af latter. Indimellem kan de mange intense beskrivelser nærme sig et antropoloigsk studie i grønlænderne, men med en Ib Michaels fintfølende respekt for de fremmede.



"Jeg tilhører en dyreart, som kun har levet blandt andre arter i et ganske kort øjeblik af livets historie. Og endnu kortere blandt de arktiske dyr..(..).. Jeg tilhører en pelsløs, varmetabende dyreart, som har været i en stadig bevægelse for at finde føde og har måtte lære og låne fra andre dyr for at overleve.  En truet dyreart - som renen, moskusoksen og isbjørnen. Vi burde faktisk fredes."



Sara Trier har skrevet en ualmindelig (rejse)roman, som ikke forlader en lige med det samme.



Lån Dronningen, studenten og dyret på bibloteket

Læs mere fra romanen

Læs interview med Sara Trier i Politiken



Andre bøger af forfatteren:

Lån Hvide løgne på Biblioteket - skrevet sammen med moderen, Dea Trier Mørch







Iselin C. Hermann: Prioritaire. Rosinante, 1998.

Iselin C. Hermann vover det ene øje og skriver en brevroman om forførelse på flere planer.



En ung dansk kvinde ved navn Delphine Hav beundrer et billede af den ældre franske maler Jean Luc Foreur. Hun meddeler ham sin beundring på et postkort, hvor hun omtaler sin særlige optagethed af billedet, der er "gået i kroppen " på hende. Det bliver starten på en lidenskabelig korrespondance, der varer i halvandet år.



Langsomt opbygger de et 'brevforhold', hvor de kan dyrke erotiske fantasier med hinanden. Især kvinden udvikler hurtigt en evne til at flytte ind i sin egen fantasi og boltrer sig i længslen og begæret. Hun opfinder møder, middage og elskovscener på hotelværelser og tvinger dermed læseren ufrivilligt ind i voyeurens rolle. Vi forføres af ordene og af vores egen længsel.



Her forestiller Delphine sig, at de tager på et svensk hotel sammen:



"Vi kommer ind på dit værelse - Nummer 412 - er det også mit? Nej tilsyneladende ikke. Men en hemmelig dør, en tapetdør, fører ind til et andet værelse. (…)Badeværelset er stort lidt gammeldags og med store spejle i guldbronzerede rammer. Her ville ingen nogensinde kunne høre mig sukke, når du kysser mig, eller skrige, når du bider mig eller klage, når du trænger ind i mig. Ingen ville kunne høre, hvad vi siger til hinanden. Alligevel hvisker vi, da vi træder ind i nummer 412 bis."



Brevene er skrevet i et kultiveret højstemt sprog, som nærmer sig det hysteriske, når den unge kvinde henført sammenligner malerens adamsæble med Karlsbroen i Prag. Mere heldigt falder beskrivelser af kunsthistoriske emner ud. Faconen på Rubens og Botticellis kvindetæer bliver f.eks. drøftet i en lang passage, der kunne rives ud og bruges som selvstændig tekst for et vedkommende foredrag på Folkeuniversitetet.



For brevskriverne ender det fatalt, da de vil udleve deres længsel efter hinanden. Ingenting er som det ser ud til at være. Med et særligt greb i slutningen af romanen vendes hele historien.

Bogen er indtil nu oversat og udkommet i 14 lande, og det er forståeligt, for det er en letlæst og indtagende tekst.



Iselin C. Hermann har også skrevet flere børnebøger, som bestemt er værd at læse for deres leg med sproget. "Der hvor månen ligger ned" er Iselin C. Hermanns nyeste roman, der udkom i år i marts.



Lån Prioritaire på biblioteket 







BogWeb - 27. marts 2002

0
Din bedømmelse: Ingen