Hvem var William Sidis?

Oprettet: 31.05.2011 - 11:45

Forfatter: Morten Brask

Morten Brask (1970), vokset op på Frederiksberg.

I sin nyeste roman fortæller Morten Brask tankevækkende og rørende om vidunderbarnet William, hvis intelligens var så høj at den ikke kunne måles - her er historien om historien.

Hvordan fik du ideen til at skrive om William Sidis?

Egentlig opstod ideen ganske tilfældigt. En eftermiddag sad jeg i mit træningscenter og bladrede i et af gratismagasinerne. Der var en artikel der handlede om intelligens, og jeg faldt over en lille faktaboks, hvor der stod: "Vidste du, at verdens mest intelligente menneske hed William Sidis? Han havde en IQ der lå mellem 250 og 300." 
Da jeg læste det, vidste jeg at her lå der en historie. Jeg havde aldrig nogensinde hørt om William Sidis, og det undrede mig: Hvorfor er et så begavet menneske ukendt i dag? Hvordan var hans liv? Hvad skete der? Hvad gik der galt?
Det var denne undren der blev kimen til "William Sidis perfekte liv". Jeg afbrød straks min træning og tog hjem for at læse mere om Sidis på nettet, og for at undersøge om der var nogen der havde skrevet om ham. Det eneste var en enkelt biografi fra 1980'erne og Robert M. Pirsig der nævner Sidis' teorier om indianerne i en af sine bøger. Så jeg tog beslutningen om at jeg ville skrive romanen om ham. Det blev til flere års heftig research og rejser til USA, iagttagelser af begavede børn, aspergere osv. Og en skriveproces der varede to et halvt år. 

Det er en dokumentarisk roman, kan du sige noget om hvilke overvejelser du, som forfatter, har gjort dig omkring det at blande faktuelt og opdigtet stof? 

Det bliver mest interessant hvis man forholder sig loyalt til det historiske kildemateriale, og den tid man skriver om, synes jeg. Jeg har altid elsket Henrik Stangerups og Thorkild Hansens historiske romaner, ikke mindst fordi de forholder sig relativt tro til kilderne. Jeg besluttede at jeg ville bruge kilderne, der udgøres af hans bøger, artikler og breve, moderens erindringer, faderens bøger, erindringer fra bekendte, og mange af datidens artikler om ham, som skelettet for historien. Så hvad der sker for William i romanen, det er noget som også skete i virkeligheden. Og de personer han møder, er næsten alle autentiske personer.
På samme måde er de fleste detaljer også baseret på fakta. Til scenen hvor William som lille barn reciterer togtider, brugte jeg lang tid på at finde de rigtige togtider i køreplaner fra New York i 1903. Jeg kunne naturligvis bare have fundet på nogen tider selv, men det tilfører en bog en ægthed at detaljerne er rigtige. 
Og så igen: Jeg har også bøjet virkeligheden flere steder. Fx har jeg valgt ikke at beskrive at William havde en lillesøster. Jeg overvejede det, men jeg syntes det forstyrrede historien lidt. 
Men det bliver jo ikke en roman uden at der tilsættes ren kunstnerisk fortolkning. Det er jo netop ikke en biografi, men en fortolkning af William og hans skæbne. Kildematerialet gav mig skelettet, men at puste liv i det, få alt til at leve, krævede en digtende fortolkning. Og her bruger jeg så meget andet end blot kilderne. Det er mit eget liv der kommer ind i det. Jeg har lagt rigtig meget af mig selv som barn ind i William.  

William udtaler som 16 årig, at det perfekte liv leves i ensomhed - hvorfor mener han det?

William sagde til en journalist i et af sine meget sjældne interview: "Jeg vil leve det perfekte liv. Den eneste måde at leve det perfekte liv på, er at leve det i ensomhed". Det var et citat jeg meget tidligt stødte på under researchen, og det rørte mig dybt. Det udtrykker alt omkring hans tanker og livssituation, alt det han har været udsat for. Og det blev en hel livsfilosofi for ham. 
Jeg tror at det har flere årsager. Han har jo haft et skrøbeligt sind, mødet med andre mennesker påvirkede ham enormt. Det var ganske enkelt psykisk overvældende for ham at være sammen med andre. Det har jeg prøvet at skildre i hans problem med at møde andre menneskers blik.
 Samtidig har han som 16-årig oplevet at ingen har beskyttet ham og forstået ham: han blev vist frem i milliardærernes saloner som lille dreng, han blev jagtet af journalister, han blev udsat for et umenneskeligt forventningspres ved at blive udråbt som den nye Newton og Euklid som 11-årig. 
Han var et meget introvert menneske og havde det bedst når han var alene. Allerede som barn hvor han om aftenen lå på en bakke bag familiens hus og så på stjernerne, bad han sin mor om ikke at forstyrre ham, for han tænkte bedst når han var alene.
Det blev han ved med resten af livet, og selvom han havde sine venner og bekendte, levede og døde han ensom - men på en mærkelig måde er der intet der tyder på at netop denne ensomhed gjorde ham en ulykkelig. Der er mange måder at leve livet på. Ingen siger at den traditionelle med familie, børn og karriere absolut er den eneste måde at leve et perfekt liv på.

William har én rigtig ven, Sharfman, som han har kendt siden han som barn startede på universitetet. Er Scharfman en virkelig person? - og hvad er det der gør at netop de to kan knytte et venskab, der holder? 

Sharfman er en virkelig person. Han var elev af A.N Whitehead på Harvard, som kaldte ham "Amerikansk filosofis fremtid". Det blev han ikke. Han lavede skandale og endte med at køre taxi, nedlægge damer og drikke igennem. Han var antitesen til William, og i bogen har jeg i høj grad arbejdet på at skildre de to venners så forskellige personligheder. William er asketisk og jomfrunalsk, Sharfman svælger i mad og sprut og har elskerinder. Det er helt tydeligt at han var en af de personer som William respekterede højest. Ifølge samtidiges beretninger var Sharfman den eneste som fik lov til at drille William. 
Jeg tror at William først og fremmest kunne lide Sharfman fordi han var en af de få der rent faktisk kunne udfordre Williams intellekt. Ikke mange kunne følge ham når han udfoldede sine teorier, det kunne Sharfman, og han kunne endda modsige ham. 
Jeg tror der har været en gensidig fascination mellem de to - og en slags "Lige børn leger bedst". Sharfman præsenterede ofte William som "Americas greatest brain", det var han den eneste der fik lov til. 
Jeg bliver helt varm om hjertet når tænker på at William havde en ven som Sharfman. 

William Sidis var næsten samtidig med Albert Einstein - men hvor Einstein jo blev en verdenskendt fysiker endte William sit liv i anonymitet - hvad skyldes det? 

Det kan have mange årsager og det bliver nok lidt spekulativt at gætte. Skal jeg alligevel gøre forsøget, tror jeg at William har haft sin skæbne mod sig. Der blev lagt alt for stort et pres på ham, og han blev i al for høj grad latterliggjort i pressen fordi han som ung genert teenager fx sagde at han fik frierbreve af kvinderne, men at han ikke var interesseret i piger og at hans yndlingsret var kiks. Der blev endda lavet latterliggørende tegneserier over ham. Og at han blev arresteret som socialist netop efter den Russiske revolution, har bestemt ikke gavnet hans situation. Han blev fremstillet som en freak, og de bøger han skrev, særligt "The Animate and the Inanimate" hvor han kommer ind på teorier om universets fødsels og rummets mørke stof - mange år før The big Bang og Dark matter overhovedet var på tapetet, druknede totalt i mediernes freak show. 
Det er ikke til at sige hvad der var sket hvis William havde fået andre opvækstvilkår. Måske var han blevet lige så betydningsfuld som Einstein. Men det er gætværk. William fik den skæbne han fik, og det er den jeg forholder mig til i romanen. Og jeg håber at den er med til at rehabilitere mennesket William Sidis.

 

 

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)