Af litteraturstuderende Martin Lamberth 

En ung mand vil forgifte drikkevandet i København. Planen er lagt, giften er tilvejebragt. Der er ingen tvivl om, at det nemt kan lade sig gøre, og at konsekvenserne vil være katastrofale. Men den unge mand tøver, overvejer, vakler i sin beslutning. Skal han virkelig gøre det – virkelig dræbe tusinder af københavnere? Hvorfor? Eller måske snarere: hvorfor ikke?

Nogenlunde sådan er udgangspunktet i Nikolaj Cederholms hidtil eneste roman, Sporet (1990). Cederholm selv er utvivlsomt mest kendt for sin tid som teaterdirektør for det skelsættende teater Dr. Dantes Aveny, men før han rykkede ind på Frederiksberg Allé, romandebuterede han altså med denne korte fortælling om Dan, der desperat forsøger at finde sin plads i slutfirsernes Danmark.

Romanen er bygget op af fragmenterede tekstbidder, der serverer Dans indre for læseren i et råt og ufiltreret sprog. Og det står hurtigt klart, at der er noget helt galt i dette indre: ”Min plan ligger der. Som en tidsindstillet bombe. Og jeg er uret. Der tikker.”

Gennem glimtvise indblik i Dans virkelighed sammenstykkes efterhånden et rudimentært handlingsforløb, som ganske kort skitseret ser således ud: Dan er bistandsklient. De værdier, han som ung mand – formentlig i slutningen af tyverne – forventes at have siger ham intet. Han længes mod en naturlighed, en åndelighed, og en kærlighed, som han ikke føler, at slutfirsernes hårdtpumpede forbrugersamfund levner plads til. I stedet render han rundt i København og føler sig utilpasset og lægger planer om at afspore S-tog, sænke amerikanske krigsskibe på flådebesøg, og altså forgifte drikkevandet med dioxin.

Indtil han møder pigen Vinke. Pludselig finder Dan den kærlighed, han har længtes efter. Vinke er ung, smuk og frem for alt naturlig. De to indleder et forhold, og en stund ser det ud til, at Dan er parat til at lægge de destruktive mordtanker på hylden, men planen har været for længe under vejs, forberedelserne er for fremskredne.

Nikolaj Cederholms bog kunne lyde som en art kriminalroman fortalt fra den kriminelles synsvinkel, men det er den ikke. Selvom der godt nok er en stigende spændingskurve i bogen efterhånden som der kredses mere og mere om den blå plasticdunk med de 25 liter dioxin, former Dans deroute sig snarere som et radikaliseret civilisationskritisk projekt end som en gemen forbrydelse.

Byen – ”En lang okkerfarvet bræmme af lort”  
Dan er ikke noget behageligt bekendtskab. Han hader kernefamilien og ”almindelige mennesker”, BZ’ere, bilister, junkier, og indvandrere. Han går rundt med nok indestængt vrede til at han uundgåeligt må eksplodere. Som da han føler sig chikaneret af et par skinheads til en koncert, og smadrer en flaske i munden på den ene, så blod og tænder flyver til alle sider.

Alligevel er hans planer med dioxinen ikke så meget resultatet af et generelt had til alt og alle som af en dybfølt fornemmelse af, at den vestlige civilisation har spillet fallit. Massemordet bliver et forskruet forsøg på at gøre opmærksom på tingenes sørgelige tilstand. Beskrivelserne af København er helt centrale i at fremkalde fornemmelsen af civilisatorisk forfald.

Byen i Sporet har ikke meget tilfælles med det København, nogen af os går rundt i til hverdag. Den er en udkrystallisering af alt, hvad der findes af dårligdomme i en storby, og er fuldstændigt uden forsonende elementer. Her er prostituerede, skinheads, rockere, og ”perverse junkier”, der render rundt og spreder ”aids-baciller”. Her er forurening, bilulykker, kriminalitet, regnvejr og områder politiet ikke tør komme i.

Værst af alt er for Dan, at de københavnere, der ikke er mere eller mindre kriminelle randeksistenser, er forbrugszombier med småfede forkælede snotunger og blikket fast rettet mod nærmeste Ikea eller McDonalds. Den almindelige dansker har fjernet sig så langt fra enhver naturlighed, at der ikke er andet tilbage end vakuumpakkede tv-dinners og quizzer i fjernsynet.

”En eller anden gang rendte en eller anden hulemand rundt ude på steppen og jagtede en buk. Pludselig, midt i det hele, stoppede han op og tænkte: Hvad faen er det egentlig jeg render og laver? Det var dér det gik galt.”

Naturen – ”Lange underjordiske hyl fra horisonten”  
Modvægten til storbyens forløjede forbrugerisme findes i de to måneder, Dan tilbringer i de svenske skove mens han afventer reaktionen på gifttyveriet. Her går han rundt i en verden, hvor han kan omgøre ovennævnte hulemands katastrofale refleksion.

Den svenske natur er en mægtig og i sig selv hvilende urkraft: ”Det sug når en brise ryster trækronerne, når natten er stjerneklar, himlen er blå. Alt det klarer sig uden mig, behøver mig ikke.”  Dan bruger tiden på ingenting. Han hugger distraheret en totempæl i et træ. Han står i søen til fødderne bliver følelsesløse af kulde. Han kigger stjerner og snakker med træerne. Og han jager.

Kulminationen på sverigesopholdet kommer, da Dan genfødt som stenalderjæger med økse nedlægger en hjort. Scenen er krydsklippet med et tidligere besøg hos en prostitueret i København og bringer en ubehagelig påmindelse af den dyriskhed, der lurer under civilisationens pæne overflade:

”Øksen laver en lang flænge i dens lår. Brølende falder den ned på enden. Jeg slog hende, fordi hun lå der. Fordi hun indbød til det. Igen og igen. Blodet løber ud af den, det åbne kød damper i den kølige morgen.”

Hvorfor ikke?  
Det er noget uklart, hvad Dan forestiller sig, at forgiftningen af den københavnske befolkning skal afstedkomme i forhold til at få demonteret den vestligt-kapitalistiske verdensorden. ”Planen” er snarere udtryk for en dybtliggende desperation, end for nogen egentlig forestilling om at ændre samfundsvilkårene.
I en central passage siger Dan, at han vil afspore et S-tog, fordi der endnu ikke er nogen, der har kunnet give ham en god grund til ikke at gøre det:

”Hjulene må jo holdes i gang. Hvorfor? […] Vi kan ikke standse udviklingen. Hvorfor ikke?
Nikolaj Cederholms fremstilling af Dans meget sort-hvide syn på problemstillingen moderne forbrugersamfund versus oprindelig naturlighed er ikke altid lige sindsoprivende spændende. Nogle gange virker det som om bogen forfalder til de lidt nemme klichéer: det moderne samfund tilbyder intet ægte, ingen mulighed for åndelighed eller kærlighed. Derfor fostres unge mænd som Dan, der med en dunk dioxin i hånden tager desperadoens udvej. Det lyder lidt som en automatforklaring: den lige vej fra A til B.

Og så alligevel: En anden kliché siger, at virkeligheden ofte overgår fiktionen. I oktober måned 2006 hældte tre drenge – en på 15 og to på 12 - rottegift i drikkevandet i Greve. Mængderne var små, og ingen beboere var i fare. Men episoden bærer tydeligt præg af hvorfor ikke-logikken.