Hvide tænder af Zadie Smith

Oprettet: 01.04.2008 - 12:06

Af cand. mag. Nanna Rørdam Knudsen 

Jehovas Vidner, labatoriemus, fanatiske muslimer, kunstigt hår, småborgerlig påtaget tolerance… Alle disse elementer indgår i Zadie Smiths debutroman Hvide tænder.

Da romanen Hvide tænder udkom i England i januar 2000, ramte den bogmarkedet med et brag. De fleste anmeldere var begejstrede, den vandt flere priser, Salman Rushdie udtalte sig rosende om den, og den blev omgående en bestseller i flere lande. Romanen er portræt af det London, der i dag fremstår som den nok så berømte smeltedigel af mennesketyper, racer og samfundsklasser.

At Smith selv er halvt jamaicansk var med til at stemple romanen som et forsøg på at skildre et multikulturelt samfund, men den beskrivelse er Smith ikke selv enig i. Hvide tænder er en humoristisk roman, der er inspireret af forfattere som Rushdie, Dickens og andre store fortællere, der bruger både høj- og lavkomiske og –kulturelle elementer i deres historier.

//ecx.images-amazon.comVenskabet
Hvide tænder spinder sin historie omkring venskabet mellem den engelske Archie og immigranten Samad. Den strækker sig gennem et helt liv på trods af deres forskellige udgangspunkter. I romanens begyndelse forsøger den da livstrætte Archie at begå selvmord, men da han til alt held skifter mening, dumper han i stedet ind til resterne af en nytårsfest, hvor han møder den meget yngre, gudesmukke, jamaicanske Clara.

De bliver gift og resultatet af ægteskabet er den i egen optik så langt fra smukke Irie. Samad har indgået et arrangeret ægteskab med Alsana, og deres tvillingesønners forskellige udvikling er et bærende tema i romanen.

Den ene bliver sendt til Bangladesh og kommer til sin fars skuffelse hjem som en ateistisk videnskabsmand, mens den anden bliver fundamentalistisk muslim. De tre unge mennesker kommer alle hos familien Chalfen, en middelklassefamilie, der ser sig selv som tolerante og åbne mennesker. Mellem linjerne kan det naturligvis læses, at de har ligeså mange racefordomme som alle andre, og at de i deres forsøg på at rumme tvillingerne og Irie glemmer deres egen søn Josh.

Chalfen er videnskabsmand; han arbejder på den genmanipulerede ”future mouse,” der i romanens slutning undslipper sit fangenskab efter en turbulent præsentation, hvor både Jehovas vidner, fanatiske muslimer og Josh har blandet sig en del mere end Chalfen kunne ønske sig.

//img.tesco.comIrie og Joyce
De kvindelige omdrejningspunkter i romanen er Clara, der forsøger at undslippe sin religiøse mor, Claras mor, Hortense, der er Jehovas vidne, Alsana, Joyce Chalfen og ikke mindst Irie. En af de mest signifikante scener i romanen er den, hvor Irie i et forsøg på at ligne andre piger mere, kaster sig ud i at forandre sin krøllede hårpragt til glat, glat hår. Det ender selvfølgelig i katastrofe.

Ingen har fortalt Irie, at det er altafgørende ikke at vaske håret lige inden behandlingen – kemikalierne går hårdt og ødelæggende til værks, og Iries drømme ender i en mindre katastrofe. I sit forsøg på at være ”almindelig” og på at ”passe ind”, kommer hun til at gøre sig selv mere afstikkende end før det mislykkede eksperiment. Situationen er både komisk og sørgelig.

Den er genkendelig for de fleste, for hvem har ikke i deres teenageår foretaget sig noget mere eller mindre desperat med deres hår eller udseende? Samtidig er beskrivelsen af situationen selvfølgelig specifik for en hel gruppe, der glatter håret, bleger huden osv. for at falde bedre ind – og resultatet bliver som regel det stik modsatte, heraf det sørgelige.

Zadie Smith er i romanen solidarisk med sine personer, men hun tillader sig alligevel at have et noget ironisk forhold til Joyce Chalfen, Joshs mor, der forsøger at spille moder jord og redningskvinde over for den barske Millat. Der er mere end et strejf af seksuelt begær efter den unge, vitale og farlige mand, der er så meget mere interessant e//flakmag.comnd hendes helt almindelige søn eller videnskabeligt optagede ægtemand.

Hun forstår grundlæggende intet af Millats motivation, men i sin tro på, at hun er i stand til at ændre og redde ham slutter hun sig til den store masse af kvinder, der siden tidernes morgen har troet på, at en god kvindes kærlighed kan kurere alle onder. En rolle, hun ville foragte andre kvinder for at påtage sig; hun bliver det værste, hun kan forestille sig, nemlig helt banal!

Multikulturel eller bare London?
Smith lægger selv vægt på,at hun ikke har forsøgt at skrive en såkaldt multikulturel roman; hun har blot skrevet en roman om London, som byen og dens indbyggere ser ud i dag. Det afspejler sig i, at der ikke alene er lagt en ligelig vægt på de mandlige og de kvindelige hovedpersoner i romanen, men også i at alle personerne er i stand til at føle sig anderledes, afstikkende og forvirrede – det er ikke forbeholdt Samads familie at føle sig udenfor et fællesskab.

Det gælder i ligeså høj grad for romanens andre personer, f.eks. Josh der på papiret har de bedste muligheder, men som til gengæld lever et hjemmeliv, hvor han konstant bliver overset til fordel for andre, mere ”spændende” unge mennesker – der set ud fra forældrenes synspunkt er spændende, fordi de er sorte, eller frafaldne muslimer der har trodset deres baggrund eller er fanatiske muslimer, der også har trodset deres baggrund!

Det er banal borgerlighed, forklædt som tolerance, og det er da også i skildringen af familien Chalfen, at Smith er mest ironisk. Angsten for at være småborgerlig er nu engang noget af det allermest småborgerlige.

0
Din bedømmelse: Ingen