Hvert eneste ord er sandt. Om Bret Easton Ellis: Lunar Park

Oprettet: 01.05.2006 - 12:06

Af litteraturstuderende Martin Toft

I sin seneste roman Lunar Park tager Bret Easton Ellis livtag med sin egen myte, med forholdet til sin afdøde far, og med det ene værk, der altid vil overskygge hans øvrige forfatterskab.

Da nærværende skribent i begyndelsen af halvfemserne slog sine gymnasiale folder i en mindre dansk provinsby, tiltrak det sig en del opmærksomhed, da den daværende formand for den lokale afdeling af Venstres Ungdom mødte op med navnet Bateman barberet ind i nakkehåret. Der blev naturligvis henvist til yuppien, Patrick Bateman, hvis massemorderiske handlinger udgør kernen i den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis’ (f. 1964) berygtede roman American Psycho fra 1991.

Hvorfor nogen på denne måde måtte ønske at bære navnet på en narcissistisk og psykopatisk børsmægler, skal her stå ubesvaret, men om ikke andet antyder denne lille skrækhistorie fra provinsens overdrev den enorme og ikoniske betydning som Ellis’ roman allerede tidligt blev bærer af.

//divina.clarence.comAllerede med udgivelsen af debuten Under Nul fra (1985 - da. udg. 1987) og efterfølgeren Uskrevne Regler (1987 - da. udg. 1993) opnåede Ellis en anseelig berømmelse. Men den opmærksomhed der blev tildelt disse to sortseeriske ungdomsromaner, var for intet at regne i sammenligning med den furore udgivelsen af hans tredje roman medførte.

American Psycho skilte for alvor vandene; På den ene side så nogle værket som en litterær milepæl, der foretog en dissektion af Reagan-æraens yuppie-livsstil, hvor overfladespillet og selvoptagetheden nåede højder, der var at sammenligne med psykopatens narcissistiske mangel på empati; På den anden side kunne nogle ikke se værket, med dets æstetiserede og voldsomt udpenslede sex- og mord-scener, som andet end en syg mands voldspornografiske fantasier.

I takt med den voldsomme debat steg Ellis’ berømmelse til herostratiske højder, og at den unge forfatter - med sin udsvævende livsstil - samtidig var enhver sladderspaltes våde drøm, medvirkede bestemt ikke til at hindre himmelflugten. Således har de efterfølgende udgivelser - novellesamlingen Angiverne (1994 – da. udg. 1995) og romanen Glamorama (1998 – da. udg. 1999) - da heller ikke været i stand til at fjerne fokus fra American Psycho, der om noget er blevet definerende for Ellis’ forfatterskab, ligesom også myten om den nihilistiske, kokainsniffende overklasseforfatter blot er vokset med årene.

Månens skyggeside fra www.pa.msu.eduMånens skyggeside
Det er denne Bret Easton Ellis - nu en mand i fyrrerne – fanget ind af sin egen myte, der tager ordet på de første sider af Lunar Park fra 2005. Over disse første sider gør Ellis status over sit forfatterskab og beretter samtidig om den fysiske og mentale deroute, som et stadigt eskalerende alkohol- og stofmisbrug medførte op gennem halvfemserne, og om end disse sider til tider præges af en både hyperbolsk og satirisk tone, finder man ikke grund til at betvivle deres grundlæggende biografiske fundament.

Undervejs sker der dog en næsten umærkelig glidning over i det fiktive, og man lærer nu, at romanens Bret Easton Ellis er blevet gift med skuespillerinden Jayne Dennings, med hvem han har fået en søn, og at han nu forsøger at falde til ro med familien i en forstad til New York. Men familie-idyllen holder ikke længe; Bret kan ikke holde sig fra vodkaen og kokainen; han forsøger at forføre en ung studine på universitetet, hvor han arbejder; og forholdet til både konen, sønnen og hunden er særdeles anstrengt.

Som om det ikke er nok, dukker en mand der til forveksling ligner psykopaten Patrick Bateman op; en række unge drenge forsvinder sporløst; steddatterens tøjdyr Terby synes at have et eget liv, og bliver mere og mere monstrøst som dagene går; en række mord, der minder usædvanligt meget om mordene i American Psycho, finder sted; og sidst men ikke mindst mener Bret sig hjemsøgt af sin faders genfærd, men sådan er det jo, når man bor på Elsinore Lane.

Bret Easton Ellis fra www.sweekly.nlMellem fiktion og virkelighed
”Hvert eneste ord er sandt,” står der på bagsiden af den engelske originaludgave af Lunar Park, mens den fiktive Bret Easton Ellis i romanen gør sig til talsmand for, at forfatterens metier er baseret på løgnen. Og hvad skal man så tro på under læsningen af dette mærkelige skrummel af en bog, der bevæger sig fra selvbiografi over komedie og familiedrama til gotisk horror?

Når forfatteren på så indlysende vis har valgt at investere sig selv i romanen, taler det vel for, at man i et vist omfang skal betragte det som et biografisk værk, men de mange indlysende fiktive elementer understreger samtidig, at det ikke ubesværet kan læses som sådan. Vi har her ikke at gøre med en forfatter, der konstaterer: ”Dette er mit liv,” men derimod en forfatter der stiller spørgsmålet: ”Er dette mit liv?” Der er ikke her tale om en autoritativ udlægning af et levet liv, men nærmere om en tentativ undersøgelse af et muligt liv.

Når Bret Easton Ellis i Lunar Park placerer en fiktiv udgave af sig selv som det dysfunktionelle individ i en familie, minder hans position om den virkelighedens fordrukne og voldelige far, han har hadet inderligt, og hvis narcissistiske adfærd skal have dannet model for romanfiguren Patrick Bateman. At stille sig selv i en andens sko, er måske i denne sammenhæng en mulighed for at forstå og for at tilgive – sig selv og andre. Når Bret i romanen hjemsøges af en pludselig meget virkelig Patrick Bateman og af sin faders genfærd, er det måske ikke så fjernt fra de sidste mange år i den virkelige Brets liv.

Og når romanens Bret kan tage kampen op, kan virkelighedens Bret vel også. Måske er det netop derfor, at man - som noget nyt - fornemmer en varme og en håbefuldhed, der ikke tidligere har været til stede i Ellis’ forfatterskab.

0
Din bedømmelse: Ingen