Af litteraturstuderende Nicolai Rerup Nielsen
Lotte Heise ofrer det dybere perspektiv på rapmundethedens alter, mens amerikaneren Rebecca Wells leverer en til tider medrivende fortælling om tre generationer af sydstatskvinder – og deres mænd.
En kvindelig bekendt, til hvem undertegnede engang tilstod at være på randen af hysteri, konstaterede tørt, at den slags altså var forbeholdt folk med en livmoder. Og sandt nok, ordet hysteri er afledt af det gamle græske ord hystera, som betyder netop livmoder.
Hvad enten man som i antikken anser tilstanden som resultatet af en irregulær strøm af blod mellem livmoder og hjerne, eller måske mere nutidigt og prosaisk bruger ordet hystade som et udtryk for, hvad man opfatter som, en urimelig og galsindet kvinde, synes hysteriet at være knyttet til det særegent kvindelige – en andethed som mænd tilsyneladende ikke helt forstår.
Hysteri på planeten jorden
Det er på foranledning af en række af sådanne uforstående mænd, som hun har mødt i sin hverdag, at Lotte Heise har skrevet en lille bog om kvinder, der hedder HVORFOR ER KVINDER SÅ HYSTERISKE? (1993)
Præmissen i Heises bog er, at kvinder slet ikke er hysteriske, og at denne fejlopfattelse bunder i det forhold, at mænd og kvinder tænker, taler og opfatter ting på dia
metralt modsat vis, et forhold der uundgåeligt vil føre til kontroverser. Heise lægger sig, med fokus på dette skisma, i forlængelse af den amerikanske psykolog, John Gray, der med bogen Mænd er fra Mars, Kvinder er fra Venus (1992) populariserede opfattelsen af de to køn som væsensforskellige.
Nu kan man jo mene, hvad man vil om John Gray og hans teorier, men manden skal dog have, at han angiveligt brugte en del plads på at udfolde problematikken og på at påpege, at den generaliserende mode,l han benytter sig af, ikke kan overføres på alle forhold mænd og kvinder imellem – et faktum som ofte overses.
Dette lille forbehold er fuldstændigt udeladt hos Lotte Heise, der på kæk og skråsikker vis tromler derud af i beskrivelsen af et stereotypt og fastlåst kønsrollemønster, som man nok vil kunne finde mellem visse mænd og kvinder, men bestemt ikke hos alle. Anskuet herfra lever både mænd og kvinder på planeten jorden og taler samme sprog - hvorvidt vi vælger at forstå hinanden, er en helt anden sag.
Lotte Heises bog er tydeligvis tænkt som et lettere underholdende, polemisk debatindlæg, men nærværende skribent finder det blot lettere intetsigende, og det faktum, at bogen præges af en overdreven brug af store bogstaver og garneres med knap så morsomme vittighedstegninger, gør den til en smagløs læseoplevelse.
Hysteri i Louisiana
Rebecca Wells’ roman Ya-Ya søstrenes guddommelige hemmeligheder fra 1996 er en noget mere interessant læseoplevelse. Den minder på mange måder om en stor grydefuld kreolsk gumbo; der er både fugl og fisk i denne bogs krydrede suppe. Og det er måske netop disse forskelligartede elementer der skaber problemerne i Wells’ roman, som ikke helt ved om den skal satse på klichéfyldt, romantisk forviklingsdrama eller mere dybfølt psykologisk skildring.
Ya-Ya søstrenes guddommelige hemmeligheder er placeret i en rammefortælling, der ikke er ulig den lettere eftertænksomme Chick Lit, som den findes hos forfattere som Helen Fielding og Marian Keyes. Vi præsenteres for Siddalee Walker, en ung succesfuld teaterinstruktør, bosat i New York, men oprindelig opvokset i en lille by i Louisiana. Siddalee har, adspurgt af en nyfigen sladderjournalist, på ubetænksom vis kaldt sin mor, Vivian, for en ”stepdansende børnemishandler,” og konfronteret med denne beskrivelse i New York Times’ kultursektion vælger Vivian at slå hånden af hende. Siddalee slynges nu ud i en eksistentiel krise; hun begynder at tvivle på sin egen evne til at elske, og som en konsekvens heraf udsætter hun sit bryllup med kæresten Connor på ubestemt tid.
Da dette kommer moderen for øre, bliver hun blød om hjertet, og hun og tre veninder - der tilsammen udgør de såkaldte Ya-Ya søstre – iværksætter en redningsaktion, der skal bringe datteren på ret køl. Med posten modtager Sidda en gammel scrapbog, der indeholder Ya-Ya søstrenes guddommelige hemmeligheder: Minder, breve og klenodier fra de fire kvinders lange liv. Romanen udfolder sig nu i en vekslen mellem fortællingens nutid og det erindringsarbejde, som læseren får lov at dele med Sidda.
Det er dette erindringsarbejde, historien om Ya-Ya søstrene og deres familier, som udgør bogens egentlige kerne. Ya-Ya søstrenes guddommelige hemmeligheder er en både spændende og munter fortælling om fire flyvske piger, som udvikler sig til stærke og selvstændige kvinder, der skiller sig ud i det lilleby-samfund i det amerikanske syden, hvor de vokser op.
Al bogens munterhed til trods rummer den dog også et mørke, som kommer til udtryk i beskrivelsen af to mor/datter-forhold; I første omgang den unge Vivian og hendes nærmest hysterisk religiøse mor Buggy, som synes at misunde sin løsslupne datter, hvem hun forsøger at knægte på voldsom vis; Og i anden omgang forholdet mellem den nu voksne Vivian og datteren Sidda. Mens Sidda endnu er barn oplever hun, hvordan hendes flyvske og drømmende mor bukker under for hverdagens trivialiteter og pres – et forhold der også får voldsomme konsekvenser.
Det er på alle måder disse mørke og dramatiske elementer, der gør romanen til en medrivende og perspektivrig læseoplevelse, og det kan derfor undre, at resten af fortællingen ikke kan sige sig fri for et vist mål af klichéer og forudsigeligheder.
Som et eksempel på sådanne, kunne man nævne, at nok er dette en bog primært omhandlende kvinder, men derfor behøver de mandlige karakterer vel ikke at minde om figurer fra en romantisk ugebladsnovelle.
I Ya-Ya verdenen har en ung kvinde naturligvis en forstående og dybt sarkastisk bøsseven, en perfekt skabt, overmåde romantisk og helt fejlfri kæreste og en far der på intuitiv vis har beplantet sin landbrugsjord med solsikker til sin datters usikre bryllup. Den unge kvindes moder er naturligvis gift med en mand, der på brysk og knudeagtig vis prøver at udfylde rollen efter en ungdomskæreste, som syntes at have været i den perfekte balance mellem sin feminine og maskuline side, men som desværre døde i krigen og derfor altid vil stråle fra sin piedestal. Nej tak! Undertegnede køber den ikke.
Ya-Ya søstrenes guddommelige hemmeligheder må altså siges at være en roman med potentiale, og havde det ikke været for de interne uoverensstemmelser i værkets udtryk, ville den have været rigtig interessant. Som det er nu, må man nøjes med en halvgod bog, og kernelæsere kan forsikre sig om, at det hele bevæger sig mod heling og kærlighed.
Kommentarer